Kære pige på 14 år
Tak for dit brev. Hvor bliver jeg bare berørt af den måde, som du beskriver din veninde og hendes betydning for dig på. Det er helt tydeligt at mærke, at hun har en særlig plads i dit hjerte – og at du gerne vil beholde hende i dit liv.
Derfor kommer jeg sådan til at tænke på, om din veninde mon godt er klar over, at hun betyder så meget for dig? Jeg tænker på, om du har sagt det direkte til hende, at det fx er hende, ”der har betydet mest for dig”? For selvom det virker meget klart for dig, så er det jo slet ikke sikkert, at hun ved det. Jeg tror derfor, det kunne være rart for dig, hvis du fik fortalt det til hende, så du ikke skal være i tvivl om, hvorvidt hun kender dit syn på jeres venskab. Hvis du har lyst til det, kan du jo finde en god måde at få det fortalt på. Fx kunne du skrive et håndskrevet brev til hende eller måske sende et link til dit brev til brevkassen – så er der i hvert fald ingen tvivl om, at hun ved, hvordan du har det.
Det lyder til, at din veninde er flyttet en del – og derfor er det måske også svært at fastholde den samme slags venskab, som man kan have, hvis man fx ses hver dag i skolen. Men det betyder ikke, at man ikke godt kan opretholde et venskab. Det kan bare være, at det skal være en anden slags venskab. Måske har din veninde svært ved at fastholde ”langdistance-venskabet” på den måde, som det er nu. Måske fordi det i en travl hverdag kan være svært at holde kontakt til nogen, man ikke ser i dagligdagen.
Det er ikke sikkert, at det er noget for jer, men det kunne jo være, at I kunne tale om, hvordan I fortsætter med at være en del af hinandens liv. Måske skal I tænke lidt anderledes, end I tidligere har gjort. Fx kunne det være, at I skulle lave en årlig begivenhed, hvor I mødes? Måske har din veninde familie i Danmark og stadig besøger Danmark indimellem? Hvis ikke, kan I jo også overveje, om I skal lave en lille ”opsparing”, hvor I lægger et lille beløb til side, så I måske 1 gang om året kan besøge hinanden? Det er da en mulighed, som du kan overveje at foreslå.
Dog tror jeg, at det er vigtigt for dig, at din veninde bekræfter dig. Forstået på den måde, at du må finde ud af, hvad hun tænker om jeres venskab – og den letteste måde at finde ud af det, vil være, hvis du gør det klart for hende, hvad hun betyder for dig. Gør du det, kan du sagtens ”forlange”, at hun også fortæller dig, hvad hun tænker om jeres venskab. Om det er noget, som hun vil være med til at holde i live.
Hvis ikke, skal I finde en god og ordentlig måde at lade kontakten ”flyde ud” – forstået på den måde, at I jo har en masse minder fra tidligere, som I altid vil dele sammen, og det gør, at I altid vil have en særlig plads i hinandens hjerter, også selvom venskabet ændrer form og måske bliver en anden slags venskab i fremtiden.
Jeg håber, du har fået nogle ideer til, hvad du kan prøve. Husk, at du altid er velkommen til at kontakte BørneTelefonen på 116111, hvis du har brug for det.
De bedste hilsner
BørneTelefonen