Kære du
Tak fordi du vil dele din historie.
Jeg bliver meget imponeret over dig, når jeg hører om din opvækst. Jeg er imponeret over, hvor viljestærk du lyder til at være, fordi du igennem alt det her har holdt fast i en tro på, at sådan som din stedfar behandlede dig var meget, meget forkert og ikke acceptabel overfor nogen børn.
Tænk at du kunne bevare troen på, at han ikke havde ret til at opføre sig sådan, også selvom han vendte dine søskende mod dig. Det er virkelig et tegn på, at du er en viljestærk pige.
Jeg ville rigtig gerne høre mere om, hvordan det lykkedes for dig at overbevise dine søskende om, at jeres stedfar ikke havde ret i det, han sagde om dig til dem. Tænk at du kunne vende sådan en svær situation helt alene - det synes jeg er meget rørende og beundringsværdigt.
En ting er, at du er en stærk pige, som jeg kan høre. Men du skal vide, at for alle mennesker er der grænser for, hvor stærk man kan være - og det lyder til, at du har kæmpet alt, hvad du kan og mere til, og så er det klart, at man bliver ked af det og bange.
Du spørger, hvad du kan gøre med alt det her nu. Jeg tænker, at en måde jeg kan prøve at hjælpe dig på, er at skrive lidt om, hvordan man kan prøve at forberede sit fremtidige liv, så man får nogle positive tanker om, hvordan livet kan forme sig fremover.
Jeg kunne ønske for dig, at du ikke havde været alle de ubehagelige oplevelser igennem, men det kan der ikke laves om på, og du er nået meget langt ved din egen hjælp. Nu skal du have den bedst mulige fremtid, og det indebærer, at du lærer, hvordan du kan leve videre med den bagage, som du har - altså med de gode og de dårlige ting, du har oplevet i dit liv. Hvordan lærer man så det? - tænker du måske..?
Jeg ville ønske, at der fandtes en opskrift på, hvordan man kunne sørge for, at fremtiden blev god og tryg, men det er meget forskelligt for mennesker, hvordan man kan komme videre efter nogle svære oplevelser.
Noget af det man kan prøve er at tænke på, at ens liv er én lang historie, og man kan ikke bare lige tage nogle dele ud, som ikke er rare at tænke på. Jeg tænker, at du allerede er opmærksom på det faktisk. I stedet for at ignorere problemerne, der har været, så kan det være hjælp at være åben og ærlig omkring, hvad man har oplevet og følt i sit liv indtil videre. Det kan være med til at definere, hvad man synes er gode værdier i et liv, som man vil føre videre, og hvad der er dårlige ting, som man ikke vil føre videre i sit liv.
Hvis du synes, det virker rart at have skrevet ind til os og få et svar, så kan du prøve også at tale med nogen om det en dag, ansigt til ansigt. Det kan være, at du har en veninde eller din moster for eksempel - måske kunne I prøve at tage fat på en snak om de svære tanker, du har. Jeg tænker på, om der er nogen, der ved, at du ikke vil gå ud alene? Måske det kunne være en idé at prøve at tale med nogen om, hvorfor du har det sådan. Det lyder ubehageligt, at du tænker, at der måske er nogen efter dig, fordi du fortalte sandheden om din stedfar. Det er ikke retfærdigt, at du skal være nervøs, fordi du gjorde det, der var rigtigt.
Jeg tænker, at det er vigtigt, at du fortæller nogen om den frygt du har, for det er svært at komme af med en frygt helt alene, og du fortjener ikke at skulle gå rundt og være bange. Måske er du ikke helt nået til det endnu, men jeg tænker også på, at det måske ville være rart for dig at komme til at tale med en professionel om de voldsomme ting, du har oplevet. Grunden til jeg nævner det er, at der findes rigtig dygtige mennesker, der uddannede til at hjælpe børn og unge med sådan nogle problemer, som du beskriver, og jeg tænker på, at du helst skal have den aller bedste hjælp, der er.
Jeg vil gerne knytte en kommentar til det, du skriver om din mor også. Du skrev, hvordan hendes selvmordsforsøg var noget af det, der gjorde at du måtte fortælle nogen om, hvad der foregik derhjemme. Det lyder til, at du har haft nogle oplevelser med din mor, som fylder rigtig meget, og det forstår jeg godt.
At din mor prøvede at begå selvmord er trist - det er trist, at hun kom dertil, men det jeg mest tænker på er, hvordan det må være for dig..? Jeg kan ikke vide, hvordan du føler; men måske føler du både, at hun svigtede dig, da hun løj om din arm og ikke gjorde noget ved volden, og samtidig holder du nok af din mor og er trist over, at hun prøvede at tage sit liv..? At kunne rumme de bekymringer kræver uendeligt meget af et menneske, og det er klart, at det ikke er så let at gå rundt med de minder og følelser, som du bærer på.
Jeg håber, at du vil blive ved med at dele dine tanker, så du forhåbentlig kan få noget af den tunge last, som bekymringerne er, af dine skuldre ved at tale med mennesker omkring dig, måske professionelle. Som sagt så forsvinder minderne ikke fra dit liv, men fremtiden skal være anderledes og bedre, selvom du har nogle svære ting at tænke tilbage på.
Du har mulighed for at ringe til en åben, anonym rådgivning hos din kommune (nummeret kan du finde på deres hjemmeside) og fortælle lidt om, hvordan det er hjemme hos dig. Så kan de fortælle dig, hvordan kommunen kan hjælpe dig og din familie. Kommunen har nemlig pligt til at hjælpe familier, hvor børnene ikke trives. Hjælpen kan f.eks. være psykologhjælp til dig og familiebehandling til din mor og stedfar. Og det er gratis.
Du kan også starte med at ringe til BørneTelefonen på 116 111 og snakke lidt med en rådgiver om det hele, og så kan I sammen finde frem til, hvad der vil være en god hjælp for dig.
Jeg tror på, at du kan komme videre fra alt det svære og opfylde nogle af de drømme, som jeg håber, du har. Som sagt lyder du til at være stærk og modig - hold fast i det.
Kærlig hilsen
BørneBrevkassen
