Kære A
Tusind tak for dit brev. Hvor er du bare en fantastisk søster. Dit brev viser så tydeligt, hvor svært og hårdt det er for dig. Derfor er jeg fuld af beundring over, at du stadig har energi og overskud til at tænke på, hvordan det vil gå med din bror i fremtiden, og hvordan du kan hjælpe ham. Det er en fantastisk styrke du har, og den skal vi prøve at finde ud af, om du kan bruge i løsningen af dit problem.
Allerførst vil jeg gerne lige sige til dig, at det er helt normalt at være nysgerrig efter at få mere viden om sex. Det lyder til, at du nu har det fint med, at du søgte på nettet for at få mere viden, og det synes jeg er rigtig godt. Det må have været hårdt for dig, at din bror brugte det imod dig på den måde. Det håber jeg, du er blevet mere afklaret om, så det ikke kan presse dig på samme måde mere.
Du skriver, at din faster har taget sig af problemet, og at det gik ud over din bror. Jeg bliver nysgerrig efter, hvordan din faster tog sig af problemet. Talte hun med din bror? Skældte hun ud? Hvordan reagerede din bror på det? Har din faster mon sagt noget videre til jeres forældre? Jeg kan ikke rigtig vurdere ud fra dit brev, om du tænker, at problemet blev løst på en god måde? Hvis du tænker, det var en god måde, mon du så kunne gøre det samme igen? Altså fortælle din faster om dine bekymringer for din bror, og hvordan du bliver ked af det, når du tænker tilbage på det? Måske kunne I sammen lægge en plan for, hvordan I kan hjælpe ham.
Jeg tænker på, om du mon ved, hvad dine forældre tænker om din brors voldsomme måde at være på? Du skriver, at du er bekymret for, hvad der sker, når din bror bliver større end din mor. Tror du, din mor også er bekymret? Jeg er også nysgerrig efter, om dine forældre oplever, at din bror er voldelig, eller om det er noget, han skjuler for dem? Hvis dine forældre ved, at han opfører sig voldeligt, så kan jeg forestille mig, at de lige som dig også er bekymrede for ham.
Jeg ved ikke, hvordan dit forhold til dine forældre er, men jeg tænker på, om det kunne være en mulighed, at du talte med dem om det? Jeg kan forestille mig, at det kan være svært at komme i gang med den snak? En måde at gøre det på kunne måske være, at du viste dem det brev, du har skrevet? Hvis du har lyst, kan du jo også vise dem svaret.
Jeg læser dit brev på den måde, at du er bekymret for din bror, men jeg læser også, at du også har det svært, fordi det voldsomme temperament går ud over dig. Jeg tænker, det er vigtigt, at du ikke glemmer dig selv i dit ønske om at hjælpe din bror. Du skal også tænke på, hvordan du kan have det godt og være tryg derhjemme. Det tænker jeg er vigtigt, at du også får talt med dine forældre om.
Når man har et barn, som kræver noget ekstra af en, kan man som forældre godt komme til at "glemme" et andet barn. Det gør forældre ikke med vilje, men det kan være svært at skulle tage sig af mange ting på én gang. Hvis du oplever det på den måde, vil dine forældre sikkert være glade for, at du siger det højt, så de kan blive mere opmærksomme på dig også.
Du skriver, at din bror ikke har nogen venner i skolen længere. Hænger det sammen med hans voldelige adfærd? Du skriver det i sammenhæng med, at din faster tog sig af problemet, så jeg tænker på, om hendes måde at tage sig af problemet mon har betydet, at han ikke har nogen venner længere? Ved du, om han også er voldelig i skolen? Hvis han er det, er der så nogle lærere, der er klar over det? Jeg tænker på, om du vil kunne tale med de lærere om det? Måske går I på den samme skole eller endda i samme klasse, så måske kender du hans lærere?
Lærerne skal også arbejde med elevernes sociale liv. Det vil sige, at lærerne skal hjælpe børn med fx at blive en del af nogle gode venskaber. Nogle lærere er særligt uddannet til det. De kaldes AKT-lærere. Ved du, om der er sådan nogle lærere på den skole, hvor din bror går? Det kunne også være en mulighed, at du talte med en af dine egne lærere om det. De vil kunne give dig nogle ideer til, hvad du eller måske dine forældre kan gøre, og hvordan I kan få kontakt til en AKT-lærer eller nogle andre, som vil kunne hjælpe.
Jeg forstår dit brev sådan, at du og din bror ikke snakker sammen mere, og at det går dig på. Jeg synes, det er så stærkt, at du kan have de følelser, samtidig med at han har såret dig så dybt. Jeg bliver nysgerrig efter, hvordan din bror mon har det? Måske ønsker han, at der er nogle, der kan hjælpe ham og vil derfor blive glad for, at du har blandet dig. Dit brev er jo en form for kærlighedserklæring. Ville du kunne vise det til ham? Måske går han og er i tvivl om, hvad du føler for ham og om du er vred på ham på grund af de ting, han har gjort og stadig gør ved dig. Det kan også være, at du og din bror kan få hjælp til at få talt sammen? Måske vil en lærer, I begge har tillid til, eller jeres forældre kunne hjælpe jer til at få et bedre forhold til hinanden?
Jeg har stillet dig en masse spørgsmål, som det kan være, du har lyst til at svare på. Det kan også være, du har behov for at få nogle ideer til, hvordan du kan komme til at tale med fx din faster eller en lærer. Du er meget velkommen til at ringe til BørneTelefonen på 116 111. Det kan også være, at dine forældre har behov for at få nogle ideer til, hvordan de kan hjælpe din bror. Hvis du kommer til at tale med dem om det, kan du foreslå dem, at de kan ringe til ForældreTelefonen på 35 55 55 57.
Du skriver, at du havde brug for at komme ud med det. Har det mon hjulpet dig at "sige" det højt? Det håber jeg, at det har. I nogle situationer kan det være en kæmpe lettelse, at man ikke går alene med sine oplevelser og tanker. Når man skriver et brev, får man jo ikke en reaktion med det samme, som hvis man taler med folk, men derfor kan det give en kæmpe lettelse alligevel. Jeg er sikker på, at du med dit brev giver andre ideen til at gøre det samme, og det skal du have en kæmpe tak for.
Jeg vil ønske dig rigtig meget held og lykke med at hjælpe din bror og forhåbentlig også få et bedre forhold til ham. Det er så sejt, at du kæmper for ham og for jeres søskendeforhold. Pas også godt på dig selv.
De varmeste tanker og kram fra BørneTelefonen
