Kære du
Øv, det kan jeg godt forstå, at du bliver rigtig ked af. Det er aldrig sjovt at miste en af sine gode veninder og da slet ikke på den måde.. Det lyder også til at være en lidt hård måde du fik det af vide på..
Jeg kan ikke helt se, om L og S er nogen fra din klasse eller nogen du kender et andet sted fra? Men måske gør det heller ikke den store forskel..? Lige nu er det bare smadder ærgerligt, at L har valgt at være bedste veninde med S i stedet for dig!
Selvom du lige nu kan synes, det er dit tab, at I ikke er veninder mere, så kan det nogen gange være meget godt at prøve tænke det omvendt... At det er L som har mistet noget meget værdifuldt, nemlig dig og dit venindeskab med hende. Tænk, at det er hende som går glip af alle de helt skønne ting og snakke, som du bidrager med når man er veninde med dig...
Måske er der nogen som siger, at du bare skal glemme hende og finde en ny bedste veninde.. Og det er måske også en mulighed, men nogen gange kan det også være meget rart, at give sig selv lov til at være mega ked af det og måske også lidt vred, indtil man kan mærke at den der klump i maven lige så stille bliver mindre..
Og lige pludselig en dag sidder du måske og griner og taler hemmeligheder med en anden bedste veninde.. Nogen gange, hvis vi presser os selv til at ignorere nogle følelser, så kan de komme til at fylde meget mere, end hvis vi bare lader dem være der og lader os selv være kede af det, når det er det vi har mest lyst til at være.
Der er jo også den mulighed, at du fortæller L, hvor ked af det du er blevet og hvad hun betyder for dig som veninde.. Måske vil det ændre på hendes valg af bedste veninde? Men måske skal du så have i baghovedet, at det kan være hun gør det samme igen og hvordan ville det mon være for dig?
Jeg synes, du er super sej til at sætte ord på dine følelser og at du skriver dem til os, gør dig bare endnu sejere.. Det er rigtig sundt at få sagt et højt øv og vise sine følelser, når der er nogen som gør os kede af det. Og det er jo lige præcis hvad du gør! Måske kunne du have brug for at snakke lidt mere direkte m,ed en rådgiver om hele forløbet? I hvert fald er du meget velkommen til at ringe til BørneTelefonen på 116 111.
De bedste hilsner fra
BørneBrevkassen