Venskab
Hejsa.
Jeg er en pige på 19 som går i 2.g. Hele mit liv har når man tænker på, det føltes som en rutsjebane tur, med skoleflyt en del gange.
Altid fordi det sociale gik i vasken og der i sidste ende ikke var nogen at være sammen med.
Nu er jeg endt på gymnasiet. Hele mit grundforløb var meget ukomfortabelt og da vi endelig startede i de rigtige klasser virkede alting meget håbløst. En pige som jeg var blevet okay gode venner med fra mit grundforløb endte også i den klasse og ligeså gjorde min barndomsveninde som jeg på da værende tidspunkt var meget tæt med.
Men tingende ændrede sig. Min veninde fra grundforløbet kendte nemlig også andre fra den nye klasse og “valgte” dem frem for mig. Derudover blev jeg nødt til at stoppe det venskab der var mellem mig og min barndomsveninde da det venskab nedbrød mig, og det selvfølgelig ikke er sådan en venskab skal være.
Det hele resulterede i at det næsten var ulideligt at komme i skole da det virkede på min barndomsveninde som om hun søgte hævn i det at jeg havde afsluttet venskabet.
Jeg opsøgte flere gange min studievejleder for at få hjælp til at blive en del af klassen, men ikke med så meget held. Efter 3 måneder i den klasse og 6 måneder i alt hvor jeg ikke havde haft det specielt sjovt besluttede jeg mig for at flytte gymnasium.
Det var en utrolig god beslutning og jeg blev budt velkommen med åbne arme i min ny klasse og fik næsten fra dag 1 en virkelig god veninde og for en gang skyld virkede alt præcis som det skulle. Efter godt 6 måneder hørte det op.
Min veninde begyndte at opføre sig mærkeligt og trak sig mere og mere fra mig, til tider brugte hun decideret onde metoder til at skubbe mig endnu længere væk og behandle mig dårligt.
Selvfølglig prøvede jeg at forstå hende og vide hvad der skete, men det var næsten som fra den ene dag til den anden at de skete…. hun blev mere og mere narcisistisk og jeg skal ikke kunne sige om det var fordi jeg i bund og grund ikke kende hende eller om det var noget det kom i takt med tiden. Så var jeg alene igen og gjorde hvad jeg kunne for at få nye venner uden at virke desperat, og det lykkedes igen kan man sige…
men i takt med at alt det her var sket mellem mig og min gamle veninde var pigegruppen i klassen splittet op (vi er 9) og der var ligesom rotation i det hele. Alting er bare anderledes nu. Jeg har fået 2 nye venner, men jeg tror egentlig ikke jeg kan lide dem. Er det underligt?
Jeg synes ofte de behandler mig dårligt og en af dem er decideret nedladende over for mig… jeg er klar over at det ikke er noget jeg har lyst til at blive i, men jeg ved ikke hvordan jeg får nogle andre venner. Sådan som jeg har det nu er det lige så godt som at have ingen og jeg føler mig ensom.
Jeg føler jeg “brænder alle mine broer”. Jeg har tænkt over om man kunne starte til en fritidsaktiviteter, men jeg er ikke så atletisk så det er også lidt svært. Jeg ved bare ikke hvad jeg skal gøre og synes bare det er svært fordi der er heller ingen mening i at ændre på folk, da man så ved at de ikke er rigtige for en.
Vh
