Kære pige på 13 år
Jeg kan godt forstå, at du ikke synes det er rart at gå til gymnastik, når du græder hver gang. Det fortæller mig, at du tænker rigtig meget på, at du ikke har nogle at snakke med derhenne. Og at du bliver rigtig ked af det over det.
Men hvor er det bare ærgerligt, at du får det sådan. Du skriver, at du godt kan lide at gå til gymnastik. Og det er jo så dejligt. Men det betyder rigtig meget for dig, at du har nogle at snakke med, når du er til gymnastik. Og det kan jeg godt forstå.
Jeg tænker på, om der mon er en anden til gymnastik, som du synes er sød? Hvis der er en, som du har lyst til at snakke mere med, så tror jeg nemlig det kunne være en rigtig god ide. Selvom det måske kan være grænseoverskridende, hvis du ikke kender ham/hende.
Men du kan måske tænke på én, som du gerne vil snakke mere med. Når du skal til gymnastik næste gang, så kan du sige til dig selv, at du skal snakke med ham/hende. Du kan f.eks. sige, at du synes, det var et flot spring han/hun lavede. Du kan også spørge hvilken klasse han/hun går i. Eller hvor han/hun bor.
Du kan prøve at tænke på små sætninger, som du kan spørge om. Jeg tror, at han/hun vil blive rigtig glad for, at du kom hen og spurgte. Selvom det kan være grænseoverskridende, så kan det måske være det lille skridt der skal til, for at det bliver nemmere at snakke med andre.
Du skriver også, at du ikke har sagt noget til din far. Men jeg tænker alligevel på, at det måske er rart at han ved, at du faktisk er ked af det, når du skal til gymnastik. Måske kan han også komme med forslag til hvad du kan gøre.
Det kan også være, at du skal snakke med din træner om det. Hvis din træner ved det, så kan det være han/hun kan hjælpe dig til at komme til at snakke mere med de andre. Hvis I f.eks. skal være sammen to og to, så kan din træner sætte dig sammen med en, som du kan snakke godt med.
Bare fordi din træner får det at vide, så betyder det ikke, at de andre til gymnastik skal have det at vide. Du kan sige til din træner, at du rigtig godt kan lide at gå til gymnastik. Men at du synes det er svært at snakke med de andre, fordi du ikke kender dem så godt. Du kan sige, at du vil blive glad, hvis din træner kan hjælpe dig lidt på vej.
Hvis du synes det er svært at sige til din træner selv, så kan det være, at din far vil hjælpe dig. Tror du, at det er en mulighed?
Jeg håber meget, at du bliver glad for at gå til gymnastik igen. Hvis du har brug for at skrive eller snakke mere, så er du altid velkommen til at skrive eller ringe til BørneTelefonen igen på tlf. 116111.
Varme hilsner fra BørneTelefonen