Graviditet rettigheder

Har lægen Tavshedspligt?

En læge har som udgangspunkt ikke tavshedspligt overfor dine forældre

Dine forældre skal vide, hvis du fejler noget eller skal have medicin, så længe du er under 18 år.

I nogle særlige situationer kan lægen godt lade være med at sige noget til dine forældre. Det kan f.eks. være, hvis det handler om ting, som har noget at gøre med dit sexliv – eller det handler om noget, som måske kan være til skade for dig, at dine forældre får at vide.

Det er dog altid op til lægen at vurdere og beslutte, om han eller hun skal undlade at give informationerne videre til dine forældre.

Hvis du er under 15 år

Hvis du er under 15 år og er gravid, så skal lægen fortælle det til dine forældre.

Hvis du er bekymret for, hvordan dine forældre vil reagere, så fortæl din læge om det. Lægen skal være med til at passe på dig.

Hvis du er 15-17 år

Hvis du er mellem 15 og 17 år, kan lægen i meget særlige tilfælde vurdere, at dine forældre ikke skal kende til din graviditet.

Hvis du er mellem 15 og 17 år og er gravid, så skal lægen også fortælle det til dine forældre – men der kan være helt særlige tilfælde, hvor lægen kan lade være, hvis lægen vurderer, det er bedst for dig.

Hvis du ikke ønsker, lægen skal sige noget videre til dine forældre, så skal du sige det til lægen. Du skal forklare, hvorfor du ikke ønsker, at dine forældre ved det – og hvad det kan komme til at betyde for dig, hvis de får det at vide. Derefter er det op til lægen at vurdere, om dine forældre skal informeres om din graviditet.

Dine forældre skal give Tilladelse til abort

I nogle helt særlige tilfælde kan du få lov til at få en abort, uden dine forældre ved det. Den tilladelse skal du have af Abortsamrådet. Det kan f.eks. være hvis:

  • Du ikke har haft kontakt til dine forældre længe.
  • At dine forældre vil skade dig fysisk eller psykisk, hvis de får det at vide.

Hvis dine forældre ikke vil give dig tilladelse til abort, og du gerne vil have en abort, så kan Abortsamrådet også beslutte, at du skal have en abort alligevel – selvom dine forældre er imod det.

Du skal først henvende dig til din egen læge, som vil sende dig videre til Abortsamrådet.

Hvis du ikke ønsker at få en abort, er der ikke nogen, der må tvinge dig til det.