Kære Pige på 15 år
Mange tak for dit brev. Det lyder slet ikke rart, at der bliver talt dårligt om dig, at der går rygter, og at folk laver bræklyde til dig. Hvor er det bare godt, at du har skrevet herind, så jeg forhåbentlig kan hjælpe dig.
Det lyder slet ikke som om, at du bliver behandlet godt. Når folk går og laver rygter om dig og laver bræklyde til dig, så vil jeg faktisk kalde det for mobning. Der er ikke nogen, der skal finde sig i at blive mobbet. Derfor skal det også stoppes.
Jeg synes, at det vigtigt, at du får hjælp af nogle voksne. Jeg tænker, at det vil være en god ide, at fortælle det til dine forældre. De er dine forældre, og jeg tænker, at de rigtig gerne vil vide, hvordan du har det. Så kan de også hjælpe dig. Jeg tænker også, at det vil være godt at fortælle det til en af dine lærere. Det kan dine forældre hjælpe dig med, hvis du ikke selv har lyst til at fortælle det. Dine lærere har ansvar for, at alle eleverne har det godt. Faktisk har din skole pligt til at hjælpe, når der foregår mobning på skolen.
Det kan være, at din lærer kan tage en fælles snak med dig og din veninde i første omgang. Og efterfølgende med hele klassen om, hvordan man opfører sig overfor hinanden. Hvis der også er nogle fra de andre klasser, som snakker dårligt om dig og laver bræklyde, kan din lærer arbejde sammen med de andre lærere. Så kan de forskellige lærere snakke med de andre klasser om det. Du kan sige til din lærer, at du ikke vil have, at nogen får at vide, at du har fortalt det.
Du skriver, at K tog det hårdt. Folk reagerer forskelligt, når de bliver kede af det og såret. Nogle lukker sig inde i sig selv, og nogle kan blive vrede. Måske vendte K det til vrede og sårede dig fordi hun ikke vidste, hvordan hun skulle reagere. Det betyder ikke, at det i orden, det som hun har gjort. Det er det slet ikke. Men jeg kommer til at tænke på, om det mon kunne hjælpe, hvis du skrev til hende? Du kunne for eksempel skrive, at du er ked af, hvis du har såret hende. Du kan også skrive, at du er ked af, at det blevet sådan mellem jer. At det gør ondt, at der går rygter om dig nu, og der bliver talt dårligt om dig. Hvis du har lyst, kan du tilbyde hende at snakke om det, der skete. Måske har hun nogle spørgsmål til dig om, hvorfor du ville holde pause. Måske kunne sådan en snak skabe omkring rygter og den dårlige snak om dig.
Hvis du ikke synes, at det er en god ide, vil det måske være rart for dig at finde nogle nye venner. Jeg har snakket med flere, som faktisk har fundet nye venner i deres egen klasse. Nogle gange er der nemlig nogen, som man ikke rigtig har snakket med, fordi man har snakket meget med de samme. Måske er der nogen i din klasse, som du ikke kender så godt? Det kan også være, at du går til en sport med nogen, som du gerne vil lære bedre at kende? Du kan eventuelt invitere dem hjem til filmaften eller noget andet sjovt. Så kan I lære hinanden bedre at kende.
Jeg synes, at det er sejt, at du sagde fra overfor K. Det kræver styrke at sætte grænser og sige fra overfor andre. Den styrke har du. Jeg håber, at du har mod på at bruge noget af den styrke til at følge nogle af mine råd, så du kan blive fri for mobning og rygter.
Du er velkommen til at ringe eller skrive ind på 116111, hvis du har brug for at snakke mere med os
Kærlig hilsen
BørneTelefonen