Jeg har prøvet alt

Hej jeg er en pige på de 13, der har styr på så lidt, at jeg er helt lost. Jeg har skrevet omkring 5 breve til jer om det samme problem, hen over to år, intet af det har hjulpet mig særlig meget. Misforstå mig ikke, jeg bliver altid glad for at høre de søde ord, om at det ikke er min skyld og at jeg ikke fortjener det. -Men det ved jeg alt sammen godt og har ikke brug for at høre det igen. Jeg har også prøvet at chatte med jer og endda ringe til jer, men det er som om jeg får det samme ud af det og det er ikke meget. Så når i svarer på dette spørgsmål, skriv endelig ikke en masse om hvor synd det er for mig eller at jeg altid er velkommen til at skrive til jer igen, for det ved jeg godt.

Mit problem er at jeg bliver slået af mine forældre, både min mor og far, der ikke er skilte eller noget, men inderst inde hader de hinanden. Jeg bliver slået og jeg bliver slået hårdt. Jeg har selvfølgelig sagt fra, det gjorde jeg for omkring 4-5 år siden, da det begyndte, men mine forældre, kunne ikke være mere ligeglade, med dansk lovgivning og det der. Selvom vi ellers er en ganske almindelig etisk dansk familie.

Jeg bliver skubbet ind i radiatorer og bordhjørner (og al den slags) De taler meget grimt til mig og de har altid gjort det. Min far bander af mig, min mor er mere spydig. Hun vil have det skal gøre ondt på mig, at ordene skal side fast i mit hoved. Og det gør de i den grad! Hun siger ting, som hun ville ønske at hun aldrig havde fået mig og at hun aldrig har bedt om sådan en åndsvag møgunge, der kun er et problembarn.

Jeg hader dem, jeg hader dem for at behandle mig skidt og være sød ved min tvillingsøster. Hun hader mig også, det har hun sagt. Hun taler altid grimt til mig og hepper på mine forældre, når de slår mig. Hun ved også godt, at hvis hun prøver at støtte mig, at være en veninde/søster over for mig, vil mine forældre behandle hende, som de behandler mig.

Mine forældre nægter mig tit aftensmad, at lave mine lektier (hvis jeg får lov ti at lave mine lektier, vil de ikke hjælpe mig, det har de aldrig villet) og endda kravet på at sove, tager de nogle gange fra mig. Så skændes de med mig hele natten og jeg må ikke sige dem imod, selv hvis jeg bare tiger stille, tager skænderierne flere timer. De forlanger at vide hvor jeg er hele tiden og hvad jeg laver (hvem jeg laver det med og så videre..) Jeg må ikke have drengevenner af nogen art, jeg må heller ikke snakke med en dreng på eksembelvis Skype eller Facebook.. Heller ikke hvis han er på min egen alder eller hvis jeg snakker med både en dreng og en veninde. Kort sagt må jeg ingenting, får skæld ud for ingenting og jeg skal konstant læse deres humør. De kan godt finde på at slå mig, fordi de har haft en dårlig dag på arbejdet.

Og det er så her mine breve plejer at stoppe og i svarer at jeg skal tage mod og sige noget til en voksen jeg stoler på.. Men do you know what? Jeg har gået til to forskellige psykologer, gennem 3 år, hvor jeg har fortalt dem ALT, det hjalp ikke, men jeg fortsætter. Jeg har snakket om det, at jeg bliver slået, med min skoles sundhedsplejerske, hende snakkede jeg med 7 gange, fordelt også på 3 år.. Da hun endelig fik gjort noget, gik der lang tid og det kom videre til kommunen. De første tre gange, mente de ikke mine problemer var alvorlige nok, til de gad lette røven og gøre noget.

Det resulterede i at jeg var tæt på, at slå mig selv ihjel, flere gange. For hvad i alverden var det meningen at jeg skulle gøre? -Alle de åndsvage reklamer, siger at man bare skal tage mod til sig og bryde tavsheden? Men når kommunen så siger “Det er synd, men da dine forældre ikke har slået dig halvt ihjel endnu, gider vi ikke hjælpe”? -Det sagde de selvfølgelig ikke, men det er stærk det indtryk man står tilbage med bagefter.

Jeg var under konstant stress, for jeg var mobbet groft i skolen i forvejen. Det var bare som om alle og alt hadede mig. Og alligevel klarede jeg mig godt i skolen. Jeg havde fået den ide, at jeg hvis jeg bare var den bedste, til alle fagene, ville jeg være perfekt og så ville alle kunne lide mig. Så idag står jeg her og er den bedste i alle fagene, selvom jeg ingen lektiehjælp fik og ofte ikke måtte lave mine lektier, for mine egne forældre. Det slider på en, derfor gik jeg også ned med depression og blev ofte syg. -Jeg er tilmed syg lige nu.

Jeg blev så ved med at kontakte kommunen og til sidst lykkedes det (Efter de 2-3 år hvor jeg direkte prøvede at kontakte dem) Jeg kom så ned og jeg fik en sagsbehandler. Mine forældre blev selvfølgelig virkelig vrede, da de fandt ud af det. De slog mig hele tiden, flere gange troede jeg jeg skulle dø, for de truede jo med det.

Jeg voksede op i skam, jeg kunne jo ikke tage ud og købe nyt tøj med min mor, jeg tog ikke til koncert med min far… Jeg fik ikke den nye Iphone, selvom min søster gjorde. Alle de der små ting, som børn bare har glæde af, det man har sine forældre til… Hvis jeg eksembelvis kom til skade, fordi jeg væltede på min cykel, var mine forældre ligeglade.

Min sagsbehandler sagde hele tiden til mig, at hun ville flytte mig til en anden familie, at jeg kunne komme væk og jeg bare skulle vente, på at blive reddet. Men hun besluttede sig for at det gad hun sq ikke alligevel, så alle de ekstra slag, jeg havde fået af mine forældre var forgæves og jeg hørte ikke mere fra hende. Jeg prøvede at kontakte noget der hed 24timer, som skulle hjælpe en med at bryde tavsheden… Men de kunne heller ikke gøre noget for mig.

Jeg lyder rigtig sur og utaknemmelig, det ved jeg godt, men man bliver bitter efter 5 års helvede. Jeg har intet safe place, der er ingen grænser for hvor langt mine forældre ikke vil gå, jeg kan ikke have et sted hvor jeg kan være mig selv og slappe af. …. Jeg har prøvet alt (hvad jeg ved af) intet hjælper og jeg gider ikke mere.

Jeg har altid hadet folk, der begår selvmord, hvorfor prøvede de ikke noget mere? Men jeg begynder at hælde meget til det.. Jeg går bare og venter på, jeg bryder sammen og tager livet af mig selv.. Jeg kan komme ud af kontrol, når som helst.. Det er uhyggeligt, at jeg bare kan gå om vente på det sker. Jeg har brug for hjælp, hvad skal jeg gøre?

-Og før i siger jeg skal bryde tavsheden og kontakte min kommune eller sådan noget, så læs det hele igen.. Jeg har prøvet, de gider mig ikke. Hjælp. E, 13 år