Hej pige på 10 år
Det lyder ikke rart at være dig. Jeg vil gøre mit bedste for at hjælpe dig.
Det første jeg vil sige til dig, er at din far ikke må slå. Det er forbudt ved lov i Danmark.
Alle børn har ret til en tryg opvækst uden hverken psykisk eller fysisk vold – og sådan lyder det ikke til være hjemme hos dig lige nu. Det er dine forældre, der skal passe på dig og give dig tryghed.
Det er meget vigtigt, at der kommer hjælp hjem til jeres familie, for det er ikke i orden, som det er nu. Det skal du ikke leve i.
Det kan være svært, at skulle fortælle det til andre. Derfor synes jeg, at det er så fint, at du har skrevet til BørneTelefonen. Du og din familie har brug for hjælp. Dine forældre har også brug for hjælp til at blive bedre forældre, og din far har brug for hjælp til at stoppe hans dårlige mønster med at slå.
Du skal have hjælp af en voksen. Det kan være en fra familien, en lærer, en pædagog eller en venindes forældre, som du har det godt med.
Når du fortæller det til en lærer, eller en anden voksen, skal de kontakte kommunen, som vil hjælpe jeres familie.
En fra kommunen vil først snakke med dig om de ting, der sker derhjemme. Når det er vold, man er udsat for, så skal kommunen sikre sig, at man ikke bliver udsat for mere vold. Det er derfor, at de først snakker med dig. De skal finde den bedst mulige løsning for at hjælpe dig og din familie. Det betyder at kommunen passer på dig og hjælper med, at du og din familie får den hjælp, der er brug for.
Hvis det hele bare er for meget for dig lige nu, og du ikke kan overskue at snakke med din lærer eller andre voksne, så kan du ringe til BørneTelefonen på 116 111.
Her kan du ringe anonymt, det vil sige, at i første omgang behøver du ikke fortælle dit navn. En af vores søde rådgivere vil så tale med dig, om hvilke muligheder du har for at få hjælp. Det kan være, at du gerne vil have en voksen med fra BørneTelefonen, en såkaldt bisidder, som kan hjælpe dig med snakke med kommunen om, at der er brug for hjælp. Kunne det være en idé for dig?
Du kan også læse mere om vores gratis bisidder til børn og unge her: Bisidder fra BørneTelefonen
Du har nemlig ret til at have en bisidder med til at støtte dig, hvis du skal til møde med kommunen.
Jeg vedhæfter lige et link, hvor du kan se hvilke rettigheder du har https://bornetelefonen.dk/vold-i-familien/
Her kan du få nogle gode råd og læse lidt om, hvordan du og din familie kan blive hjulpet.
Det hele kan måske være lidt svært for dig, så måske du kan vise din mor dette brev og I sammen kan finde ud af, hvad I skal gøre? Tror du, at du vil kunne gøre det?
Hvis ikke du føler, at du vil bede din mor om hjælp, så tænk på hvilken anden voksen, du synes, ville være god til at hjælpe dig.
Det er vigtigt, at du får den hjælp, du har brug for nu.
Så jeg håber, at du vil bruge en af de muligheder, jeg har skrevet til dig.
Det er så godt, at du har skrevet her til BørneTelefonen. Det kan du tænke på, som dit første skridt på vejen til at få et bedre liv. Nu skal du så tage næste skridt.
Kærlig hilsen
BørneTelefonen.