9

Depression

Hej. Jeg er en pige på 12, der har problemer.

Jeg er ked hele tiden (vil græde ALL THE TIME.!) Jeg har søgt på Netdokter.dk om hvad det kunne være.. Jeg har alle symptomerne på at det er en depression. Og jeg skal søge læge.. Men jeg tør ikke snakke med andre end mine veninder og min ene ven om det.

Hvordan kan jeg sige det til mine forældre? Eller til min farmor? Og hvad hvis jeg har en depression?! ? Håber i kan hjælpe...

K.H den 12 årige pige der måske har en depression..

Indsendt af: Anonymous, Pige 13 år

Jeg kender godt til det der med, at ens humør kan være nede og alt egentlig føltes ligegyldigt. Først og fremmest er jeg nysgerrig på hvor længe, du har gået og haft det sådan? Du kunne måske starte med at sige det til en, som du er meget tryg ved, og hvis det er alt for svært, kunne du måske skrive et brev? Jeg synes ikke, at du skal læse mere på nettet om det, for det gør dig kun mere bekymret, og det gør jo ingen nytte. Jeg ved, at det kan være en stor lettelse at få det ud. Du kan også ringe til børnetelefonen. Jeg ønsker dig alt godt, og husk på ligemeget hvad så lover jeg, at du nok skal blive glad igen.

Indsendt af: Ana, Pige 14 år

Hej.
Jeg er selv et offer for depression, og jeg havde det samme problem som dig: ikke at vide hvordan man skal fortælle det.
Jeg vil råde dig til at fortælle dine forældre om det, og få dem til at hjælpe dig. Hvordan er selvfølgelig svært, men du kender dine forældre bedst, så du kan finde ud af hvordan du skal fortælle dem det bedst selv. (; Depression er en seriøs ting, og hvis du ikke får hjælp, kan det udvikle sig til noget værre. (:

Indsendt af: Anonymous, Pige 14 år

Hej.
Jeg kender alt til det, jeg er 14 nu snart 15. Men da jeg var 11-13 gennemgik jeg en depression, og inden jeg sagde det til mine forældre søgte jeg også på nettet efter svar.
Mit råd til dig er at du skal sige det til dine forældre eller farmor som du har nævnt. Den du synes du stoler mest på og helst vil snakke med sådan noget om.
Og det er virkelig svært at sige hvordan du har det! Men du kan få hjælp efter du har fortalt det og jeg lover dig det skal nok bliver bedre bag efter.
Jeg fik psykolog hjælp og hospitals hjælp og idag er har jeg det fantastisk.
Så prøv at snakke med nogle af dem om det, så er 100% du nok skal få det bedre efter du har fået noget hjælp.

Indsendt af: Hsjhms, Pige 14 år

Hej:)
Jeg har selv en depression for anden gang og min første kom også i 12 års alderen.
Jeg kan huske at dengang var jeg også alt for urolig over hvad jeg skulle sige til min mor, også fordi at jeg ikke ville bekymre hende.
Du skal huske på at dine forældre vil dig dit bedste uanset hvad!
Nu er det sådan at sortset alle kan relatere til symptomerne for depression, men det betyder ikke at alle har det. Jeg vil bare råde dig til i første omgang at tænke over om du oplever de symptomer næsten konstant eller om det bare sådan er der lidt engang imellem:)

Mht. din forældre er der dsv ikke så meget at gøre. Du bliver nok bare nød til at bide i det sure æble:((
Men hvis du fx har en lærer du er rigtig glad for, eller en anden voksen kan du evt fortælle dem om dine bekymringer og så kan det være at de kan hjælpe dig med at fortælle dine forældre om det:)

- Varme tanker herfra!

Indsendt af: Lightness, Dreng 15 år

Hejsa. Har selv prøvet depression, og ved godt hvordan det må være at have det. En klassisk følelse er nok den der med at man måske ikke har lyst at gøre så meget, eller at man bliver lidt usikker på om der er nogen hjælp at få. Den gode nyhed her, er at der er mange mennesker der kan få det, efter hvad jeg kan finde ud af. Så du behøver ikke at skjule det for en forælder, en lærer, eller en god ven. og en læge er en god ide. man kan aftale en samtale med sin læge, og når de på kontoret spørger hvad det gælder, skal det være nok at sige du ønsker en støttesamtale med din læge. Jeg gjorde det og fik hjælp, og jeg tror gerne du kan finde hjælp i det. Håber de her råd kan hjælpe:)

Indsendt af: Anonym12341231, Dreng 14 år

Hej :)
Jeg tænker du måske skal snakke med nogle voksne om det... Har du en lærer eller anden voksen som du er glad for? For så kunne du snakke med hende/ham, og jeg er sikker på at de kan hjælpe dig.
Kan godt forstå det er svært at få sagt. Men den eneste måde du kan få det bedre på, er at snakke med nogen om det.

Indsendt af: Anonymous, Dreng 14 år

Ja, jeg har vist samme problem. Jeg kan nok ikke give en konkret besvarelse siden jeg selv er tabt i hvad fanden jeg skal gøre. Altså det er jo svært at sige det. Jeg har haft svær deprission siden december og ingen ved noget om det. Jeg tror sgu at du bliver nød til at få det ud til en ven eller familie inden du ender for dybt. Jeg vil aldrig kunne sige det til nogen og jeg tror sgu ikke der er meget mere håb for mig. Jeg ender sikkert det hele en dag. Det er ikke for at skræmme dig men du bliver nød til st få det ud. Det kan ende med at du får det være vis ikke

Indsendt af: Abc123, Pige 12 år

Hej.
Jeg er en pige 12 år, jeg har også en depression.
Mine forældre ved ikke noget om det, fordi jeg er bange for at de tror de ikke har været gode nok osv. Og ved godt det er svært at se når man kun kan se sort men der vil altid være en lys. Ved ikke rigtig om du kunne bruge det til noget men du skal vide du er ikke alene

Indsendt af: 65428, Dreng 15 år

Hej
Jeg er en dreng på 15 som lige nu går i gennem noget lignende, jeg har snakket med mine forældre og de har taget det rigtig pænt og hjulpet mig, jeg troede også selv at jeg havde en depression men jeg har så fået en anden diagnose på psykiatrisk hospital i ung afdelingen (altså jeg er ikke deprimeret) jeg ved at det kan være virkelig hårdt at gå igennem.
for mig var der kun en måde at få det bedre på og det var at være åben om det og tale om det. jeg var selv rigtig bange for mine forældre reaktion men efter jeg kom ud med det og der blev sat en process i gang har jeg fået det meget bedre.
jeg vil anbefale at du sætter dig ned med din familie og forklare det som det er selvom at det helt sikkert bliver hårdt. det er bedre end at dine forældre finder ud af det fordi du er brudt sammen og ikke er til at få ro på igen.
jeg ved at det lyder skræmmende med psykiatrien osv. men det er ikke slemt de er nogle rare mennesker der kigger på hele dig og sammen med dig finder ud af hvad i gør og hos dem vil du også kunne aftale hvad der skal siges videre til dine forældre og hvad der skal blive mellem psykiateren og dig hvis altså psykiatrien er den vej du vil

jeg håber du kan bruge det her husk tænk positivt også selvom det svært der er også muligheden at køre noget selv coaching ;)