Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Min venindes mor slår.

Kære børnebrevkasse.

Jeg skriver angående det problem at min venindes mor slår hende.

Moren slår også hendes lillebror.

Det er sket ca. 2 gange at hun har slået dem.

Jeg har prøvet at tale med hende om at kontakte jer, men det kan hun ikke.

Hun og hendes familie er rejst fra udlandet så hun skriver og taler ikke så godt dansk.

jeg har kun talt med en person om det. Den person og jeg har talt om at grunden til at moren slår dem er måske fordi at hendes far er i fængsel.

Kun jeg ved om hendes hemmelighed.

Hun har brug for voksen støtte.

hvad kan jeg gøre for at hjælpe hende?

Og hvad kan hun selv gøre?

Pige, 12 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 12 år Tak for dit brev. Hvor er din veninde heldig, at hun har en god veninde som dig, der bekymrer sig om hende.  Det er ikke rart, når man ikke har det godt hjemme hos sine forældre, og når din veninde samtidig har svært ved sproget, så kan det blive rigtig svært og ensomt for hende. Jeg synes, at det er rigtig godt, at du skriver til os for at få hjælp til din veninde. Du skriver, at din venindes far er i fængsel, og at moren er alene med din veninde og hendes lillebror. Jeg tænker, at det er en rigtig svær situation for din venindes mor, og som du selv har snakket med en person om, så kan det måske være derfor, at moren slår. Måske er hun rigtig ked af det og synes det er rigtig hårdt at stå alene med det hele, og nogen gange bliver hun måske så presset, at hun glemmer, hvad der er rigtigt og forkert, og så kommer hun til at slå?  Selvom man som forældre er presset og synes tingene er svære, må man dog aldrig slå sine børn, og jeg tænker, at din venindes mor nok har brug for noget hjælp, så hun bedre kan overskue det hele og holde op med at slå. Hvad tænker du om det? Den person, du har snakket med om det, er det en voksen person, og kunne den person måske hjælpe dig med at hjælpe din veninde? Jeg tænker, at selvom du er rigtig god til at hjælpe din veninde, så er det lidt en alvorlig sag, som kræver noget voksenhjælp.  Måske kunne du snakke med denne person om, at I sammen snakkede med en, der har ansvar for din veninde. Det kan f.eks. være en lærer, en pædagog eller en anden voksen, der kender din veninde godt. Hvis nu den anden person, du har snakket med, ikke er voksen, kan du måske selv komme i tanke om en voksen, du kunne fortælle det til – måske din lærer eller din mor? Når voksne mennesker finder ud af, at børn bliver slået, har de pligt til at melde det til kommunen, så de børn kan få hjælp. Jeg tror, at det bedste du kan gøre for din veninde er at sørge for, at der er en voksen, der snakker med nogen på din venindes skole og derefter kommunen. Jeg tror nemlig, at din venindes mor godt kunne bruge lidt hjælp og støtte fra andre voksne, så hun bedre kan klare det hele derhjemme. Og hvis skolen eller kommunen finder ud af det, så skal de hjælpe både din veninde og moren. Hvis din veninde gerne vil snakke med en voksen om det, så kunne I måske sammen ringe eller skrive til BørneTelefonen på 116111 eller logge på chatten på vores hjemmeside. Så kunne du hjælpe din veninde med at snakke eller skrive med en rådgiver. Hvad tænker du om det, tror du din veninde kunne have lyst til det?  Ellers er der et rådgivningssted, der hedder LOKK, og deres hjemmeside er www.lokk.dk. De har også en særlig hjemmeside og rådgivning for etniske unge: www.etniskung.dk. Jeg ved ikke, hvor din veninde er fra, og hvilket sprog hun taler, men dette rådgivningssted hjælper rigtig mange unge piger, og måske er der endda nogen, der taler samme sprog som din veninde. Måske kunne I sammen kigge på hjemmesiden?Jeg håber, at du finder en god voksen, der kan hjælpe dig med at hjælpe din veninde, så hun får det bedre derhjemme, og ellers må du endelig skrive eller ringe til BørneTelefonen igen. Her sidder der en masse søde rådgivere der kan hjælpe dig med nogen andre muligheder, så din veninde får det bedre.Kærlig hilsen BørneTelefonen

Få flere gode råd, hvis du oplever Vold i familien

Vold er altid ulovligt, så hvis du oplever vold i familien, er det rigtig vigtigt, at du får hjælp. Hvis din mor eller far slår eller taler nedladende til dig, så er det aldrig din skyld! Det er altid de voksnes ansvar, at du føler dig tryg.

Vold kan ske på forskellige måder. Nogle oplever, at deres forældre er voldelige overfor hinanden. Det kan også være, at volden går ud over dig eller dine søskende.

Vold i hjemmet kan både være fysisk og psykisk. Fysisk vold er, hvis man fx bliver sparket, slået, rusket eller nevet. Psykisk vold er, hvis man fx bliver ignoreret, ydmyget, truet eller talt nedladende til.

Her på siden kan du få nogle råd til, hvordan du kan få hjælp, hvis du oplever vold derhjemme. Du kan se en video om vold i familien, læse om rettigheder, få hjælp til at skrive et brev eller læse andre børns breve og BørneTelefonens svar.

Du kan få en Bisidder fra BørneTelefonen

Hvis du skal til møde i kommunen eller i Familieretshuset, kan en voksen fra BørneTelefonen gå med dig. Det er helt gratis at få en bisidder.

Trin for trin Byg et brev

Hvis det er svært at sige noget ansigt-til-ansigt, kan det være nemmere at skrive det ned. Her kan du bygge et brev, som du kan sende til den person, du gerne vil have til at hjælpe dig.

Skriv et brev, sæt ord på det, der er svært at sige. Vi har lavet en guide, der hjælper dig med at skrive de tanker ned, som er svære at fortælle.

Vold Andre der hjælper

din kommune – din Indgang

Rådgivning og andre hjælptilbud for børn og unge.
Læs mere

Bryd Tavsheden

Til dig, der er udsat for vold i familien eller i et kæresteforhold (13-24 år)
Læs mere

Ud af voldens skygge

Rådgivning og behandlingstilbud til voldsramte kvinder og børn (over 18 år)
Læs mere

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat