Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Min overreagerer

Min mor truer mig og kalder mig grimme ord, hvis min far ikke var der ville hun slå mig og kaste ting i hovedet på mig

sidste gang det skete var til aftensmaden i dag hun begyndte at råbe ting af mig som jeg eks. var en luder der bare ville ud og drikke og “bolle mig tyk” ude i byen. Hvorefter hun nok ville havde haft kastet et eller andet i hovedet på mig hvis ikke slå mig. Men min far siger, eller hvisker næsten til hende, at hun skal stoppe før det skete ( i hvert fald i dag ). Har andre gange prøvet at hun har truet mig med kniv.

Hun behandler mig som om jeg er 8 årig der har købt candifloss uden at få lov. Jeg er 16, er gammel nok til at drikke og [det andet], men er aldrig kommet hjem fuld – og har heller aldrig haft sex.

Min mor er blevet ekstra slem imod mig her for nyligt hvor jeg er startet på gymnasiet og jo har været til dvs fester for at lære mine nye venner bedre at kende, det er ikke fordi jeg går ud for at få blackout. Men min mor tror bare jeg er en eller anden wannabe young mom fra 80’erne.

Det var slemt da jeg var 12 da jeg ikke rigtigt havde mit eget værelse og følte ikke der var nogen steder jeg kunne tage hen da jeg blev ked af det eller da hun bogstaveligt talt fulgte efter mig. ( da vi heller ikke stadig har nogen låse på dørene i vores hus’s indre døre.

Min mor kommer bare helt op i ansigtet på en som en eller anden gadehund der gerne vil slås. Føler ikke rigtigt jeg har nogen steder at være i fred hverken derhjemme eller i skolen.

Min mor forstår mig overhovedet heller ikke , det er som om når hun bliver sur så vil hun bare råbe og råbe – ligemeget hvorfor , der er ikke noget der kommer ind til hende selv om det er sund fornuft. Hun forventer også at jeg skal lave alle mulige huslige pligter der er alt for tidskrævende, at jeg på samme tid SKAL passe min skole og få 12 i alt. Hun forstår ikke hvordan det er at være ung i dag både at skulle passe min skole men også mit sociale liv, job og at undgå at få stress.

Blev så sur til aftensmaden i dag da hun råbte af mig, at jeg råbte “skal jeg også begynde at cutte? er det, det i vil have af mig!?” hvorefter jeg sparkede til en stol med en masse genstande på der fløj ud over det hele og løb hen til mit “værelse”.

Du må ikke gøre noget ved problemet, før du har talt med mig om det.

Jeg stoler på dig, og har brug for din hjælp.

Hilsen charlotte

Pige, 16 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 16 år

Tusinde tak fordi du deler din historie med os og stoler på BørneTelefonen. Det er virkelig modigt. Vi er 100% anonyme og gør kun noget ved problemet, hvis du fortæller, hvem du er.

Men vi vil aldrig prøve at få dig til at opgive din anonymitet, hvis du ikke selv har lyst. Derfor vil jeg meget gerne forsøge at hjælpe dig ved at give dig nogle gode råd til, hvad du kan gøre.

Du skriver, at din mor råber ad dig og kalder dig grimme ord f.eks. luder. Det kan ikke være særligt rart for dig at høre på. Det er helt forståeligt, at du bliver sur over den slags og f.eks. sparker til en stol og siger, om du skal begynde at cutte.

Du skriver også, at din mor truer dig og har haft truet dig med kniv. Det er ikke okay på nogen måde. 1) Hun er din mor og har ansvaret for at passe på dig, og 2) det er ulovligt. Men det vidste du sikkert allerede?

Hvis din mor nogensinde truer dig med kniv eller andre våben igen – eller på anden måde truer dig på livet, og du frygter, at hun kan finde på at skade dig, så ville jeg ringe efter politiet, hvis jeg var dig.

For mig lyder det heller ikke ret sjovt, at du ikke har noget sted at være i fred. Du har lov til at have et privatliv ligesom alle andre mennesker.

Jeg kan også sagtens forstå, at det ikke kan være rart, at din mor behandler dig som en på 8 år. Det er helt normalt, at man gerne vil have fritid og lære sine nye venner på gymnasiet at kende og gå til fester med dem. Og det er også vigtigt, at der er en god balance mellem huslige pligter og fritid, så du også føler, at du kan passe både dit sociale liv, din skole, dit job og dine pligter uden at få stress.

Det giver også god mening for mig, at du tænker, at du er gammel nok til at drikke alkohol og have sex, selvom du aldrig er kommet fuld hjem eller har haft sex.

Det er selvfølgelig stadig dine forældre, som har ansvaret for dig og bestemmer over dig, fordi du er under 18 år. Men det betyder ikke, at din mor må behandle dig dårligt eller gøre noget ulovligt. Hun har pligt til at passe på dig og sørge for, at du har det godt.

Lige nu lyder det som om, at dine forældre har lidt svært ved at passe godt på dig og skabe et trygt hjem for dig. Og at det har været sådan længe – i hvert fald siden du var 12 år. Måske også længere tid?

Jeg kan høre, at du frygter, at din mor kan finde på at slå dig eller kaste ting på dig, hvis din far ikke var der til at stoppe det. Er det mon rigtigt forstået? Sådan skal det i hvert fald ikke være. Det har du ret til at få hjælp til.

Jeg tænker på, om du mon har prøvet at tale med din far om det her? Tror du, at det ville hjælpe?

Hvis din far har svært ved, hvordan han bedst hjælper dig, så er han meget velkommen til at ringe til vores ForældreTelefon på 35 55 55 57 og få gode råd.

Det kan også være, at det ville være bedre for dig at snakke med en anden voksen, som du er tryg ved. Måske har du en sød lærer i gymnasiet, du kan tale med. Det kan også være din egen læge. Eller en voksen fra din familie. De voksne har pligt til at hjælpe dig. Hvem tror du er bedst for dig at tale med?

Du har også ret til at få hjælp fra din egen kommune. Du kan få anonym og gratis rådgivning, og hvis du skal til møde i kommunen, kan du få en bisidder med fra BørneTelefonen. Det er gratis. Så skal du bare ringe til os på 116 111. Vi er her for at hjælpe dig. Det kan du læse mere om her: https://bornetelefonen.dk/bisidder-boernetelefonen/.

Vi sidder også klar ved chatten her: https://bornetelefonen.dk/chat/, hvis du gerne vil tale med os eller har brug for hjælp til f.eks. at kontakte kommunen. Du bestemmer, hvad vi taler om.

Uanset hvad, så synes jeg i hvert fald ikke, at du skal blive råbt ad, truet og talt grimt til af din mor længere. Du har ret til at få hjælp, når du ikke er tryg og ikke har det godt derhjemme. Derfor tror jeg, at det er vigtigt, at du får talt med en voksen om det f.eks. fra kommunen.

Du virker som en super fornuftig og sej pige,  der nok skal finde frem til, hvad der er bedst for dig at gøre herfra.

Kærlig Hilsen

BørneTelefonen

Få flere gode råd, hvis du oplever Vold i familien

Vold er altid ulovligt, så hvis du oplever vold i familien, er det rigtig vigtigt, at du får hjælp. Hvis din mor eller far slår eller taler nedladende til dig, så er det aldrig din skyld! Det er altid de voksnes ansvar, at du føler dig tryg.

Vold kan ske på forskellige måder. Nogle oplever, at deres forældre er voldelige overfor hinanden. Det kan også være, at volden går ud over dig eller dine søskende.

Vold i hjemmet kan både være fysisk og psykisk. Fysisk vold er, hvis man fx bliver sparket, slået, rusket eller nevet. Psykisk vold er, hvis man fx bliver ignoreret, ydmyget, truet eller talt nedladende til.

Her på siden kan du få nogle råd til, hvordan du kan få hjælp, hvis du oplever vold derhjemme. Du kan se en video om vold i familien, læse om rettigheder, få hjælp til at skrive et brev eller læse andre børns breve og BørneTelefonens svar.

Du kan få en Bisidder fra BørneTelefonen

Hvis du skal til møde i kommunen eller i Familieretshuset, kan en voksen fra BørneTelefonen gå med dig. Det er helt gratis at få en bisidder.

Trin for trin Byg et brev

Hvis det er svært at sige noget ansigt-til-ansigt, kan det være nemmere at skrive det ned. Her kan du bygge et brev, som du kan sende til den person, du gerne vil have til at hjælpe dig.

Skriv et brev, sæt ord på det, der er svært at sige. Vi har lavet en guide, der hjælper dig med at skrive de tanker ned, som er svære at fortælle.

Vold Andre der hjælper

din kommune – din Indgang

Rådgivning og andre hjælptilbud for børn og unge.
Læs mere

Bryd Tavsheden

Til dig, der er udsat for vold i familien eller i et kæresteforhold (13-24 år)
Læs mere

Ud af voldens skygge

Rådgivning og behandlingstilbud til voldsramte kvinder og børn (over 18 år)
Læs mere

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat