5

Hvad er jeg?

Dreng 17 år

Hej bt

 

Jeg er kommet ind i den "fase" hvor man begynder at tvivle på sit køn og sin identitet. Jeg tænker konstant over det, og det forstyrrer mig meget i hverdagen.

Det er hver gang jeg ser mig selv i spejlet, hver gang jeg tager tøj på, hver gang jeg går ned af gaden forsøger jeg at gå mere drenget, for at fremstå som en dreng.

 

Jeg er født som pige, men jeg har altid været mere drenget end piger på kønsskalaen :) det er lidt som om at jeg er fanget mellem den jeg er, og den jeg gerne vil være.
Sagde til min mor for et par uger siden, at jeg følte mig meget mere som en dreng og at jeg er en dreng, men hun siger bare: "det var da synd" og så opfører hun sig som om, at det ikke var sket.

 

Jeg tør ikke helt at snakke mere om det med min familie, men mange af mine venner er forstående og accepterer mig :)
ved virkeligt ikke hvad jeg skal gøre fremover, når det er så stor en del af min hverdag..

 

Kh SBD

Indsendt af: RWSR, Pige 15 år

Kære SBD
Altså det er jo vigtigt at du har det godt med dig selv og at du kan nyde din hverdag! Men hvis det er at det forstyrrer dig rigtigt meget så måske snakke med en om det, det kunne være en som du føler er god til at forstå den situation du er i eller en som du føler du kan snakke med om alt. Hvis du føler at din mor er ret "ligeglad" med hvordan det er du føler med dit køn og det er ubehageligt, så måske tag en til samtale hvor du kigger hende i øjne og forklare at det her ikke er noget som skal ignoreres og det faktisk er noget som du tænker meget på og at det er en "periode" hvor du har brug for hendes hjælp. Men ja husk at det ikke skal være noget som gøre dig ked af det, og det er helt i orden at tænke på sådan noget!
Hilsen RWSR

Indsendt af: Anonymous, Pige 12 år

Hej.
Jeg syntes du skal prøve på ikke at tænke så meget over det, selvom det kan være virkelig svært. Jeg syntes det er flot at du sagde det til din mor, men også virkelig træls den måde hun svarede på. Prøv bare at spring ud i det, og vær ligeglad med hvad andre tænker om dig. Du skal være sådan som du har det best med!
Hilsen mig

Indsendt af: SBD, Dreng 17 år

[q="1"]Kære SBD
Altså det er jo vigtigt at du har det godt med dig selv og at du kan nyde din hverdag! Men hvis det er at det forstyrrer dig rigtigt meget så måske snakke med en om det, det kunne være en som du føler er god til at forstå den situation du er i eller en som du føler du kan snakke med om alt. Hvis du føler at din mor er ret "ligeglad" med hvordan det er du føler med dit køn og det er ubehageligt, så måske tag en til samtale hvor du kigger hende i øjne og forklare at det her ikke er noget som skal ignoreres og det faktisk er noget som du tænker meget på og at det er en "periode" hvor du har brug for hendes hjælp. Men ja husk at det ikke skal være noget som gøre dig ked af det, og det er helt i orden at tænke på sådan noget!
Hilsen RWSR[/q]
Hej RWSR. Mange tak for svaret :) jeg har længe overvejet hvornår og hvordan jeg kan forklare mig yderligere, men når der endelig er et rigtigt moment, tøver jeg. Tror at jeg er lidt bange for, at hun ikke vil acceptere mig og så bare ignorere mit "problem" (jeg ser det ikke som et problem), hvilket ville ødelægge vores meget gode forhold. Jeg har prøvet indtil videre bare at være den jeg er, altså mere drenget og jeg tror bestemt også, at hun tænker over det jeg sagde. Tror at jeg vil prøve at tage det lidt langsommere og bare forsøge at være mig selv 100% af tiden. Igen - mange tak for dit svar, det hjælper mig meget!

Indsendt af: SBD, Dreng 18 år

[q="2"]Hej.
Jeg syntes du skal prøve på ikke at tænke så meget over det, selvom det kan være virkelig svært. Jeg syntes det er flot at du sagde det til din mor, men også virkelig træls den måde hun svarede på. Prøv bare at spring ud i det, og vær ligeglad med hvad andre tænker om dig. Du skal være sådan som du har det bedst med!
Hilsen mig[/q]

Hej Mig. Jeg vil prøve så godt jeg nu kan! Men det værste er nok at se 'skuffelsen' i min mors øjne, når jeg har prøvet at sige det til hende. Det bliver jeg ret irriteret over, for jeg føler, at jeg har lavet rigtig meget i mit liv, som de kan være stolte af og jeg har aldrig spurgt om hjælp eller være bøvlet, men nu, når jeg har brug for hjælp, er der ingen medfølelse. Jeg er faktisk også ret skuffet over dem, for jeg troede at de ville acceptere alt i verden, eller bare give sig tid til at snakke om det.

Indsendt af: S...., Pige 12 år

Hej jeg syntes du skal hoppe ud i det og sige det til din mor sig fx inden du starter at hun ikke må sige noget før du er færdig og så sig alt hvad du har på hjertet

Hvordan har du det med din krop?