Brev

Min mor og far hader mig

Læs hele brevet
Svar fra

Børnetelefonen

Kære 15-årige Pige,

Mange tak for dit brev. Jeg synes, det er rigtigt flot, at du skriver hertil, selvom at du slet ikke har lyst til at tale med nogen som helst om det.

Det må være rigtigt svært for dig at føle, at dine forældre hader dig. Det er slet ikke rart at høre sådan nogle ting, som du beskriver, at de siger. Jeg ved, at de fleste forældre prøver at gøre det bedste, de kan, men jeg ved også, at de ikke altid gør det rigtige. Det er ikke okay at råbe og give nogle slag, selvom det ikke gør fysisk ondt. Det er faktisk ulovligt at slå på børn i Danmark.

Derfor tænker jeg at det måske kunne være rigtigt godt, hvis du alligevel kunne få mod til at tale med en voksen om det? En der måske kunne hjælpe dig med at tale med dine forældre om, hvordan det påvirker dig at høre de ting, de siger. Jeg ved ikke, om det er muligt for dig? Det kan måske være en bedsteforælder, onkel, tante eller en anden, som du stoler på og som måske kunne hjælpe dig med at få talt rigtigt med dine forældre om, hvordan du har det?

Det kan også være, at det var en ide for dig at skrive et brev til dine forældre, hvis du tror at det vil få dem til at stoppe op og tænke sig bedre om? Et brev hvor du skriver, hvordan du har det, når de råber og siger de ting de siger til dig? Jeg ved ikke, om det kunne være en måde at forklare dem om, hvordan det går dig på, og at du godt kunne ønske dig at tingene blev anderledes?

En hel tredje ting som du kan overveje, er om I måske skal have noget hjælp udefra? I hver kommune er der en særlig afdeling eller forvaltning der arbejder med familier, der har det svært. De har nogle forskellige tilbud til familier hvor der er konflikter eller bare ting der er svære, det kan f.eks. være noget familiebehandling af en art.

Hvis du tænker, det kunne være noget, der kan hjælpe jer, kan du evt. ringe op til kommunen og bede om at tale med én der arbejder med børn og familier. Jeg ved, at det kan være svært at tage kontakt til kommunen, men du kan evt. tale med din lærer på skolen om det, og bede læreren kontakte kommunen. De ved lige hvem de skal tale med, eller kan i al fald finde ud af det.

Når du så skal fortælle dem på kommunen, hvad det er der er svært hjemme hos jer, har du ret til at have en bisidder med. Det har man, fordi at det kan være rigtigt svært at sidde og fortælle sådan nogle ting, til én man ikke kender. En bisidder kan være en voksen, som du kender og stoler på. Men det kan også være en fra Børns Vilkårs bisidderkorps. En bisidder fra Børns Vilkår er en voksen der ved en masse om lovgivningen og børns rettigheder. Hvis du gerne vil tale med sådan én kan du fx kontakte Børns Vilkår igennem BørneTelefonen eller BørneChatten.

Jeg håber, at mit brev kan hjælpe dig lidt, hvis du har brug for at tale lidt med en voksen som du ikke kender om noget af alt det her, er du altid velkommen til at ringe på BørneTelefonen 116 111, eller skrive på BørneChatten. Begge steder sidder der voksne, der er klar til at give råd og vejledning.

De bedste hilsner
BørneBrevkassen

Få flere gode råd, hvis du oplever Vold i familien

Vold er altid ulovligt, så hvis du oplever vold i familien, er det rigtig vigtigt, at du får hjælp. Hvis din mor eller far slår eller taler nedladende til dig, så er det aldrig din skyld! Det er altid de voksnes ansvar, at du føler dig tryg.

Vold kan ske på forskellige måder. Nogle oplever, at deres forældre er voldelige overfor hinanden. Det kan også være, at volden går ud over dig eller dine søskende.

Vold i hjemmet kan både være fysisk og psykisk. Fysisk vold er, hvis man fx bliver sparket, slået, rusket eller nevet. Psykisk vold er, hvis man fx bliver ignoreret, ydmyget, truet eller talt nedladende til.

Her på siden kan du få nogle råd til, hvordan du kan få hjælp, hvis du oplever vold derhjemme. Du kan se en video om vold i familien, læse om rettigheder, få hjælp til at skrive et brev eller læse andre børns breve og BørneTelefonens svar.

Du kan få en Bisidder fra BørneTelefonen

Hvis du skal til møde i kommunen eller i Familieretshuset, kan en voksen fra BørneTelefonen gå med dig. Det er helt gratis at få en bisidder.

Trin for trin Byg et brev

Hvis det er svært at sige noget ansigt-til-ansigt, kan det være nemmere at skrive det ned. Her kan du bygge et brev, som du kan sende til den person, du gerne vil have til at hjælpe dig.

Skriv et brev, sæt ord på det, der er svært at sige. Vi har lavet en guide, der hjælper dig med at skrive de tanker ned, som er svære at fortælle.

Vold Andre der hjælper

Anonym rådgivning i din kommune

Alle kommuner tilbyder åben, anonym rådgivning for børn og unge.
Læs mere

Bryd Tavsheden

Til dig, der er udsat for vold i familien eller i et kæresteforhold (13-24 år)
Læs mere

Ud af voldens skygge

Rådgivning og behandlingstilbud til voldsramte kvinder og børn (over 18 år)
Læs mere
Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat