Kære du,
Tak for dit brev, hvor er du bare god til beskrive, hvordan det er at være dig. Det er da bare en rigtig sørgelig historie om to veninder, hvor alt er godt og så på grund af noget så voksent som en skolesammenlægning, så mister I hinanden, øv hvor er det bare ærgerligt. Jeg kan godt forstå, at du er rigtig ked af det og samtidig forvirret over hvad der skete, siden I nu slet ikke snakker sammen.
Det behøvede måske ikke være så sort og hvidt – altså at I enten er sammen hele tiden eller slet ikke... Måske kunne I havde været rigtig gode veninder, men samtidig have nye veninder i hver jeres klasse?
Jeg tror, du har ret i, at der ikke nødvendigvis kommer noget godt ud af og gå hen og spørge hvad du har gjort galt, for du har garanteret slet ikke gjort noget galt... Måske har din veninde været spændt på at starte i den nye klasse, og hun har måske haft brug for at ”sikre” sig nogle veninder inden skolestart, kunne det hænge sådan sammen?
Samtidig lyder det som om jeres venskab bare er gledet ud, uden I har fået talt om det, er det rigtig forstået? For så tænker jeg, at det kan være en god idé at du enten ved at spørge hende eller skrive til hende, fortæller hende at du savner hende og du har lyst til at I kunne begynde at være sammen igen ind imellem – og spørge om hun måske også har lyst til det? Og hvis ikke, ville det måske også være rart med et svar, hvorfor hun ikke har lyst til det?
Jeg håber selvfølgelig for dig, at hun også har savnet dig og har lyst til I skal ses igen, men hvis det nu ikke er sådan, så tror jeg stadig at du på sigt, vil føle en form for lettelse over at have fået spurgt hende og fået et svar. Så bliver det en afsluttet ting, som man stadig godt kan være rigtig ked af, men så behøver du i hvert fald ikke gå og vente på at det bliver anderledes eller undrer dig over hvorfor det er sådan... Måske bliver det også nemmere for dig at tænke på hende som en dejlig veninde, du havde engang og huske alle jeres gode timer, som dejlige minder.
Jeg tror, at mange mennesker oplever at miste bedste venner eller kærester, som gør ondt helt ind i hjertet og som du beskriver, kan medføre at man er så ked af det, at man kan have svært ved at styre sine tårer. Og det er benhårdt mens det står på, men måske er det også en påmindelse om at du har oplevet noget virkelig værdifuldt og dejligt, siden det gør så ondt at miste det. Hvis det nu havde været et ligegyldigt venskab, så ville du måske heller ikke være så ked af det nu..?
Hvis du har overskud til at give det en chance og spørge hende, om hun kunne have lyst til at ses en gang imellem, så tror jeg lige meget hvilket svar du får, at du vil opleve, at du langsomt bliver mindre ked af det, og det lige så stille kommer lidt på afstand...
Hvis du ikke får et positivt svar fra hende, så må du være stolt af dig selv for at have turdet spørge! Og så er det måske godt, hvis du kan nyde dine nye veninder og give dem al den gode energi og omsorg, du bærer på.
Jeg håber, du snart oplever dage uden tårer.
Og mange tak for de søde ord, det er godt at høre, at du kan bruge BørneBrevkassen.
Bedste hilsner fra
BørneBrevkassen
