Kære pige Tak for dit brev, jeg vil meget gerne prøve at hjælpe dig og prøve at give dig et svar, du kan bruge. Først vil jeg fortælle dig, at jeg synes du i dit brev viser, at du har en stor forståelse for dig selv og det, du går og tumler med. Det er rigtig flot, og på den måde viser du også en stor respekt for dig selv, og det er en virkelig god evne at have. Den evne skal du holde fast i og bruge til at være stærk med. Jeg kan forestille mig, at det har krævet meget mod at skrive dit brev, er det mon rigtigt? Jeg tænker, at det mod er et tegn på, at der inden i dig er en vilje til at ændre nogle afgørende ting i din tilværelse. Du beskriver en masse reaktioner på, hvad du tror skyldes volden, og jeg må give dig ret. Reaktioner på vold – psykisk som fysisk, viser sig forskelligt hos alle mennesker, men mange af de ting, du fortæller om, kan meget vel være relateret til den vold, du oplever. Selvom jeg tror, du allerede er klar over det, så er det vigtigt at forstå, at vold (alle slags) er ulovligt, og ingen skal udsættes for vold, og der er ingen undskyldninger for at bruge vold.
Du beskriver ikke i detaljer, hvordan volden foregår, hvem der udsætter dig for denne vold? Men du er allerede nået et stykke i at bearbejde det helt uacceptable, du bliver udsat for, ved at skrive ind til os. Men vold skal man slet ikke stå alene med og det er vigtigt, at der er nogen omkring dig, der måske kan læse dit gode brev, eller du selv kan fortælle til, hvad der foregår, og hvad der er med til at forårsage, at din tilværelse langt fra er, som den skal være.
Jeg tænker også på, om der er nogen i din familie, en nabo eller andre måske, der lægger mærke volden? Eller en lærer der spørger ind til din sårbarhed, og du derefter kan fortælle om dette til? Du nævner ikke, om du har en god veninde eller ven, men jeg bliver nysgerrig på, om du mon kunne skabe så meget mod indeni, at du tør gå videre til en, der kan hjælpe med alt det, du beskriver? De reaktioner du får, både de fysiske (hyperventilerer, hænderne der gør ondt..) og de psykiske og alle de triste følelser, der fylder i dig, er et bevis på, at tingene i dit liv ikke er, som de skal være. Du ikke bare føler dig anderledes, men din krop fortæller dig, at nu er det tid til at få hjælp, nu er det tid til at redde dig selv væk fra din verden, som ikke er god. Du spørger “Er det normalt?” om alle dine reaktioner, og det kan jeg desværre ikke konkret svare på, da jeg ikke er læge, og det vil være en læge, der skal give dig præcise diagnoser. Men jeg kan forsikre dig om, at det er normalt, at din krop og dine tanker og sit sind reagerer på, hvad du bliver udsat for! Så måske var det en ide, at du prøvede at snakke med din læge? Eller måske sundhedsplejersken på din skole? Hende kan man godt snakke med om den slags - hun har som regel en træffetid på skolen, hvor man kan snakke med hende. Jeg håber virkelig, at du kan bruge mit svar til noget, og kan vi ikke først og fremmest aftale, at du passer på dig selv? Kærlig hilsen og de bedste tanker fra BørneTelefonen
