Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Min bedste veninde har ændret sig meget

Hejsa
Jeg er en pige på 13 år
Det her brev bliver nok ret langt.

Her det sidste års tid har min bedste veninde ændret sig helt vildt meget. Lad os kalde hende “F”.

F er virkelig blevet en helt anden person både udenpå og indeni.
Vi har bare overhoved ikke nogen af de samme interesser længere og kan egentlig ikke se noget grund til at vi stadig kalder hinanden “bedste veninder”.
Når jeg fx kigger på nogen af mine andre gode veninder, så kan jeg tydeligt mærke at vi har mange flere af de samme interesser og så har jeg det egentlig bare meget sjovere og bedre sammen med dem.

Fx gik vi dengang vi var virkelig gode veninder til fodbold sammen, men i dag er hun virkelig en person som bare hader sport og istedet sidder hun med sin telefon hele dagen lang, hvis nu at vi er sammen. Dog er jeg en meget sporty person.
Det er ikke fordi at det er en dårlig ting at hun ikke kan lide sport mere, da det nok er ret normalt. Men F og jeg har bare ingen af de samme interesser længere, og overhoved ikke den samme stil.

Og jo man må selfølgelig gerne være forskellige men for mig er det bare et kæmpe skift.

Jeg har nogen gange lyst til bare at sige til F at vi måske bare skal holde en pause fra det der med bedste veninder.

Vi har lige fået blandet klasser, og F og jeg er selfølgelig kommet i samme klasse, hvilket jo også er fint, hun er bare sådan en person som ikke får venner specielt nemt. Hvilket måske giver ret så god mening da F virkelig kan være tarvelig mod mange. Det er noget af det som jeg ikke synes er rart, da jeg ikke gider at give det indtryk på folk at jeg er ligesom hende.

Det lyder måske lidt ondt, men jeg får det virkelig dårligt hvis hun siger et eller andet til nogen som ik er specielt sødt, da jeg mere er den type som hellere vil have at folk får et godt indtryk af mig, og så vil jeg selfølgelig gerne have en masse venner. Det får man måske ik liiiige når man har en veninde der går rundt og kalder folk “grimme” og alt muligt mega tarveligt uden nogen rigtig grund.

Så tænker man måske: men hvorfor går du så ikke bare væk fra hende når hun gør sådan noget? – det kan jeg ikke.
Hun hænger virkelig op ad mig. Og når jeg snakker med hende om at jeg måske ik synes at det er specielt rart, det hun gør, så griner hun bare ad mig.

Nogen gange kunne det være rart at jeg måske kunne være lidt mig selv, så andre ik får et dårligt indtryk af mig.
Men jeg ved ik hvordan at jeg skal fortælle hende at jeg egentlig ik har lyst til at være hendes bedste veninde på en okay måde, uden at hun bliver ked af det. Hun er jo som sagt ikke lige den type som snakker med andre og får nye venner med det samme.

For det meste går det mere sådan at jeg får nogen venner, og så får hun bagefter de samme venner som mig, da hun bare følger mig.
Derfor kan jeg jo heller ikke lige sådan bare tage en pause fra hende, da hendes venner jo også lidt er mine. Fx hvis jeg skal være sammen med nogen af mine venner, skal F jo også være med.

Det ville jo være lidt ondt ikke at invitere hende.

Men jeg er virkelig glad for mange af mine andre venner. Vi har det virkelig godt sammen, det er bare ikke altid fedt når F kommer med alle de onde kommentarer som hun jo gør samtidig med at hun hænger op af en.

Har snakket en smule med mine forældre om det, men ikke sådan helt vildt meget. F har jo været min mega gode veninde engang, så mine forældre vil nok tænke at jeg overdriver lidt.

Når jeg snakker med nogen af mine andre gode veninder om det, så kan de sagtens forstå mig, ved bare ikke hvad man kan gøre ved det uden at F bliver ked af det.

Wow den blev lang, håber at det var til at forstå nogenlunde.

Hvordan skal jeg fortælle hende, at jeg ikke rigtig har lyst til at hun hænger op ad mig og at jeg ikke synes at det er rart med alle de tarvelige ting hun siger til folk, uden at hun bliver sur eller ked af det?

Vil bare gerne have at folk ikke tænker de sammen ting om mig som de måske tænker om hende.

Pige, 13 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 13 år

Jeg forstår, at det er rigtig svært. Og jeg kan virkelig godt se, at det er et stort dilemma. Et dilemma mellem hvad du har brug for og ønsker dig af et venskab, og at du heller ikke vil såre eller gøre F ked af det.

På den ene side har du et godt venskab bag dig med F. Og du beskriver også, at selvom I måske har udviklet jer i hver sin retning, fået nye interesser, stil osv., er det egentlig ikke dét, der skal være afgørende for, om I fortsat kan være venner.

Jeg vil give dig helt ret. Man kan sagtens være venner, selvom man fx ikke deler interesser eller klæder sig ens. Måske kan det endda være rigtig godt også at være venner med nogen, der ikke ligner en selv altid.

På den anden side beskriver du også, at du oplever det som ubehageligt, når hun siger onde og tarvelige ting om og til andre omkring jer. Det forstår jeg, og det er helt okay, at du ikke synes det er fedt. Faktisk tænker jeg, at du skal holde fast i den mavefornemmelse, der siger dig, at du ikke bryder dig om når hun behandler folk, sådan som hun gør.

Dit brev fortæller mig nemlig også, at det betyder meget for dig at have mange gode venner omkring dig, men også at behandle andre godt og være en god ven og kammerat overfor andre. Det er nogle virkelig gode egenskaber, du har der!

Indtil videre tænker jeg, at du allerede har gjort alt det rigtige:

  • Jeg kan se i dit brev, at du har gjort dig mange tanker omkring hvad du ønsker dig i et venskab og hvilke udfordringer og dilemmaer, der er i dit venskab med F.
  • Du har delt dine tanker og frustrationer omkring dit venskab med F, både med dine andre venner, men også dine forældre.
  • Du har prøvet at fortælle F, når du synes at hun opfører sig dumt eller siger tarvelige ting til andre.
  • Og så har du skrevet brevet her, hvor du søger råd.

Det hele er rigtig flot og modigt – og du kan sagtens give dig selv et klap på skulderen! Især synes jeg det er sejt, at du har sagt fra overfor F, når hun har sagt onde ting.

Vi ved nemlig fra BørneTelefonen, at når man oplever, at nogen taler grimt til en, så er noget af det, der virker allerbedst og er rarest, at der er andre børn eller unge, der siger fra eller hjælper. Og det er jo det, du har gjort!

Når det så er sagt, så tænker jeg, at det ikke skal være dit ansvar alene, hvordan F opfører sig og taler til de andre fx i klassen. Derfor kan det måske være en god idé at snakke med en lærer. Sådan at de kan hjælpe til, så der ikke bliver talt grimt og at det er rart og trygt for alle at være i skolen. Det er nemlig lærernes ansvar.

Mon du kan prøve at tale med en af dine lærer omkring, hvordan du har det med F? Og hvordan hun snakker til andre, samt at du har forsøgt at sige fra overfor det, men har brug for hjælp. Det kan være en god idé at aftale et tidspunkt at snakke med læreren på, sådan så du ved, at læreren har god tid. Du kan også overveje, om du vil vise din lærer brevet her og mit svar.

Jeg tænker også, om du mon skal tage endnu en snak med dine forældre? Måske har de engang selv oplevet noget lignende? Og måske kan de også være en god støtte, hvis du skal snakke med en lærer.

Måske kan du igen prøve at fortælle F, at du ikke synes det er rart når hun snakker grimt til de andre. Du kan måske også i situationen sige sådan noget som; ”Det var ikke særlig sødt sagt”, ”det er ikke rart for ham/hende, at du siger sådan noget” eller ”det er ikke rart for os andre at høre på, at du snakker sådan til andre”. Alt sammen er bare eksempler, som jeg håber, du kan bruge.

Du spørger også, hvordan du skal fortælle hende, at du gerne vil have lidt plads og tid til andre. Jeg tænker, at det bedste du kan gøre er at være ærlig, men selvfølgelig sige det på en sød måde til hende. Præcis sådan som du har gjort i brevet her.

Fx kan du fortælle hende, at du også har fået andre venner, som du gerne vil bruge mere tid sammen med.

Men sådan som jeg fornemmer det, er det allerstørste problem for dit venskab med hende, at hun snakker grimt til andre og til tider er tarvelig overfor andre.

Hvis det er rigtigt forstået? Så kan du måske fortælle hende, at det er dét, du ikke bryder dig om, og derfor gerne vil at hun tænker over det og laver om på det, hvis du skal blive ved med at være gode venner med hende. Det er fx okay at sige, at det bekymrer dig, hvis de andre får en idé om, at du er på samme måde. For sådan har du ikke lyst til at være.

Sådan giver du hende altså også en mulighed for at ændre på det, hvis hun stadig gerne vil blive ved med at være rigtig gode venner med dig.

Hvis du uanset hvad kan mærke, at du har brug for mere tid til dine andre venner, så er det også okay at sige det til F. Man kan både være gode og bedste veninder, og samtidig have brug for at bruge tid sammen med andre end den ene.

Jeg håber, at du kan bruge mine råd – og at du holder fast i dine ønsker og værdier om, at du vil behandle dem omkring dig godt og være en god ven og kammerat.

Kærlig hilsen BørneTelefonen

Få endnu flere gode råd om Venner, veninder eller ensomhed

Venner er noget af det allerbedste! Men hvad gør man, hvis man er blevet uvenner med sin BFF? Hvis I er kommet op og skændes og der er drama, så kan det gøre en rigtig ked af det. Hvordan løser man så konflikten og bliver venner igen?

Måske har du en ven, som går igennem en svær periode? Fx oplever skilsmisse, sygdom i familien eller kærestesorger. Hvordan kan man så hjælpe sin ven bedst muligt?

Nogen gange kan kærlighed også påvirke venskaber. Hvad hvis man bliver forelsket i sin bedste ven? Skal man sige det eller håbe det går over? Og hvad hvis dig og din ven har det samme crush? Eller hvis du kommer til at kysse med din vens kæreste?

Det kan også være, du ikke har nogen venner eller ikke særlig godt kan lide dem du har? Måske du bliver holdt udenfor eller mobbet? Måske du føler din ensom og alene og ikke føler, du kan være dig selv.

Få svar på spørgsmålene ved at læse gode råd om hvordan du kan løse konflikter med dine venner eller få råd til, hvad du kan gøre, hvis du er forelsket i din ven. Du kan også se videoer og få tips til, hvordan du får nye venner eller du kan læse breve fra andre børn, og se hvilke råd de har fået.

Bekymret for din ven? Få flere råd til, hvordan du kan hjælpe

Har din ven fortalt dig, at der er noget, han eller hun synes er svært? Har du lagt mærke til, at din ven opfører sig anderledes end normalt? Eller er der noget helt tredje, der gør, at du bekymrer dig?

Der er mange forskellige måder at vise på, at man er ked af det. Nogle er ikke bange for at fortælle det. Mens andre holder det hemmeligt.

At gå rundt med nogle svære tanker skal ikke skjules. Men nogle gange kan det være svært at få sagt højt og gjort noget ved.

Det er derfor rigtig rart med gode venner. Venner kan hjælpe os, når vi er kede af det og få os i godt humør igen. Men husk på at når man er barn, er det aldrig dit ansvar at sørge for, din ven bliver glad igen. Det er de voksne, der skal træde til.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat