Kære pige på 12 år,
Hun er heldig at have en veninde som dig. Du skriver, at hun kan være sød - og du kender hende rigtig godt. For har I kendt hinanden siden børnehaven.
Jeg fornemmer så tydeligt ' at du ikke vil være tarvelig' - men en god veninde. Du hun søgte ind, tænkte du endda 'hvis hun går op i det, er det fedt, så møder hun nogle, der har de interesser, hun har...'
Men det viste sig, at hun søgte ind - fordi du gjorde det!
Det er helt almindeligt, at man nogle gange godt kan blive træt af sine veninder. Det lyder som om, at du gerne vil være sammen med andre også. Hvor din veninde helst bare vil være sammen med dig.
Det er almindeligt, at man i perioder vokser lidt fra hinanden. Man vil måske prøve nogle forskellige ting. Man får forskellige interesser.
Og så kan der komme perioder, hvor man igen finder sammen om både gamle og nye interesser. Eller måske bare ser hinanden, fordi det føles godt, at nogen virkelig kender en.
Når man har kendt hinanden så længe, som I har, er det måske ikke en løsning bare give slip på venskabet. Det kan være, at I om nogle år kan få rigtig meget glæde af hinandens venskab igen. Mon det også er noget, du fornemmer?
Det kan være rigtig svært at tale med sine veninder om sådan nogle ting. Sådan tror jeg, at de fleste ville have det.
Men faktisk er det en god idé at tale om det. Selvfølgelig på en måde, så du ikke gør hende helt ulykkelig. For det lyder bestemt ikke som om, at det er det du ønsker.
Jeg tror sagtens, du vil kunne tale med hende om det. Måske kan du sige, at du er rigtig glad for jeres venskab. Måske kan du fortælle, hvad du rigtig godt kan lide ved jeres venskab. For eksempel at I griner meget, har kendt hinanden så længe, deler nogle interesser - eller hvad du nu tænker. Bagefter kan du sige, at du altså har brug for også at lave andre ting, end at være sammen med hende. Fortælle hende, at du stadig gerne vil være veninder, men at I ikke behøver at ses hver dag.
Når man starter på en ny skole, møder man en masse nye mennesker. Som ikke kender en, og derfor ikke ved, hvordan man er. Måske det faktisk bliver rart for dig, at din veninde også starter der. Så er der én, som kender dig.
Men samtidig har I begge to også mulighed for at skabe nye venskaber. Måske din veninde har valgt det samme som dig. Fordi hun godt kan lide trygheden i, at der er én hun kender. Og at trygheden faktisk hjælper hende, med selv at finde nogle veninder. Giver det mon mening?
Mange hilsner fra
BørneTelefonen