Veninder, eller?
Hej, jeg er en pige på 12 år.
Jeg vil først og fremmest sige tak for det gode intiativ i har med denne her hjemmeside, hvor i hjælper børn og unge, som har det svært. Jeg tror det er til gavn for mange, ligesom mig, der har et problem.
Mit problem kommer så her: Her når der er lockout “ferie” (eller bare i weekenderne) er jeg begyndt at kede mig, jeg laver ikke så meget andet end at sidde ved computeren. Og så ringer jeg tit til mine veninder og spørger, om de kan være sammen.
Mit problem er bare at det er altid MIG, der spørger. Det er altid MIG, der skal tage intiativet, og så ved jeg ikke helt om det er fordi, de ikke gider mig mere… Jeg synes ikke at jeg har ændret mig det mindste. Fordi her for ca. et kvart år siden spurgte både de, og jeg hinanden. Folk griner stadig med mig (de griner rigtigt) og laver sjov med mig f.eks. i skolen, og folk stoler på mig og fortæller mig personlige ting.
Jeg fik også at vide (for et par dage siden) af en af mine veninder, at jeg var nok den sjoveste person hun havde mødt. Men stadig væk, er der bare ingen der gider spørge mig om vi skal være sammen. Jeg ved ikke hvad jeg har gjort. Er jeg mon for meget? Overdriver jeg med vores venskab, synes DE slet ikke, at vi er venner, og har jeg bare opfattet det forkert.
Jeg er virkelig fortvivlet, om de overhovedet ER mine veninder. Selv min bedste veninde har ikke spurgt mig i LANG tid. Jeg skal altid opsøge dem :'( Nu håber jeg ikke i synes at jeg er smålig, bare fordi de ikke spørger mig. Men i lang tid er der stort set ingen der har villet være sammen med mig. Det er ihvertfald ikke det, de har givet udtryk for. Jeg vil sætte stor pris på, hvis i vil svare 🙂
Hilsen pigen, der kun måske har venner..
