2

Klemt midterbarn

år

Hejsa..

 

 

Jeg er en pige på 18 år, der skal til at starte i 3.g.

Mine forældre er skilt, og jeg bor lige meget hos hver sammen med min lillebror. Min storesøster bor ikke hjemme.
Jeg er begyndt at føle mig meget klemt i min familie. Lidt som om jeg er det tredje hjul.

Min lillebror har meget tilfælles med min far, og min søster har meget tilfælles med min mor, og jeg er ligesom bare et sted i mellem og kan ikke rigtig finde mig til rette.

 

 

Jeg har aldrig haft stor lyst til at snakke(om følelse osv.) med min familie, så de ved ingenting.
Jeg vil gerne vide om der er andre, der har det på samme måde, og hvordan de håndterer det?

Indsendt af: I.B.C

Hej, pige på 18!
jeg ved hvordan det er føle sig udenfor. nogengange føler jeg mig også lidt "klemt" og føler at jeg ikke høre til. Men tro mig når jeg siger, at det er noget man KAN bilde sig ind. Du synes du ikke selv at du høre til.... men din familie elsker dig uanset hvad!<3
Du kan også prøve at være mere sammen med din familie og se hvad i kan lave sammen, så du ikke føler dig som et tredje hjul. Og selvom du måske ikke har behov for at snakke om det med dem, kan det altid være en god ide:-) KH Ida

Indsendt af: Anonym

Hej, jeg er selv et midterbarn på snart 17. Jeg kender godt problemet, man føler at de to andre søskende får mere opmærksomhed og har ret til at gøre ting, man selv ikke må, fordi det har ens forældre ikke tænkt over. Man bliver overset og hvis der er noget man har lyst til, skal man ligesom selv gøre det eller sige til. Man bliver ikke spurgt ind, man skal selv sige frem. Dette har også påvirket mig i den forstand, at jeg ikke er særlig åben overfor mine forældre. Jeg tager selv til lægen, for hvad er grunden til de skulle have noget med det at gøre? De kunne jo være ligeglade. Mht. venner/veninder, er jeg blevet typen alle kommer til. Jeg har mange gode venner/veninder, og jeg har altid været åben for at snakke om deres liv og problemer, men man føler sig stadig lidt klemt. For de kan ikke altid gennemskue at jeg også har problemer, for jeg har ikke bare fortalt om problemerne - ligesom derhjemme. Jeg kan simpelhen ikke lide at snakke om mine problemer og lide at nogle andre skal sidde og bruge tid og sidde og hjælpe mig med dem. Jeg klarer dem selv. Man bliver meget selvstændig som midterbarn. Men det er skam trist til tider, jeg kender det alt for godt. Jeg kender følelsen, men jeg har lært at leve med det.
Jeg tog mig sammen, og fortalte min familie om det til aftensmadden en dag, det var ret svært. Min mor fortalte at de altid havde prøvet at ligestille os alle, for hun vidste godt hvad der kunne gå galt ellers. Vi diskuterede lidt og så sagde hun at sådan var livet bare. Og det er jo rigtig nok, man kan jo ikke gøre for at man blev født som midterbarn, det må man bare leve med. Der er også konsekvenser som første eller sidste-barn - dem kender man måske bare ikke til. Man må bare leve med det, life is a bitch. Håber du kunne bruge det her til noget, haha:))