Kære Pige på 12 år,
Tak for dit brev!
Det lyder som om, at du godt er klar over at din mor ikke må tage fat i din arm rigtig hårdt så der kommer blå mærker. Hun må heller ikke gøre dig bange og få dig til at frygte, at hun en dag kan gå for vidt. Det er så super godt, at du er opmærksom på det, for det er ikke okay!
Jeg synes at det er så sejt, at du nogle gange når at slippe væk og på den måde får fortalt hende, at du ikke vil finde dig i det. Jeg kommer til at tænke på, om det vil være muligt for dig også at sige noget til hende i de situationer, hvor du kan mærke, at hun er ved at blive sur? Det er helt okay, at sige fra, for det hun gør er altså ulovligt! Du må også gerne skrige eller råbe - med mindre det bare gør tingene værre for dig...
Jeg tænker også på, om der er en anden voksen der kan hjælpe dig? Er der en voksen du kunne tale om det med? Fx din far, mormor, morfar eller en anden der kender din mor? Måske vil de kunne tale med hende om det. Hvad tænker du mon om det?
Mange af de børn, som skriver til BørneBrevkassen eller ringer på BørneTelefonen og fortæller noget som minder om det du beskriver, har følelsen af at det er meget svært at være bange for én man elsker og som egentlig skulle passe på én. Det er helt naturligt og forståligt.
Her er det vigtigt at fortælle dig, at din mor kan få hjælp til at blive sur på en anden måde, uden at tage fat og at det ikke vil betyde, at du nødvendigvis mister hende. det kræver bare at du fortæller det til en voksen. Det kan også være en lærer du fortælle det til eller sundhedsplejersken på din skole.
Måske du har en yngre eller ældre søskende? Kunne du forestille dig at tale med ham eller hende om det? Måske han/hun er alt for lille, men hvad tror du så, at han/hun ville ønske at du gjorde?
Lige meget hvad du gør, er det så imponerende godt gået, at du har skrevet det her. Jeg tror at åbenhed er vejen frem for dig og din mor, så I kan få et familieliv uden vold.
Du kan ringe eller sms'e til BørneTelefonen mellem kl. 11 og 23 på telefonnummer 116111. Vi vil rigtig gerne hjælpe dig med flere råd.
Kærlige Hilsener
BørneBrevkassen