Kære pige
Tak for dit vigtige brev. Hvor kan jeg bare godt forstå din bekymring for, hvad der mon vil komme til at ske, hvis du fortæller en lærer - eller en anden voksen - at din mor slår dig ind imellem. Du sætter ord på en frygt, som rigtig mange andre børn og unge går med, for du elsker din mor og har ikke lyst til at blive skilt fra hende.
Jeg tror ikke, du vil blive tvunget til at flytte fra din mor, uden at der først er nogen, der har forsøgt at hjælpe din mor til at holde op med at slå. Det er nemlig altid det første, man prøver - nemlig at hjælpe familien, så børnene kan blive boende. Men mange børn og unge går med frygten for at blive fjernet fra deres forældre, fordi de hører om andre, hvor det er nødvendigt. Så jeg kan sagtens forstå, at du er urolig for, at det vil kunne ske. Men som sagt tror jeg på, at man fra kommunens side vil prøve at hjælpe din mor og dig på andre måder først, og jeg ved, at det rigtig ofte lykkes.
Så med det kæmpe mod du allerede har vist ved at snakke med din veninde om det og ved at skrive så ærligt her i BørneBrevkassen, så tror jeg måske, at det du har brug for, for at kunne tage næste skridt, det måske er at få lidt mere vished om, hvad der kunne være en god løsning. Har jeg fornemmet rigtigt her?
Der er flere ting, du kan gøre for at undersøge det lidt nærmere, uden at du sætter alt muligt i gang, før du selv er klar og har besluttet dig. Hos kommunen er der en "åben anonym rådgivning", hvor man kan ringe og snakke med en sagsbehandler og spørge ind til, hvad lige netop din kommune gør i situationer som din. Du ringer anonymt, og du kan bare lægge på, hvis du bliver usikker undervejs. Du kan finde telefonnummeret til din kommune på din kommunes hjemmeside, og spørge om nummeret til den åbne anonyme rådgivning.
Du kan også ringe til BørneTelefonen på 116 111 og snakke med en rådgiver, der kan komme med eksempler på, hvordan kommunen kan hjælpe dig. Vi kan dog ikke præcist sige det, da det er lidt forskelligt fra kommunen til kommune. Men vi kan faktisk også hjælpe dig mere konkret ved at give dig en bisidder, som kan hjælpe dig med at kontakte kommunen. Vores bisiddere har hjulpet mange børn og unge, som havde det svært derhjemme, og vi vil også rigtig gerne hjælpe dig.
En bisidder er en voksen, som kender til børns rettigheder og de muligheder, kommunen har for at hjælpe. Det kan være rart at have en bisidder med, når man skal fortælle dem fra kommunen, hvad der foregår derhjemme, for bisidderen er med til at sikre, at der bliver lyttet til det, du siger, og at dine rettigheder bliver overholdt. Dvs at du får tilbudt den hjælp, du har ret til. Og den hjælp kan som sagt være familiebehandling eller noget støtte til din mor - det kommer an på, hvad I finder frem til sammen. Prøv måske at læse lidt om vores bisiddere først, og så kan du tænke lidt over, om det er noget, du har lyst til at prøve. Læs om bisidderne her >>
Du har selv tænkt på at fortælle det til en lærer, og det er ofte en rigtig god ide. Lærere ved nemlig, hvordan de skal gå videre med det til kommunen, og en lærer har den fordel, at hun/han kender både dig og din mor, så det kan være en tryghed for dig måske. Det er i hvert fald derfor, vi her på BørneTelefonen ofte anbefaler lærere som nogen, man kan overveje at bede om hjælp. Men det kan lige så godt være en hvilken som helst anden voksen, som du har det godt med at snakke med. Alle voksne har pligt til at sørge for hjælp, hvis de finder ud af, at et barn eller en ung har det svært og har brug for hjælp. Hvis den voksne er i tvivl om, hvordan han/hun skal hjælpe dig, så vis evt. dit brev og mit svar.
Jeg kan godt forstå, du er kommet til at reagere ved at skære i dig selv, når du har været så presset - og jeg kan virkelig også godt forstå, at du gerne vil stoppe med det igen. Men selv om jeg kan fornemme, at du har en stærk vilje, så kan man altså have brug for hjælp til at stoppe med det. Det vil en bisidder - eller din sagsbehandler på kommunen - også kunne sørge for, at du får hjælp til af en professionel voksen, der har erfaring med cutting. Så jeg vil gerne give dig det råd, at du tænker over det, jeg har skrevet her, og lige giver dig selv tid til at mærke efter, hvilken vej, der føles mest rigtig for dig at gå for at få den hjælp, du har ret til - og som du har fortjent. Tænk over det, læs svaret igen, mærk efter... Du er allerede rigtig langt, og du har taget de første modige skridt ved at snakke med din veninde og ved at skrive herind. Måske er næste skridt ikke så svært...
Jeg vil i hvert fald ønske dig rigtig meget styrke og mod.
De kærligste tanker fra BørneBrevkassen
