Venskaber og uvensakber

En af min bedste veninder, I.., har brugt meget tid sammen med min anden bedste veninde, J…., og det har kun været de to, der har været sammen, hvilket har irriteret mig og mange andre. Jeg har fortalt dem, at mig og min anden veninde, N…., føler os ignorerede, fordi det plejede at være os fire, og J…. hørte rent faktisk efter.

Altså, hun undskyld, og sagde, at det var ikke meningen, og så har hun prøvet at være mere sammen med os andre, hvor imod at I.. stadig er blevet ved J….. Mig og I.. snakker (eller rent faktisk skriver vi, efter som hun hele tiden er sammen med J…. og derfor ikke har tid til at snakke med mig) om meget dybe ting.

Hendes dybeste hemmeligheder er kun mig, der kender til. Men jeg har jo dårligt snakket med hende, og hvis jeg skulle noget med hende, har det været fordi, J…. ikke kunne, og derfor har jeg været et andet valg, og det irriterer mig. Når jeg så har prøvet at lave aftaler, så orker hun det ikke, når det kommer til stykket, fordi hun måske allerede har været inde i byen, eller hvis jeg vil have hende med på stranden, så har hun lige været der dagen før med J…., og så orker hun det ikke med mig, selvom vi har aftalt det langt før hun gjorde det med J…..

Nu er jeg kommet frem til det punkt, at jeg gider ikke at blive såret mere, jeg gider ikke være et andet valg, jeg føler mig udnyttet, jeg føler, at hun er ligeglad med mig, selvom jeg altid har været der for hende, da hun havde det svært. Så jeg fortalte hende det, og vi kom op og skændtes, og hun er meget svag psykisk, og derfor er hun altså rigtig ked af det nu.

Jeg går i klasse med hende, og jeg har ikke snakket med hende i en uge, og det er faktisk ret hårdt ikke at have snakket med ens bedste veninde i en uge, selvom jeg ikke snakkede med hende ret meget i forvejen. Men jeg overvejer virkelig bare at droppe hende helt. Selvom jeg kommer til at få det så dårligt, og det kommer til at være svært.. Men overdriver jeg?