Nattelinjen

Hurtig hjælp om natten

BørneTelefonen har nu åbnet en NATTELINJE, hvor du kan få hjælp på chatten eller ringe på 116111 alle dage kl. 23-02.

BørneTelefonens nattelinje er for dig som er utryg, i fare eller har behov for hjælp til at kontakte de sociale myndigheder.

Hvad mener vi med utryg eller i fare?

  • Du har tanker om at løbe hjemmefra i aften
  • Du er på gaden og vil ikke hjem.
  • Du har tanker om selvskade eller selvmord
  • Du har selvskadet
  • Du har tanker om eller har taget piller, stoffer eller alkohol.
  • Du er i fare for at blive seksuelt misbrugt, udsat for fysisk eller psykisk vold.

Det er vigtigt for os, at du ikke står alene i en situation, hvor du har brug for en voksen. BørneTelefonen nattelinje er en smule anderledes end inden for den normale åbningstid, idet der er færre rådgivere på vagt. Vi kan derfor i nogle tilfælde være nødsaget til at henvise til BørneTelefonen i vores normale åbningstid (kl. 11-23), hvis vi vurderer, at situationen kan vente til dagen efter.

Husk at du altid skal kontakte 112 med det samme, hvis du er i livsfare.

 

Har du svært ved at sove?

Vi har samlet nogle gode råd til dig, der har svært ved at falde i søvn:

Sov mørkt og køligt

Selv om du har lukkede øjne, kan der godt trænge lys igennem øjenlågene. Så jo mere mørkt du kan sove, des bedre. Lys har nemlig en opkvikkende effekt på hjernen, og så tror hjernen, at det er dag, og at nu skal du være vågen.

 

Dyrk motion

Hvis du er fysisk aktiv i løbet af dagen - enten med sport eller bare ved at gå nogle ture - vil din krop være naturligt træt, når du skal i seng om aftenen.

Sluk mobil og TV

Undersøgelser viser, at det ikke er godt at kigge på en skærm, lige før man skal sove. Lyset fra skærmen forstyrrer kroppen, så den ikke danner så meget af det stof i hjernen, som får os til at falde i søvn (melatonin). Hvis man f.eks. læser mails eller tjekker sociale medier, når man ligger i sengen, holder man hjernen i gang - i stedet for at lade den slappe af.

Ikke for sulten, ikke for mæt

Undgå at spise, lige inden du går i seng. Så vil din fordøjelse arbejde, mens du ligger i sengen, og det kan betyde, at du kan få svært ved at finde ro i kroppen. På den anden side kan det også være svært at finde ro, hvis du er meget sulten.

Lyt til afslappende musik

Det kan være en god ide at lytte til rolig, afslappende musik i cirka 45 minutter før du skal sove, eller hvis du ligger i din seng og ikke kan falde i søvn. Musikken får blodtrykket til at falde, hjertet til at slå langsommere og åndedrættet til at falde til ro. Alt sammen noget der vil hjælpe din krop til at falde i søvn. Musikken virker også afslappende på musklerne og hjælper dig med at finde ro, hvis du har mange bekymrende tanker.

Undgå at sove i løbet af dagen

Hvis du står op og går i seng på nogenlunde samme tid hver dag, vil det være lettere for din krop at finde ro om aftenen.

Læs en bog

Selv om det kan lyde mærkeligt, så kan det at læse en bog være med til berolige dig, fordi du ofte vil leve dig ind i bogen og fantasere om handlingen, mens du prøver at falde i søvn.

Skriv dine tanker ned

Det kan være en god ide at have papir og blyant liggende ved sengen, så du kan skrive dine tanker ned, hvis du vågner i løbet af natten. Det kan også være en god måde at lægge nogle ting fra sig, som man ikke kan lade være med at tænke på, fordi det er noget, man skal huske.