Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Mit hovede er fyldt med tanker

Læs hele brevet
Svar fra

Børnetelefonen

Hej kære pige.

Hvor er det bare godt at du nu skriver ind til os på BørneTelefonen og på den måde får delt dine tanker og følelser.

Det kan virkelig være vanskeligt med veninder til tider. Man er som veninder meget tætte på hinanden, og man kan være meget følsom i sine teenage år. Venskaber betyder ekstremt meget, så når de ikke “går godt”, vil det bestemt fylde meget, som du oplever nu.

Når man føler sig holdt udenfor eller ikke “god nok”/”elsket nok” af sine veninder, gør det rigtig ondt. Og man tænker måske “hvad har jeg gjort galt?” Og “er der mon noget galt med mig?”

Men oftest kan man mærke en afvisning og negativ kemi imellem sig selv og sine veninder grundet misforståelser. Man får måske ikke snakket ud og fortalt hinanden, at det man lige sagde og gjorde måske ikke var ment så ondt, som det blev til. Eller også har man måske fået såret sin veninde, holdt hende udenfor eller andet, uden at man er klar over det. Man kan netop også gøre det med vilje grundet noget, som man selv er ked over. Og derfor vil man måske “give igen”.

Derfor er det så vigtigt, at man er åben og ærlig omkring sine følelser. Det bedste er, at man kan sige til hinanden, at man er rigtig ked af det, føler sig udenfor, ikke føler sig god nok osv. osv.

For så kan den anden komme med en forklaring og/eller have mulighed for at gøre noget anderledes en anden gang. På den måde kan man mange gange blive gode venner igen. Lige så vigtigt det er, at man er ærlig, når man er ked af det og får snakket ud om det – lige så vigtigt er det, at man kan tilgive hinanden.

Kan du måske snakke med hende din veninde om det hele og få forklaret hvor meget jeres venskab betyder for dig? Så kan I måske få “renset luften” og starte på en frisk?

Hvis tingene ikke bliver bedre, og man oftest føler sig såret og er uvenner med sin veninde, så skal man nogle gange også overveje om man måske har brug for at bygge nogle nye venskaber op i stedet for. Det er aldrig for sent at få nye veninder.

Det er en god ide at snakke med en voksen om dine tanker om “ikke at skulle være her på jorden mere” og om din selvskade. Det er nemlig oftest sådan, at man gerne vil væk fra det hele, når tingene gør for ondt. Eksempelvis når man bliver uvenner med sine venner. Men det er aldrig en god løsning. Der er så meget andet godt, at leve for. Som sagt kan man finde nye venner, og du har måske også en sød familie og nu en sød flirt?

Tro mig… Selvom tingene gør ondt og føles hårde lige nu – så vil dit liv se helt anderledes om ganske kort tid. Livet er langt. Der vil både være gode perioder og dårlige perioder. I de dårlige perioder er det vigtigt at du omgiver dig med mennesker, som elsker dig, og som kan støtte dig.

Har du måske ikke en sød tante, en god skolelærer eller måske dine forældre, som du kan snakke med omkring din veninde? Og som du generelt kan søge lidt støtte og omsorg ved, når det hele føles trist?

Man kan desværre blive afhængig af selvskade/cutting. Det kan blive et “redskab” til at tackle problemer med. Men det er langt fra et godt redskab for dig eller for nogen som helst andre. Det kan som sagt gøre dig afhængig og kan ikke fikse de egentlige problemer, som ligger bag. Når man er ung som du, er der mange ting som der fylder indeni. Det kan være rart at snakke med voksne, som forstår og som er vant til at snakke om de problemer, som kan fylde i unge pigers liv.

Kender du måske LMS? Her sidder der voksne rådgivere, som du gratis og anonymt kan snakke med. De sidder parate til at give gode råd til unge piger, som eksempelvis har tanker om selvskade. Det vigtigste er, at du får delt dine tanker og følelser med en voksen, som lytter. Hvis du vil læse mere, kan du klikke på dette link: LMS

Til sidst vil jeg ønske dig alt det bedste fremover. Vi er her for at hjælpe dig, hvis du får brug for os igen her på BørneTelefonen.

Kærlige hilsner fra BørneTelefonen.

Få endnu flere gode råd om Venner, veninder eller ensomhed

Venner er noget af det allerbedste! Men hvad gør man, hvis man er blevet uvenner med sin BFF? Hvis I er kommet op og skændes og der er drama, så kan det gøre en rigtig ked af det. Hvordan løser man så konflikten og bliver venner igen?

Måske har du en ven, som går igennem en svær periode? Fx oplever skilsmisse, sygdom i familien eller kærestesorger. Hvordan kan man så hjælpe sin ven bedst muligt?

Nogen gange kan kærlighed også påvirke venskaber. Hvad hvis man bliver forelsket i sin bedste ven? Skal man sige det eller håbe det går over? Og hvad hvis dig og din ven har det samme crush? Eller hvis du kommer til at kysse med din vens kæreste?

Det kan også være, du ikke har nogen venner eller ikke særlig godt kan lide dem du har? Måske du bliver holdt udenfor eller mobbet? Måske du føler din ensom og alene og ikke føler, du kan være dig selv.

Få svar på spørgsmålene ved at læse gode råd om hvordan du kan løse konflikter med dine venner eller få råd til, hvad du kan gøre, hvis du er forelsket i din ven. Du kan også se videoer og få tips til, hvordan du får nye venner eller du kan læse breve fra andre børn, og se hvilke råd de har fået.

Bekymret for din ven? Få flere råd til, hvordan du kan hjælpe

Har din ven fortalt dig, at der er noget, han eller hun synes er svært? Har du lagt mærke til, at din ven opfører sig anderledes end normalt? Eller er der noget helt tredje, der gør, at du bekymrer dig?

Der er mange forskellige måder at vise på, at man er ked af det. Nogle er ikke bange for at fortælle det. Mens andre holder det hemmeligt.

At gå rundt med nogle svære tanker skal ikke skjules. Men nogle gange kan det være svært at få sagt højt og gjort noget ved.

Det er derfor rigtig rart med gode venner. Venner kan hjælpe os, når vi er kede af det og få os i godt humør igen. Men husk på at når man er barn, er det aldrig dit ansvar at sørge for, din ven bliver glad igen. Det er de voksne, der skal træde til.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat