Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

vold i ægteskab

Læs hele brevet
Svar fra

Børnetelefonen

Kære unge kvinde på 23 år

Når man befinder sig i et forhold med vold og kontrol, så kan det være meget svært at finde ud af, hvad der er rigtigt og forkert. Derfor er det virkelig stærkt, at du skriver til os, så vi kan hjælpe dig med at tænke over det hele – og måske søge hjælp.

Du beskriver dit ægteskab så tydeligt; hvordan du på den ene side elsker din mand højt, og på den anden side er ved at miste dig selv, på trods af at du gør alt, hvad du kan for at få forholdet til at fungere.

Din mand udsætter dig både for psykisk og fysisk vold. Det skriver du sort på hvidt, men det er også tydeligt for mig, at der både er psykisk, fysisk og seksuel vold i jeres forhold, når han vil kontrollere, hvad du tager på både af tøj og makeup, og han tager hårdt fat i dig, bliver meget vred og bruger dig seksuelt til ting, du ikke synes er rare.

Jeg har talt med både unge kvinder og mænd, som har været eller er i et forhold, som er præget af kontrol og psykisk og fysisk vold. Fælles for mange fortællinger er, at et voldeligt forhold kan føles som en meget voldsom rutsjebanetur. Nogle dage føles det hele så kærligt og stærkt og godt.

Men de fleste dage føles forholdet klaustrofobisk, forkert og svært. Det er netop de her skift i stemninger og “bølgegange”, som kan gøre os i tvivl om, om vi skal være i forholdet eller gå.

Selvom du lever i et voldeligt forhold, er det meget naturligt, at du elsker din mand højt. Når jeg læser dit brev, kan jeg også se, at du drømmer om, hvordan jeres forhold kunne være. Du skriver så fint: “Jeg ville ønske, vi kunne snakke om alt og forstå hinanden – men der er altid kaos.”

Jeg tror, det kan være drømmen om det gode forhold med ham, som holder dig i forholdet. Kan du mon genkende det?

Det er nemlig tit det, der holder os i et forhold, som ikke er godt for os. Men desværre bliver det meget sjældent godt. Det ved jeg fra mange andre unge, der har været i et voldeligt forhold.

Måske er du også i forholdet, fordi du frygter, hvad din mand, voldsudøveren, vil gøre, hvis du går. Måske du også kan blive bange eller nervøs for det.

En tredje faktor er også tit, at vi kan komme til at føle os meget lidt værd i voldelige forhold. Volden sætter sig i vores krop og gør vores selvværd og selvtillid mindre. Når du er udsat for psykisk og fysisk vold, så kan du stille og roligt begynde at tro på, at du ikke er noget værd – fordi det er det, din mand viser dig.

Måske du også er ked af, at du har været gift én gang og så må lade dig skille igen. Det forstår jeg godt. Men at lade sig skille og dermed fjerne sig fra et dårligt forhold, er langt bedre end at blive af frygt for, hvad andre vil sige eller såret stolthed.

For du er noget værd, og du viser kun din styrke, hvis du passer på dig selv og siger fra. Du skal holde fast i, at du er det hele værd og passe på dig selv.

Både fysisk og psykisk vold er ulovligt i Danmark. Det må man ikke udsætte andre for, så din mand gør faktisk noget ulovligt. Det kan måske være svært for dig at tænke på det på den måde, men du har faktisk ret til beskyttelse mod fysisk, psykisk vold og seksuel vold. Det er nemlig meget skadeligt for et menneske at blive udsat for.

Jeg ved, det kan være meget svært at forlade et voldeligt forhold. Alleroftest skal man have hjælp til at slippe sig selv fri. Derfor vil jeg gerne fortælle dig om nogle steder, som ved en masse om voldelige forhold, og hvordan du kan få det bedre.

Der er et sted, som hedder Bryd Tavsheden. Her kan du se videoer med andre børn og unge, som har været udsat for vold. Du kan også få et personligt samtaleforløb enten online eller fysisk, hvor du kan åbne for dine tanker og følelser i et trygt rum. Prøv at se mere her: Samtaler

Ud af voldens skygge er et rådgivningstilbud, som særligt hjælper kvinder og børn, der er udsat for vold, både fysisk, psykisk og seksuelt. Her kan du også besøge et af deres rådgivningshuse eller ringe anonymt. Du bestemmer.

Tænk på, at bare fordi du opsøger hjælp, så behøver det ikke at betyde, at du skal forlade din mand lige med det samme. Det kan være en lang proces, og det vigtigste er bare, at du får talt med nogen om det hele, så du kan få bedre styr på tankerne. Kan du mon sætte dig ind i det?

Tak for dit brev. Jeg er glad for du skrev. Måske mit svar kan give dig mod til at kontakte et af de steder, jeg har skrevet om. Man kan komme til at føle sig så vældig alene, når man er i et svært forhold. Mon du også kan have det sådan?

Jeg spørger, fordi jeg tror, du vil føle dig lidt mindre alene, hvis du rækker ud mod hjælp.

Jeg sender dig et kærligt kram og alt det bedste

BørneTelefonen

Få flere gode råd, hvis du oplever Vold i familien

Vold er altid ulovligt, så hvis du oplever vold i familien, er det rigtig vigtigt, at du får hjælp. Hvis din mor eller far slår eller taler nedladende til dig, så er det aldrig din skyld! Det er altid de voksnes ansvar, at du føler dig tryg.

Vold kan ske på forskellige måder. Nogle oplever, at deres forældre er voldelige overfor hinanden. Det kan også være, at volden går ud over dig eller dine søskende.

Vold i hjemmet kan både være fysisk og psykisk. Fysisk vold er, hvis man fx bliver sparket, slået, rusket eller nevet. Psykisk vold er, hvis man fx bliver ignoreret, ydmyget, truet eller talt nedladende til.

Her på siden kan du få nogle råd til, hvordan du kan få hjælp, hvis du oplever vold derhjemme. Du kan se en video om vold i familien, læse om rettigheder, få hjælp til at skrive et brev eller læse andre børns breve og BørneTelefonens svar.

Du kan få en Bisidder fra BørneTelefonen

Hvis du skal til møde i kommunen eller i Familieretshuset, kan en voksen fra BørneTelefonen gå med dig. Det er helt gratis at få en bisidder.

Trin for trin Byg et brev

Hvis det er svært at sige noget ansigt-til-ansigt, kan det være nemmere at skrive det ned. Her kan du bygge et brev, som du kan sende til den person, du gerne vil have til at hjælpe dig.

Skriv et brev, sæt ord på det, der er svært at sige. Vi har lavet en guide, der hjælper dig med at skrive de tanker ned, som er svære at fortælle.

Vold Andre der hjælper

Anonym rådgivning i din kommune

Alle kommuner tilbyder åben, anonym rådgivning for børn og unge.
Læs mere

Bryd Tavsheden

Til dig, der er udsat for vold i familien eller i et kæresteforhold (13-24 år)
Læs mere

Ud af voldens skygge

Rådgivning og behandlingstilbud til voldsramte kvinder og børn (over 18 år)
Læs mere

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat