Venskaber
Hej
jeg er en pige på 17 år der har 2 problemer, som jeg ikke rigtig ved hvordan jeg skal håndtere. Jeg er i gang med 2 år på min efterskole og det er jeg rigtig glad for. Problemet er så bare, at jeg har nogle vanskeligheder med en af pigerne fra sidste år og som også går der i år.
Sidste år var vi bedste veninder, det begyndte, at gå galt for vores venskab allerede det første halve år. Hun begyndte, at blive meget sur i det og der skulle ingenting ting til før vi kom op at skændes. Tit beskyldte hun mig for, at jeg havde sagt alt muligt og hver gang der skete noget var det altid mig der var noget galt med. Jeg kæmpede og kæmpede for, at det her venskab skulle fungere. Jeg føler jeg har givet så meget, men jeg ingenting har fået igen.
Jeg blev synder kunst hver gang, der skete noget imellem os. For hun kunne aldrig se sine egene fejl og det var altid mig, der skulle komme til hende. Hvis der så var problemer sagde hun det aldrig selv, jeg skulle altid nærmest hive problemerne ud af hende og det holder jeg altså jeg ikke til.
Jeg prøvede gang på gang at snakke med hende, men det føltes som om jeg var den eneste der kæmpede for, at det skulle komme til at fungere. Hun var frygtelig nærtagende hvis jeg sagde noget, der ikke helt passede hende så kunne hun gå og ignorere mig i flere dage, også selvom jeg havde sagt undskyld tusind gange. Det var bare aldrig godt nok det jeg gjorde, men var det hende der kritiserede mig var der ikke noget problem.
Hele den situation med hende kørte mig psykisk ned jeg kunne ikke holde til det, til sidst sagde jeg til hende at det med hende og mig ikke gik, at jeg simpelthen ikke gad det mere. Jeg begyndte, at få selvmordstanker og var jeg ikke blevet standset i det havde jeg sikkert hoppet i den å, som jeg var så godt på vej til. Der gik lang tid før jeg kom oven på igen, men det værste af det hele er at hun siger at jeg har svigtet hende og det har jeg aldrig gjort. Sidst på året fandt hun så ud af, at de piller som hun fik for sit epilepsi, var de piller som havde gjort hende sådan.
For mig har det ikke ændret synet på vores venskab om hun var de piller eller ej, for her i sommerferien skrev vi så sammen og jeg gav chancen for starten på et nyt venskab. Da vi så startede i år var, der allerede problemer i den 2 uge. Jeg syntes hun opførte sig på nøjagtig samme måde over for mig, og det det gider jeg bare ikke igennem en gang til. Jeg forsøger at glemme hende, men hun gør det meget svært for mig, når hun nu er begyndt på at opføre sig sådan overfor en af mine andre veninder fra skolen. Jeg ved simpelthen ikke hvad jeg skal gøre.
Mit andet problem så, at jeg har en bedste ven som jeg er utrolig glad for. Han har været, der for mig når jeg har haft mine nedture. Det er altid ham der siger det skal nok gå alt sammen og du kan bare ringe, hvis du har brug for at snakke. Men så her for et stykke tid siden var jeg hjemme hos ham og jeg nød virkelig, at ligge i hans arme og bare være tæt på en der virkelig kender mig så godt. Jeg følte mig tryg for første gang i lang tid.
Men alligevel var jeg lidt trist og han kunne se det på mig, han læser mig som en åben bog. Han spurgte mig indtil flere gange om, der var noget galt, om jeg var okay. Jeg kunne ingenting forklare, jeg kunne simpelthen ikke sætte ord på det så jeg sagde bare, at jeg havde det fint. Dagen efter jeg var kommet hjem skrev jeg så til ham. Da han endelig svarede på min besked skrev jeg undskyld for, at have været så stille og ikke sagt det som det var.
Vi har da skrevet sammen lidt siden, men jeg føler bare der er kommet et eller andet imellem os. Jeg ved ikke hvad det er men han er næsten altid flere timer om, at svare og han beder mig heller ikke om at ringe længere. Jeg ved godt han har travlt med lektier og gymnasiet, men jeg savner virkelig at snakke med ham i sådan længere tid af gangen. Er der en grund til at jeg skal være bekymret, hvordan får jeg det løst? Jeg ønsker ikke at miste ham for uden ham er jeg ikke den samme.
Kærlig hilsen fra den lidt forvirrede mig.
