Forelsket i min stedmor
BREV
Hej.
Jeg er en dreng på 15, med forbudte følelser for min pap-mor. Jeg har altid kunne lide ældre kvinder, men i dette tilfælde ved jeg ikke hvad jeg skal gøre.
Min far har haft mange kærester siden min mor døde, men jeg har aldrig følt det samme som jeg gør med hende.
Tænker tit seksuelle tanker om hende. Jeg ved ikke om jeg skal fortælle det til nogen eller gøre noget ved det.
Ved godt at jeg aldrig kommer sammen med hende, men kan intet gøre ved de følelser jeg har.
Jeg var engang tæt på at sove sammen med hende, engang da jeg var på vej til fest. Jeg skulle have haft førfest, men ingen kom. Det endte med at jeg sad og drak med hende og vi var meget tætte. Hun holdte om mig og der kunne jeg ikke klare det mere, så gjorde det første jeg kunne komme i tanke om. Jeg skyndte mig væk
Håber virkelig I kan hjælpe. Skal jeg søge psykolog?
Vh. En forelsket og forvirret dreng på 15.
SVAR FRA
BØRNETELEFONEN
Kære 15 årige dreng
Det er stærke følelser, der er på spil når vi bliver forelskede og seksuelt tiltrukket af et andet menneske. Jeg kan godt forstå du bliver forvirret og måske også lidt skræmt, når den tiltrækning du har, er rettet mod din pap-mor.
Måske har hun, helt uden at ville det, kommet lidt brænde på dit bål, ved at være sød og forstående og drukket lidt sammen med dig, den dag du skulle have haft forfest.
Havde hun kendt til dine følelser for hende, ville hun måske ikke have holdt om dig.
Som jeg tror hun har gjort, for at være en kærlig pap-mor?
Jeg tænker det var meget godt du skyndte dig at gå. Selvom det måske ikke var planlagt, så kan det have givet hende et hint om, at nu var det bare blevet for meget for dig?
Det er naturligt at forelske sig i voksne når man er teenager. Når hormoner raser rundt i kroppen, kan man pludselig se ældre personer i et nyt lys. Især hvis de er søde og man måske ser lidt op til dem, kan beundring ændre sig til forelskelse.
Jeg tror mange fx skolelærere, har oplevet elever have et crush på dem. Det er en naturlig del i at udvikle sig fra barn til voksen. Og jeg har hørt om det før, her på BørneTelefonen.
Jeg tænker at du er normal, at det du føler er normalt. Men jeg tror også du har brug for at snakke med nogen om det, for det virker som om, det er lidt pinefuldt for dig, at have de følelser for din pap-mor. Og det kan jeg godt forstå det er? Ikke fordi det er forkert, men fordi du går rundt alene med dine følelser og på den måde kan de virker større og større. Kan du følge mig?
Er det en mulighed at snakke med din far om det? Fortælle ham at du er blevet lidt mere end glad for din pap-mor? Fortælle at du har det svært med det og ikke ved hvad du skal stille op? Vil han kunne sætte sig ind i det og måske sørge for at din pap-mor får det af vide, så hun kan tage hensyn til hvordan du har det?
Hvis du tænker, at det er bare IKKE en mulighed. Er der så andre du kan snakke med om det? Måske nogle venner eller en anden voksen du er tryg ved?
Jeg tror nemlig, at hvis dine tanker og følelser får luft, så vil de fylde mindre for dig. For det kan føles som at være ulykkeligt forelsket, når personen for ens tiltrækning er umulig. Så er det godt at dele med andre. Ligesom du har delt det med os.
Og så vil jeg ellers sige, det kan være en ide at acceptere følelserne, vel vidende, som du allerede er klar over, at der ikke kan blive noget imellem jer. Det er ok at have et godt øje til hende og måske fantasere om hende. Og så tror jeg du med tiden vil opdage, det aftager og du i stedet vil kaste din kærlighed på på en ung pige/kvinde, hvor der er større mulighed for at du kan få dine følelser gengældt.
Du virker som en meget fornuftig dreng, der tænker over tingene og over hvad der er rigtig og forkert og du passer på dig selv og dine følelser. Det er så fint og et modent træk, som du kan være stolt af.
Du er velkommen til at ringe eller sms på 116111 eller prøve vores chat, hvis du får brug for os til at snakke om de “forbudte” følelser.
Kærlig hilsen
BørneTelefonen
Se videoer om sex, seksualitet og krop