Kære pige
Tak for dit brev. Jeg kan godt forstå, det stadig kan fylde meget, at din papfar har slået dig, for selv om du skriver, det er blevet bedre, så har du stadig været udsat for noget, som slet ikke er i orden.
Det virker som om, du er en stærk pige, der prøver at samarbejde, til trods for at din papfar behandlede dig meget forkert. Du har gjort alt, hvad du kunne for at prøve at tilpasse dig hans forventninger, selv om det slet ikke er rimeligt, at han skal bruge vold for at få dig til det. Det er de voksnes ansvar at passe godt på børnene, og som papfar har han også et ansvar.
Så jeg tænker, det var rigtig godt, du tog mod til dig og skrev det ned - det er der mange, der slet ikke tør. Jeg forstår godt din tanke om at stikke af, for hvis ingen ved, hvad der foregår hjemme hos dig, kan det måske føles som om, ingen vil forstå det - eller tro på det, hvis du siger det... Sådan er der i hvert fald nogen, der tænker...
Men før det ender med, at du stikker af, tænker jeg, at det kunne være godt, hvis nogen fik at vide, hvordan du har det, og hvad din papfar gør - eller har gjort i hvert fald. Jeg ved, det kan være svært at fortælle, for som voksen har han også en slags magt over dig, og det kan være svært at gå imod. Men samtidig får jeg en fornemmelse af en fightervilje i dit brev, så jeg forestiller mig, at du snart er nået dertil, hvor du er klar til at fortælle det til en, du stoler på. Hvor du har fået nok og ikke længere vil finde dig i det. Har jeg mon ret i det?
Til at starte med kunne du prøve at tænke på, hvem du kender, som er rigtig god at snakke med - også om svære ting. Hvem kan lytte, når der er brug for det? Hvem tager andre alvorligt, når de henvender sig? Hvem har du en god følelse sammen med? Måske er det en klubmedarbejder, en træner, en nabo, en lærer, en moster - måske en af dine bedsteforældre eller en af dine veninders mødre eller storesøstre...?
Jeg tror, du har taget et stort og vigtigt skridt ved at sætte ord på, hvordan du har det og sendt det til BørneTelefonen. Måske er næste skridt ikke helt så svært..? Du har jo brevet her - det kan du evt. vise til den, du vælger at betro dig til. Så behøver du ikke sige noget til at starte med.
Din papfar kan få hjælp til at blive bedre til at styre sit temperament, så han ikke slår, når han bliver presset eller vred. Og jeres familie kan få hjælp til at få det bedre sammen. Det kan du være med til at sætte i gang, hvis du betror dig til en voksen. Og samtidig ved jeg fra andre børn, at det er en stor lettelse bare at få det sagt til nogen, bare at vide, at der er nogen, der ved hvad der foregår. Så du vil sikkert også føle en lettelse bare ved at få det sagt.
Jeg håber, du vil tænke lidt over det, jeg har skrevet, og hvis du gerne vil snakke lidt mere om det, før du går videre, kan du altid ringe til BørneTelefonen på 116 111 og snakke helt anonymt med en rådgiver, som kan lytte til dig og være med til at give dig ro og overblik. Kunne du tænke dig at prøve det til at starte med?
De bedste tanker og ønsker fra BørneTelefonen
