4

Har mistet mig selv

Hej jeg er en pige på 13, som godt kunne bruge nogle gode råd.

 

Da jeg var mindre var jeg den glade pige der altid var glad, men så kom jeg ind i en meget hård periode, som gjorde at jeg ikke var den samme mere. men efter det har jeg haft nogle hårde perioder sådan lidt on and off.

 

Inden jeg startede 6 klasse besluttede mig for at det skulle være et godt år, og jeg skulle tage mig sammen i skolen! Sådan var det også de første par uger, men så kom jeg ind i en svær periode igen, og snakkede ikke så meget med mine venner, og gad ikke at gå i skole og var bare ked af det hele tiden. Jeg har fået det godt med mine i venner igen.

 

Men i løbet af dette skoleår har jeg været meget til lægen, og på hospitalet. Fordi at jeg selv har syntes at mit hjerte bankede for hurtigt og har følt at jeg ikke kunne få vejret. Jeg har virkeligt været alle mulige undersøgelser igennem, og de siger at mit hjerte banker som det skal osv. Men sidst jeg var der inde snakkede jeg så med en læge, og hun spurgte mig om en masse ting, og hun sagde så at hun tror at jeg godt kunne have angst på grund af de svar jeg gav hende. Jeg har altid tænkt at det er normalt at tænke som jeg gør, men det er det åbenbart ikke. Jeg er blevet sendt videre til et andet hospital hvor de vil undersøge mig for angst.

 

Hvis jeg har angst skal jeg nok starte til psykolog siger min mor. Jeg vil meget hellere snakke med en pædagog der er i min klasse om det fordi at hun er god at snakke med når jeg er ked af det, og så er hun god til at presse en lidt uden at det bliver for meget. Der er også en anden fordel ved det fordi hun var der da jeg var ude for en voldsom oplevelse for nogle uger siden. Hun hjalp mig op og trøstede mig osv.
Jeg tror godt lidt at hun ved det fordi at hun er meget over mig og hjælper mig.

 

Mine spørgsmål:
Hvordan fortæller jeg det til min klasse hvis jeg har angst?
Synes folk ikke at det er dumt hvis jeg skal gå til psykolog?
Hvordan får jeg hende pædagogen til at tage intiativet til at snakke med mig?
Kan jeg noglesinde blive "normal altså slippe af min angst?

 

Tusind tak på forhånd!

Indsendt af: Den 15 Årige Me...

1. Du skal bare fortælle det ligeud som du har fortalt herinde
2. Jeg gå selv til psygolog, det er hel normalt! og det er overhoved ikke mærkeligt, jeg går selv til psygolog fordi jeg gjorde selv skade og det har hjulpet mig rigtig meget at gå til min psygolog.
3. Du skal da bare lige rive hende ud af klassen og fortælle det hele
4. Det hele skal nok gå, det er meget normal at have angst!

Indsendt af: 19årigpige.

Det gør helt ondt at læse dit indlæg. Jeg har selv været igennem noget lignende, og det er ikke særlig sjovt. Jeg synes, at du skal snakke med din mor om det hele. Fortæl din mor, at du helst vil snakke med den pædagog i din klasse. Nu kender jeg ikke systemet så godt, så jeg kan ikke være sikker på, at det kan lade sig gøre. Men tag en snak med din mor omkring det. Hvis det ikke kan lade sig gøre, så tag det alligevel stille og roligt. Måske er psykologen heller ikke så slem.
Med hensyn til hvad du skal sige til din klasse, er noget som du selv skal bedømme. Du behøver ikke og fortælle dem noget, hvis du føler, at det er for privat. Jeg har selv gået til psykolog i flere år, og halvdelen af tiden har min klasse intet vidst. Jeg fortalte det til mine nærmeste veninder, og de holdt det hemmeligt. Ikke at det er pinligt at gå til psykolog - OVERHOVEDET - men jeg følte bare ikke, at alle skulle vide det. Jeg følte, at det var privat. Men hvis du føler, at du vil fortælle din klasse om det, så synes jeg helt klart at du skal gøre det. Du kan enten snakke med din lærer/pædagogen om, at du vil fortælle klassen det, eller også kan du selv gøre det.
Du kommer af med din angst efterhånden som du kommer over grunden til din angst. Altså efter du er begyndt at få snakket det hele igennem med en person, skulle det gerne begynde og blive bedre. Så det behøver du ikke at bekymre dig om :-)

Indsendt af: Me

Føler lige for at svare på dine spørgsmål, da jeg selv har haft angst da jeg var mindre (er 16 nu) og håber at jeg kan hjælpe?

1. Det med at fortælle det til din klasse er et stort skridt og svært. Jeg kan sige, at jeg ikke fortalte det til min klasse, jeg fortalte det kun til dem der stod mig nærmest, da jeg ikke følte at det var nødvendigt at de alle skulle have det at vide? men selvfølgelig, hvis du føler for at fortælle det, så er det bare med at hive fat i din lærer, sige at du gerne vil fortælle dine klassekammerater om det, men du ved ikke hvordan, så guider hun eller han dig helt sikkert på vej?

2. Jeg gik til psykolog og det har hjulpet mig helt ekstremt! Psykolog er et stort ord og mange ved ikke hvad det rummer. Hvis folk synes at det er dumt, at du skal gå til det, så lad dem have den mening. De er uvidende.

3. Hvis du føler at pædagogen kan hjælpe, så vil jeg give det samme råd som "Den 15 årige me..", hvis du siger, at du længer har gået og tænkt over noget og rigtig gerne vil snakke med nogle om det, så tror jeg 100 p at hun gerne vil hjælpe dig!

4. Jeg er normal, eller så normal som man nu kan blive ;D Tro på dig selv! Stay strong! Så skal det nok gå! Du kan slippe af med din angst! I promise??
De bedsteste hilsner fra Me?

Indsendt af: Nr.1

Hej...
Jeg har det selv svært nogle gange... Jeg ved ikke om det jeg har kan kaldes "angst" men jeg forstår godt DIN bekymring. Jeg har selv en meget god Vendinde med angst, hun blev også mobbet på sin gamle skole og jeg hjalp hende meget da hun fx. sad ved siden af en der havde det dårligt. Så fortalt jeg hende at der ikke var noget at være bange for, fordi at det skete meget sjældent at hun blev alvorligt syg.

Jeg vil have det bedst med at bare sige det ligeud til min klasse derfor syntes jeg også du skal gøre det. Der er ikke noget at være bange for hvis man skal sige sandheden, det er nemlig godt at komme ud med den, så man ikke skal gå og holde på den så man får det dårligt.

Det er helt okay at gå til psykolog. Det er jo noget man skal gøre for sit eget bedste. Glem hvad dit andre tænker og tænk på at du selv får det bedre.

Sig til den pædagog at du vil gerne snakke i frikvateret/når de andre ikke er der.
det kan jo være hun selv havde haft angst og forstår dig fuldt ud.

Du er ligesom du er. Der er ingen der skal lave om på dig eller du skal lave om på dig selv. Er der nogle der er helt normale... eller perfekte? Det ved jeg der ikke er. Men hvid du syntes du er perfekt i dine øjne... er det så ikke godt nok? Bare fordi man er en lille smule mere speciel, en de andre, betyder det ikke at det andre er helt normale. Alle er så speciel som de kan være. Bare på hver deres måde...

Håber ikke det blev et for langt brev :p

Ses!