Kære pige på 15 år Tak for dit brev. Du lyder som en rigtig god ven, der er rigtig bekymret for, at din veninde skal blive såret og ked af det. Jeg kan godt forstå, at du er i tvivl om, hvad du skal gøre.
Du skriver, at din veninde godt ved, at fyren hun er sammen med ikke ligger noget i det. Jeg tænker derfor, at det måske er noget I allerede har talt om? Hvis dig og din veninde ikke allerede har talt om det, tænker jeg at det kunne være en god start. Har du mon fortalt din veninde at du er rigtig bekymret for at hun skal blive såret og ked af det? Og bekymret for, at hun måske kommer til at gøre noget hun ikke har lyst til med fyren, fordi hun så gerne vil have at han bliver vild med hende?
Selvom din veninde nok bliver ked af at høre det, vil det måske på den lange bane, være en hjælp for hende at du fortæller, hvad fyren har fortalt dig, på en måde, hvor hun forstår, at du siger det for at passe på hende - fordi hun betyder meget for dig... Hvordan tror du, at hun ville reagere hvis du fortalte hende det?
Du skriver, at din veninde er begyndt at holde fester med masser af alkohol og ting og sager. Jeg tænker på, hvad du mon mener med ”ting og sager”? Er det måske hash eller andre stoffer? Eller er det måske slet ikke det du mener? Jeg kan godt forstå, at du er bekymret for at din veninde pludselig er begyndt at drikke meget alkohol og det lyder som om, at hun kan blive meget fuld.
Det er ikke unormalt, at man som teenager begynder at interessere sig for alkohol og måske nogle gange bliver fuld, men det er vigtigt,at det ikke tager overhånd. Er det mon noget som du har sagt til hende? Hvis du er bekymret for hende og oplever, at hun drikker rigtig meget alkohol, kunne du også inddrage nogle voksne i det. Det kan være rigtig svært at inddrage nogle voksne, uden at din veninde bliver vred på dig og måske føler sig svigtet. Måske du kunne tale med dine egne forældre om det, uden at fortælle dem hvilken veninde det drejer sig om?
Hvis dig og din veninde f.eks. går i klasse sammen, kunne du fortælle dine forældre, at der er nogle fra din klasse som er begyndt at drikke rigtig meget alkohol. Du kan fortælle dem, at du ikke ved hvad du skal gøre ved det og spørge om det er i orden , at de andre drikker så meget. Så kunne dine forældre tale med de andre forældre i din klasse, og din venindes forældre kunne på den måde måske blive lidt mere opmærksomme på hvad der foregår. Det kan også være, at du kender dine forældre godt og ved, at de ville hjælpe dig med dilemmaet om at passe på din veninde, og en af dem vil snakke med en af din venindes forældre - måske den der virker mest rolig?
Hvis de ”ting og sager” som du nævner er hash eller andre stoffer, så synes jeg at det er rigtig vigtigt, du inddrager nogle voksne i det, også selvom din veninde bliver vred på dig. Hvis din veninde er begyndt at ryge hash eller tage andre stoffer, har hun brug for, at der er nogle voksne som hjælper hende hurtigst muligt. Det kunne f.eks. være dine forældre du fortalte det til eller jeres lærer, hvis I går på samme skole. Det kan være en god idé, at fortælle din veninde, hvad du har tænkt dig at gøre, for måske hun så selv fortæller det til sine forældre? Eller måske du kan hjælpe hende med at fortælle det til sine forældre?
I forhold til fyren som hun godt kan lide, skriver du at hun både har kysset og har haft sex med ham. Det lyder som om, at det er noget I kan tale om? Det synes jeg, er rigtig godt. Du kan desværre ikke beskytte din veninde og sikre at hun ikke har sex med nogen, som hun fortryder bagefter, men det kan nogle gange være en hjælp, at høre hvad andre tænker. Derfor tænker jeg, at det er en hjælp for din veninde, at hun hører hvad du tænker omkring sex og hvordan du f.eks. ikke har lyst til at have sex med nogen, som du ikke er sikker på kan lide dig. Det kan måske sætte nogle tanker i gang hos din veninde, uden at det er dig som har fortalt hende, hvad hun skal eller ikke skal.
Jeg håber, at mit svar har sat gang i nogle tanker og idéer til, hvad du kan gøre i den svære situation du står i. Måske har mit svar også sat gang i endnu flere tanker og bekymringer hos dig? Hvis du har lyst til at tale mere om det eller om noget helt andet, er du altid velkommen til at kontakte BørneTelefonen på 116 111, du kan ringe eller sms'e eller log på chatten.
Mange Hilsner BørneTelefonen