Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Voldelige forældre

Hej jeg har alvorligt brug for hjælp mine forældre er voldelige og undertrykker mig jeg bliver spærret inde jeg er en udlandske pige jeg må ikke se mine veninder min forældre er sindssyge og har misforstået religion, jeg har brug for hjælp jeg skal væk så hurtigst muligt jeg ved bare ikke hvor jeg skal henne jeg har ikke nogen steder og jeg går i tiende klasse, jeg tør hellere kk at fortælle nogen fordi jeg har altid løjet om at mit liv er perfekt please hjælp mig😭😭😭😭 jeg bliver overvåget og truet konstant please hjælp mig jeg er næsten 17 år

Pige, 17 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på næsten 17 år!

Allerførst: Hvor kan du få hjælp:

1): Jeg foreslår, at du taler med en socialrådgiver i den kommune, som du bor i. Du har ret til at tale med en socialrådgiver, uden at dine forældre ved det. Du kan finde telefonnummeret på kommunens hjemmeside.

Socialrådgiveren ved, hvordan du kan få hjælp i den situation, som du står i. Desuden er der nogle regler om, at kommunen og Politiet skal have et samarbejde, når der er tale om æresrelaterede konflikter og negativ social kontrol. Lige som du fortæller om i din situation. Dette samarbejde skal hjælpe dig og beskytte dig og andre unge, der står i samme situation som dig.

2): Jeg foreslår, at du kontakter RED Center, som tilbyder rådgivning til unge med etnisk minoritetsbaggrund. Der er også mulighed for et personligt møde. Ligeså er RED Safehouse, et bo- og behandlingscenter for unge kvinder med etnisk minoritetsbaggrund, en del af organisationen og altså en del af tilbuddet, hvis man vurderer, du har brug for det.

Centret har åbent hele døgnet. Du træffer dem på telefon 7027 7666.

Du kan læse mere om Red Center her:Red Center (Etnisk Ung)

Dernæst: Kære pige! Jeg forstår godt, at du tænker, du bare skal væk så hurtigt, som muligt. Når du oplever, at dine forældre er voldelige overfor dig og truer dig. Når du oplever, at de overvåger dig og spærrer dig inde og forhindrer dig i at se dine veninder, begår de faktisk lovbrud, og du kan anmelde dem.

Det er forbudt at slå børn. Det er forbudt at true børn. Det er forbudt at spærre børn inde. Reglerne er lige glade med etnisk baggrund, kultur og religion. Reglerne gælder for alle voksne.

Jeg siger det, for at du skal kende dine rettigheder. Reglerne er lavet for at beskytte dig og andre børn og unge.

Du fortæller om, at dine forældre har misforstået religionen. Det ved du mere om, end jeg gør. Jeg tænker på, at jeg før har hørt om, at det kan være megasvært for nogle forældre med anden etnisk baggrund end dansk og med en anden kultur at finde ud af, hvordan de kan være gode forældre for deres børn her i landet. Det kan være megasvært, fordi børnene vokser op under nogle helt andre betingelser, end de selv har erfaringer med.

Det er enormt ærgerligt – men det er ikke dit ansvar!

Jeg tænker på, hvordan du har det, inden i dig. Jeg tænker på, hvor længe det har været sådan, som du fortæller om. Jeg kan høre, du har balanceret imellem din verden derhjemme og din verden i skolen og med veninder. Jeg gætter på, at du på din egen måde har forsøgt at beskytte dine forældre og dig selv, måske også.

Nu vil jeg ønske for dig, at du følger din nye stil, hvor du fortæller om, hvordan tingene faktisk hænger sammen. Ikke kun til os. Også til socialrådgiveren. Og til andre voksne omkring dig. For eksempel din lærer eller en anden god voksen, som du stoler på og som kan hjælpe dig i dit daglige liv.

Med din nye stil er det lige meget, om du tidligere har løjet om forholdene derhjemme. Andre har prøvet det samme. Andre vil kunne forstå, hvorfor det har været nødvendigt for dig at lyve.

Din lærer eller en anden voksen på skolen har pligt til at hjælpe dig med at få kontakt til socialrådgiveren og tale med ham eller hende. Nogle gange kommer socialrådgiveren på skolen for at tale med eleverne der, hvis det er bedst sådan. Du kan tænke over, hvad der er bedst for dig.

Hvis du har brug for en voksen, der hjælper dig i samtalen med socialrådgiveren, har du ret til det. Du kan spørge en voksen, som du kender. Vi har også en mulighed for at gå med dig via Børns Vilkårs Bisidderordning. Den kan du læse mere om her:
Har du brug for hjælp? Få en bisidder hos Børns Vilkår

Jeg tænker, du viser enormt mod, når du fortæller om, hvordan det er for dig derhjemme.

Jeg ønsker for dig, at du kan holde fast i dit mod! At du vil fortælle om tingene, som de er!

Jeg ønsker for dig, at du kan holde fast i, at dine forældre ikke har ret til at være voldelige og truende overfor dig. At de ikke har ret til at spærre dig inde. Du har rettigheder – også selv om dine forældre ikke kender til dem eller anerkender dem.

Jeg ønsker for dig, at du tillader, at andre voksne træder til og giver dig den beskyttelse og hjælp, som dine forældre ikke er i stand til lige nu.

Jeg sender dig masser af ønsker om, at du får det godt igen.

Kærlig hilsen fra BørneTelefonen

 

 

 

 

 

 

Få flere gode råd, hvis du oplever Vold i familien

Vold er altid ulovligt, så hvis du oplever vold i familien, er det rigtig vigtigt, at du får hjælp. Hvis din mor eller far slår eller taler nedladende til dig, så er det aldrig din skyld! Det er altid de voksnes ansvar, at du føler dig tryg.

Vold kan ske på forskellige måder. Nogle oplever, at deres forældre er voldelige overfor hinanden. Det kan også være, at volden går ud over dig eller dine søskende.

Vold i hjemmet kan både være fysisk og psykisk. Fysisk vold er, hvis man fx bliver sparket, slået, rusket eller nevet. Psykisk vold er, hvis man fx bliver ignoreret, ydmyget, truet eller talt nedladende til.

Her på siden kan du få nogle råd til, hvordan du kan få hjælp, hvis du oplever vold derhjemme. Du kan se en video om vold i familien, læse om rettigheder, få hjælp til at skrive et brev eller læse andre børns breve og BørneTelefonens svar.

Du kan få en Bisidder fra BørneTelefonen

Hvis du skal til møde i kommunen eller i Familieretshuset, kan en voksen fra BørneTelefonen gå med dig. Det er helt gratis at få en bisidder.

Trin for trin Byg et brev

Hvis det er svært at sige noget ansigt-til-ansigt, kan det være nemmere at skrive det ned. Her kan du bygge et brev, som du kan sende til den person, du gerne vil have til at hjælpe dig.

Skriv et brev, sæt ord på det, der er svært at sige. Vi har lavet en guide, der hjælper dig med at skrive de tanker ned, som er svære at fortælle.

Vold Andre der hjælper

din kommune – din Indgang

Rådgivning og andre hjælptilbud for børn og unge.
Læs mere

Bryd Tavsheden

Til dig, der er udsat for vold i familien eller i et kæresteforhold (13-24 år)
Læs mere

Ud af voldens skygge

Rådgivning og behandlingstilbud til voldsramte kvinder og børn (over 18 år)
Læs mere

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat