Kære du
Tak for dit brev. Jeg kan godt forstå, at du synes, det er irriterende, at du er mere stille, når du er sammen med dine venner. Også fordi man kan have det sådan, at det er dem man ”burde” kunne tale meget med. Omvendt kan det også være svært at skulle sige bestemte ting til ens venner, da de er så tæt på én. Det er modigt, at du har skrevet herind om det og jeg håber, at det her brev kan hjælpe dig med, hvordan du kan være mindre stille. Brevet er lidt langt, det håber jeg er okay.
Jeg ved ikke, om det er på grund af dine forældres skilsmisse og at du ikke ser din far så ofte, at du er blevet mere stille. Måske er det fordi du har meget at tænke på, som gør, at du trækker dig lidt, fordi det andet fylder. Det kan også være, fordi du på en måde kan være nervøs for, om dine venner vil blive ved med at være der – som en form for usikkerhed. Det kan også være, at det skyldes noget helt andet eller at du slet ikke har det på den måde.
Gad vide, om det er bestemte ting, du ikke har lyst til at sige eller om det er helt generelt, du har det sådan? Nogen gange kan man få det sådan, at man ikke har lyst til at sige noget, da man er bange for, hvordan de andre vil reagere, sige eller tænke. Har du det mon sådan eller er det på en anden måde? Du skriver også, at det er dem du er mest sammen med, som du er mest stille ved. For nogen kan det være sværere at skulle sige noget, som fylder meget eller som man synes er svært til dem, man er tæt på. Det kan være en følelse af, at når man siger det højt til dem, man kender godt, så er det virkeligt og noget man skal forholde sig til. Giver det mon mening?
En måde at gøre op med din situation, kunne være at tænke over noget, du skal sige til dine venner, når du ses med dem. Når du så ser dem, skal du fortælle om den ting, som du har planlagt at sige på forhånd. Det kan for eksempel være noget om dig selv eller noget du vil høre deres mening om. På den måde kan du mærke efter, hvordan det er for dig at sige mere. Det kan være, at det er en ’aftale’ som du har med dig selv i en uge, to uger eller en måned, indtil du føler, at det bliver en mere naturlig ting at sige mere, når du er sammen med dine venner. Det kan derfor være en måde at bryde mønsteret på. Hvad tænker du om det?
Måske er der en du kan tale med om det hele og som måske har gode råd til, hvordan du kan sige mere? Det kunne være en veninde, en fra din familie eller en helt anden, som kunne være god at tale med om det? Det kan være, at der er andre der har været i samme situation som dig.
Du skriver, at du ikke vil invitere nogen hjem, da du frygter tavsheden. En måde at ændre situationen på, kunne for eksempel være ved at starte med at invitere to veninder eller flere hjem, så du viser, at du gerne vil dem. Når I er flere, behøver du ikke være bange for tavsheden. Efter du har gjort det, kunne næste skridt eventuelt være at invitere en veninde hjem. Hvis du bliver nervøs for tavsheden, kan en hjælp måske være at have tænkt over, hvilke ting I kan lave sammen. Du kan se, hvordan det går og hvis du pludselig ikke føler, at det er så rart, så kan du foreslå at lave en af de ting, som du har tænkt igennem inden. Giver det mon mening og hvem vil du gerne invitere hjem efter skole?
Derudover tænker jeg også, at det kan være sådan, at man ikke bryder sig om tavshed, men at tavshed er en normal ting, når man taler meget sammen. Specielt hvis det er relativt nyt at ses sammen uden for skolen. Så skal man lige finde ud af, hvordan man er venner, når man ikke er på skolen. Nogle gange skal man lige have en ’tænkepause’, hvor man tænker over det der er blevet sagt. Andre gange er det måske fordi man venter på, at den anden siger noget. Det behøver ikke være et udtryk for, at man ikke har noget at tale om eller har det godt sammen. Hvad tænker du om det og måske kan det være en hjælp at have med i tankerne, når du ses med dine venner?
Jeg håber, at det her brev kan hjælpe med, at du fortsat ikke er mere stille end du har lyst til at være. Du er meget velkommen til at ringe ind til BørneTelefonen. Det kan sommetider være godt at få talt det igennem med en, som ikke er viklet ind i det hele. Nummeret er 116 111 og du vil være anonym.
Mange hilsner fra BørneTelefonen.
