Brev

Min veninde spilder sit liv på at babysitte sin mor

[Stednavne i brevet er ændret af redaktøren for at sikre pigens anonymitet]

Hej, jeg skriver da jeg er ved at blive ret fortvivlet og bekymret på min bedste venindes vegne. Hun har været min bedste veninde siden vi var 13 og vi havde en skøn tid sammen, hvor vi besøgte hinanden often og delte næsten alt med hinanden. Vi havde begge en fortid med enten mobning, eller ikke at passe ind, så vi hjalp hinanden lidt på benene igen. Det blev også tydeligt, at hun var fars lille pige og at hendes mor altid gik og bekymrede sig om de mindste ting. Dog heldigvis kunne hendes far altid “lægge et log på” og berolige hende.

Da vi så blev omkring 15 år gamle, gennemgik hendes forældre en skilsmisse. Jeg var overrasket over at hun intet havde sagt, før flere uger efter, men forstod også at det måtte have været svært for hende, så jeg bebrejdede hende naturligvis ikke. Dog, jeg lagde mærke til at hun blev mere og mere stille. Hun har altid været relativ stille, men ikke på en indelukket måde. Jeg tænkte at hun bare havde brug for tid, og at jeg bare skulle være en god ven for hende. Så jeg snakkede naturligvis med hende, om ting, der kunne få hende på andre tanker. Jeg ved ikke selv hvordan det føles at være et skilsmissebarn, så jeg turde aldrig at prikke til hende. Jeg ville ikke tvinge hende til noget, hun ikke følte sig klar til.

Efter 9. Klasse startede vi i skole i forskellige byer, men bevarede stadig kontakten. I 2016 endte jeg med at flytte fra byen og vi startede begge på hver vores gymnasier. Hun bor i X og jeg bor i Y. Det blev sværere at finde tid til hinanden, men når vi gjorde, var det altid hjemme hos hende. Jeg undrede mig altid, men stillede ikke spørgsmål. På et tidspunkt, da jeg sad på hendes værelse, sagde jeg “Jeg synes, at vi har gjort det til en vane, altid at være glade omkring hinanden. Det føles langsomt som om vi ikke længere rigtig snakker om ting, der går os på. Jeg føler langsomt at vi ikke rigtig kender hinanden på samme måde.” Til min store overraskelse, var hun enig og hun endte, for første gang, med at åbne op omkring hendes forældre.

Hun fortalte mig, meget frustreret, at hendes far var en kæmpe nar. At han havde sagt, at han havde brug for tid til sig selv, og derfor gerne ville skilles. Der gik kun 2 uger, så var han flyttet sammen med en ny kæreste. Min veninde var sikker på, at han måtte have haft noget kørende på sidelinjen i laaang tid, da 2 uger er rimelig hurtigt at flytte sammen med nogen. Hun fortalte om hvordan hendes far, forgæves, forsøgte at få hende til at blive en del af hans nye familie, når hun kun var interesseret i at tilbringe tid med ham. Han skældte hende også ud, når hun ville tidligere hjem, for at tilbringe søndag aften med hendes mor. Til hendes 18-års førdseldag, da hun kom hjem fra en gåtur med hunden, så hun hendes far banke på deres dør. Hun løb. Hun panikkede.

Jeg var så lykkelig over at hun endelig åbnede op omkring disse ting, især fordi hun ingen havde at snakke med. Hendes mor kunne ikke holde til at man overhovedet nævnte faren. Hun skulle også altid gå og være hendes mors solstråle, når det i virkeligheden er hendes mors job, at får sin datter til at stråle. Henover årene, når min veninde snakker om sin far, er hun kun blevet mere og mere bitter. Hun er desideret panisk angst for at se ham igen og jeg tror det er hendes mor, der smitter af på hende. Hvis du spørger mig, er hun ikke bange for at se hendes far. Hun er bange for, hvordan hendes mor vil tage det.

Nu er vi 21, snart 22 år og jeg har ikke set min veninde i 2 år. Hver gang vi aftaler noget, bliver hendes mor pludselig syg. Hun besøgte mig 1 gang for 3 år siden, men kunne ikke blive natten over, da hun ikke ville risikere, at hendes mor fik et angstanfald, mens hun var væk. Hun har måtte aflyse udflugter, som hun har glædet sig til, fordi hendes mor havde brug for hende. Hun gør ALT derhjemme. Hun arbejder, vasker tøj, køber ind, laver mad, gør rent etc. mens hendes mor sidder på sofaen og snakker med hunden.

De gange jeg har været på besøg, har vi ikke kunne se en film alene, gå ture uden at moren holder om hendes arm, eller hyggesnakke uden at moren sætter sig ved bordet. (Og den mor kan kun brokke sig og jamre om alting) OG JEG ER VED AT BLIVE GODT TRÆT AF DET. Hun er en voksen pige og den kvinde røver hendes unge år væk og jeg kan ikke holde til det mere.

Hun havde også en plan om at studere i en anden by, bo i et fint kollegie og så have hendes mor i nærheden. Nu ser det dog ud til at moren skal med og de har ikke kunne finde en lejlighed, da de også har en hund at tænke på. Min veninde har også et håb om at hendes mor får det bedre, så snart de er flyttet, da de så ikke behøver at leve i frygt for, at hendes far dukker op.

Jeg vil så gerne sige “Hun er ikke dit ansvar. Jeg ved godt det er din mor og at du elsker hende, men hun kan ikke forvente at du altid vil passe og pleje hende. Bare smut! Du kan bo hos mig, hvis det er. Hvis du ikke gør det før eller siden, vil du og jeg, om vi vil det eller ej, miste hinanden.” Jeg har forsøgt at prikke til hende, men hun forstår det ikke. Hun bliver kun mere indelukket og forsøger at forsikre mig at jeg ikke skal bekymre mig om hende og at hun har det godt… Hun har også indrømmet at hendes mor overdriver og har hendes overreaktioner…. Men hun kan bare ikke se, hvordan det går udover hende selv. Måske kan hun, men tør ikke gøre noget ved det. Jeg ved bare ikke hvad jeg kan gøre. Jeg vil jo heller ikke gøre livet hårdere for hende

Pige, 21 år

Læs hele brevet

Svar fra

Børnetelefonen

Kære Du

Når jeg læser dig brev, er der to ting, der slår mig.

For det første, hvor sød og omsorgsfuld en veninde, du er. Du udviser så stor kærlighed og omsorg til din veninde. Og du har så fin en forståelse for de mekanismer, der er på spil i hendes liv. Jeg er ret sikker på, at du ser helt rigtigt, når du skriver, at din veninde ikke er bange for at se hendes far. Hun er bange for, hvordan hendes mor vil tage det. Og når du skriver, at din venindes mor røver hendes unge år væk.

Det andet, der slår mig er, hvor alvorligt det står til for din veninde. Jeg får fornemmelsen af, at din venindes mor er alvorlig psykisk syg, og at din veninde desværre bliver fanget i det. Du har derfor også helt ret i, at der er noget alvorligt galt i deres relation. Den er byttet rundt, sådan at din veninde er den voksne for sin mor. Du beskriver det meget fint, når du skriver: Hun skulle også altid gå og være hendes mors solstråle, når det i virkeligheden er hendes mors job, at får sin datter til at stråle.

Når jeg læser din beskrivelse af din venindes liv, så lyder det til, at hun har virkelig brug for hjælp. Hun er nu voksen, men har jo levet i dette i mange mange år. Derfor er hun måske også selv blind for meget af det.

Du er bekymret for, om du vil gøre livet hårdere for din veninde ved at være ærlig overfor hende. Men nej, du kan ikke gøre det hårdere. Det er allerede alt for hårdt. Og selvom det kan være svært, når nogen er ærlig overfor en, så er det også en stor lettelse at blive set. Inderst inde ved din veninde sikkert godt, at den er helt gal. Men hun har nok svært ved at se en vej ud. Mon ikke hun trænger til, at nogen ser, hvor meget hun har kæmpet?

Jeg vil derfor råde dig til at tale ret direkte med hende. Måske vil det være godt for dig at skrive et brev først. For dernæst at ringe hende op.

Du kan jo skrive, at du har skrevet her til BørneTelefonen og bedt om hjælp, fordi du er bekymret for hende. Hvis du skriver ligesom, du skrevet her i brevet til os – så tror jeg virkelig at din veninde vil kunne mærke din omsorg. Og din lyst til at hun får det bedre. For den stråler stærkt igennem i dit brev. Alternativt kan du vedlægge brevet.

Du kan også vedlægge svaret her fra mig. Måske kan det hjælpe din veninde også at høre fra BørneTelefonen, at hun bære et alt for stor ansvar og en alt for tung byrde på sine skuldre. Hun lever jo slet ikke sit eget liv. Men morens liv – der lyder til at være fuld af frygt. En frygt som gør, at din veninde lever med stor social kontrol. Det kan man få hjælp til. Se fx her

Det er vigtigt at sige, at din venindes mor sikkert ikke behandler din veninde så skidt med vilje. Hun er måske slet ikke klar over, hvor mange begrænsninger hun kommer til at sætte op for sin datter. Jeg er jo ikke læge, så jeg kan ikke diagnosticere, men det lyder til, at moren har det rigtig skid. Derfor fortjener hun selvfølgelig også hjælp. Det håber jeg, at hun vil få.

Din veninde får sikkert også brug for hjælp fra professionelle for at bryde det mønster, hendes mors liv har givet hende. Hos psykiatrifonden vil hun kunne få god hjælp og rådgivning. De ved rigtig meget om, hvordan det er at leve med en mor, der lader til at have en psykisk sygdom. Du kan se mere her. Og måske kan du sammen med din veninde kontakte dem.

Ved at kontakte sin egen læge kan veninden få en henvisning til en psykolog. Jeg tror, det vil kunne hjælpe hende at tale med en professionel.

Det lyder til, at din veninde har tillid til dig. Det lyder også til, at du tidligere har gode erfaringer med at bryde den “tavshed”, som gjorde. at I havde fået en vane med altid at være glade omkring hinanden, som du skriver. Du har altså allerede gode erfaringer med at være den, der insisterer på at tale om det, der er svært.

Du har allerede forsøgt at “prikke” til hende. Men jeg tror, at tiden er inde til at være helt tydelig og direkte. Du har faktisk allerede formuleret nogle af de vigtigste sætninger, når du skriver:

“Hun er ikke dit ansvar. Jeg ved godt det er din mor og at du elsker hende, men hun kan ikke forvente at du altid vil passe og pleje hende.

Hvis du samtidig ærligt og omsorgsfuld fortæller hende, at du er bange for at miste hende, men kan mærke, at det kommer til at ske, hvis moren fremover også vil dominere jeres venskab – så håber jeg, at hun vil lytte til dig.

Din veninde bærer et stort og urimeligt ansvar. Det er trist at læse, og jeg forstår virkelig godt, at du gerne vil hjælpe hende.

Jeg fornemmer, at du vil gå langt for hende. Hun er meget heldig. Men jeg forstår også, at du ikke kan gå meget længere. I har jo ikke et venskab, når moren altid er med på sidelinjen. Samtidig må det være meget smerteligt at være vidne til, at din veninde har det så svært. Derfor er det også vigtigt, at du bliver passet på i det her.

Jeg vil derfor også råde dig til at tale med nogen om det. Måske dine forældre? Og måske vil du også have glæde af at tale med Psykiatrifonden. De vil sikkert også kunne råde dig til, hvordan du bedst hjælper din veninde men samtidig passer på dig selv.

Jeg håber virkelig, at din veninde får hjælp. Og sit eget liv. Det fortjener hun. Og så håber jeg, at jeres venskab vil blive styrket af, at du er ærlig overfor hende. Bedre veninde end dig kan jeg næsten ikke forestille mig.

Jeg sender jer begge de største knus og gode tanker for fremtiden.

Ring endelig, hvis du får brug for mere hjælp. Du kan ringe til os på 116111.

Kærlig hilsen

BørneTelefonen

"det kender jeg godt" få gode råd fra panelet

Er din ven ked af det, og bekymrer du dig? Få råd til, hvordan du kan hjælpe din ven.

podcast

lyt til afsnit

"alene" hør andres fortællinger

Hør 14-årige Pelle og DJ og producer August Fenger, også kaldet ELOQ, tale om vennegrupper, og ikke at lade sig styre af andres opfattelse af en selv.

podcast

lyt til afsnit

Få endnu flere gode råd om Venner, veninder eller ensomhed

Hvad gør man, hvis man er blevet uvenner med sin BFF? Måske har du en ven, som går igennem en svær periode?

Det kan også være, du ikke har nogen venner eller ikke særlig godt kan lide dem du har? Måske du bliver holdt udenfor eller mobbet? Måske du føler din ensom og alene og ikke føler, du kan være dig selv.

Få svar på spørgsmålene ved at læse gode råd om hvordan du kan løse konflikter med dine venner eller få råd til, hvad du kan gøre, hvis du er forelsket i din ven. Du kan også se videoer og få tips til, hvordan du får nye venner eller du kan læse breve fra andre børn, og se hvilke råd de har fået.

Læs mere her

Bekymret for din ven? Få flere råd til, hvordan du kan hjælpe

Har din ven fortalt dig, at der er noget, han eller hun synes er svært? Har du lagt mærke til, at din ven opfører sig anderledes end normalt? Eller er der noget helt tredje, der gør, at du bekymrer dig?

Der er mange forskellige måder at vise på, at man er ked af det. Nogle er ikke bange for at fortælle det. Mens andre holder det hemmeligt.

At gå rundt med nogle svære tanker skal ikke skjules. Men nogle gange kan det være svært at få sagt højt og gjort noget ved.

Det er derfor rigtig rart med gode venner. Venner kan hjælpe os, når vi er kede af det og få os i godt humør igen. Men husk på at når man er barn, er det aldrig dit ansvar at sørge for, din ven bliver glad igen. Det er de voksne, der skal træde til.