Kære pige,
Tak for dit brev! Jeg er glad for, at du fortæller om din oplevelse, for det lyder som om, at den har været meget grænseoverskridende for dig. Jeg håber, at mit svar kan hjælpe dig.
Jeg kan godt forstå, at det har været en ubehagelig situation – jeg fornemmer helt klart, at du slet ikke var med på dét, drengen gjorde. Det er slet ikke OK, at han går over din grænse på den måde. Talte du og din veninde om det bagefter? Det kan nemlig være rart at tale med en, som var der, da det skete, og som måske kan hjælpe en med at sige fra.
Du fortæller, at du og drengen ellers var gode venner, og jeg tænker på, om I mon talte meget sammen i skolen før? Eller måske har I skrevet lidt sammen på SMS? Hvis I gjorde det, tænker jeg på, om du mon har mod på at prøve at sige eller skrive til ham, at det, han gjorde, ikke var rart – og at det gjorde dig rigtig ked af det, fordi I ellers var venner. Kunne du forestille dig, at det ville være rart for dig at få sagt fra over for ham på den måde? Og kunne du forestille dig, at han måske faktisk godt ville kunne forstå, at han gik over grænsen?
Jeg ved ikke, hvad drengen har tænkt, da han har taget dig på brystet, men jeg kan forestille mig, at han måske slet ikke har overvejet, hvordan det faktisk har været for dig – og måske er det eneste, han har tænkt på, at han ville være sjov over for hans ven. Det betyder ikke, at det er OK, og uanset hvad, er det vigtigt, at han får at vide, at han gik over din grænse.
Hvis du har lyst til det, kan du måske også sige det til en lærer på skolen? Måske vil det være rart, hvis en lærer hjælper dig med at tale med ham? Det kan også være, at I kan have en “klassens time”, som handler om, hvordan man behandler hinanden – og hvordan man finder ud af, hvad der kan gå over ens klassekammeraters grænser.
Hvis du har lyst, kan du vise din klasselærer dit brev til mig sammen med mit svar. Så kan det være, at din lærer har en god idé til, hvordan I kan få talt om det på en rigtig god måde.
Ellers er du også meget velkommen til at ringe til BørneTelefonen på nummer 116 111 eller skrive til chatten. Vi vil meget gerne tale med dig om det hele – og vi vil også meget gerne snakke lidt med dig om, hvordan du kan få snakket med drengen, din lærer – eller måske dine forældre, hvis du har lyst til det.
Stærkt af dig at skrive herind til brevkassen!
De bedste hilsner
BørneTelefonen