Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Jeg ved ikke hvem jeg er

Kære Børnetelefonen.

Jeg er en pige på 15 år, som har nogle identitetsproblemer.
I klassen og generelt ude i det sociale liv er der forskellige personer med forskellige personligheder.
Den sjove, den der dummer sig tit, den der ved alting.
Men jeg føler hverken jeg er det ene eller det andet og har faktisk svært ved at beskrive mig selv.
Derudover har jeg forskellige vennegrupper, som ikke rigtig kan sammen. Nogle gange vil jeg gerne være sammen med den ene og nogle gange den anden. Jeg føler mig meget splittet, da jeg ikke rigtig kan finde mig selv og vælge det ene frem for det andet. Det er lidt svært at være i begge, da den ene vennegruppe er “de populære” og den anden “nørderne”. Og de ser begge anderledes på mig, hvis jeg er sammen med dem fra den anden.

Egentlig kan jeg ikke helt sætte ord på, hvad det er mit problem er. Måske har jeg svært ved at se hvem jeg selv er, og finder mig meget splittet når jeg rækker ud, for at prøve på at finde ud af det.

Håber i kan hjælpe.
Mvh. 15-årig pige.

Pige, 15 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 15 år,

Tak for dit brev. Her beskriver du, hvor svært det er for dig at vide, hvem du er og at dine vennegrupper har vidt forskellige personligheder.

I din alder udvikler du dig fra at være barn til at blive et ungt menneske. Det er ikke altid nemt. Tværtimod. For de fleste føles tiden – fra barn til ung/voksen – som en usikker tid.

Oftest ønsker man at ligne alle de andre – og så alligevel ikke. I ungdomsårene møder man ofte mange forskellige mennesker, som man kan spejle sig i og mærke efter, hvem man har det godt sammen med.

Det lyder som om, at det er det, som du er godt i gang med. Du skal finde frem til, hvordan du er dig selv – og ikke lade andre bestemme, hvem du skal være. Det er vildt svært, og jeg kan godt forstå, at det kan føles som at være splittet.

Det er super stærkt af dig at have forskellige vennegrupper. Nogle gange er det skønt at være anderledes, og andre gange er det ikke så rart. Det er for nogle mennesker – det mest ’trygge’ – at have den samme ’slags’ vennegruppe.

Det er en kæmpe styrke at kunne omgås så mange forskellige mennesker, som du netop kan. Det er en stor og vigtig personlig kompetence. Fx når du skal have dig en uddannelse og videre ud i arbejdslivet.

Gennem livet vil det fortsætte med at du møder mange forskellige mennesker. Her vil du opdage, at der er mange mennesker, der også er i tvivl om, hvem de er. For hvem ved hvem de er? Og hvordan kan vi helt nøjagtig vide det?

Måske elsker vi solskinsvejr den ene dag, og den næste dag glæder vi os til sneen falder hen over os. Kan du mon følge mig i det? Og er det ikke OK, at vi hverken er det ene eller det andet?

Når du fortæller, at dine vennegrupper “de populære” og “nørderne” ser anderledes på dig, når du er sammen med dem fra den anden vennegruppe, så tror jeg, at de bliver mindet om det, som de selv har svært ved.

Hvad vil der mon ske, hvis du tager dette op og spørger i begge grupper? Du kunne fx spørge: ”Hvad tænker du om, at jeg også er gode venner med ’nørderne/ de populære’”?

Kan du måske forstille dig, at du får nogle svar, som du kan bruge? Du bliver i hvertfald klogere på, hvad de tænker. Og klogere på hvad du tænker om deres opfattelse af, at du er venner med mange forskelige.

Og hvem ved, måske bliver du også overrasket over, at de ligesom jeg synes, at det er stærkt af dig at have et så bredt netværk.

Det vigtigste er, at du fortsætter med at være dig selv og se de venner, som du har det godt sammen med. Så bliver du – gennem tiden – klogere og klogere på dig selv, og hvad du elsker ved livet.

Kærlige hilsner fra BørneTelefonen.

Få endnu flere gode råd om Venner, veninder eller ensomhed

Venner er noget af det allerbedste! Men hvad gør man, hvis man er blevet uvenner med sin BFF? Hvis I er kommet op og skændes og der er drama, så kan det gøre en rigtig ked af det. Hvordan løser man så konflikten og bliver venner igen?

Måske har du en ven, som går igennem en svær periode? Fx oplever skilsmisse, sygdom i familien eller kærestesorger. Hvordan kan man så hjælpe sin ven bedst muligt?

Nogen gange kan kærlighed også påvirke venskaber. Hvad hvis man bliver forelsket i sin bedste ven? Skal man sige det eller håbe det går over? Og hvad hvis dig og din ven har det samme crush? Eller hvis du kommer til at kysse med din vens kæreste?

Det kan også være, du ikke har nogen venner eller ikke særlig godt kan lide dem du har? Måske du bliver holdt udenfor eller mobbet? Måske du føler din ensom og alene og ikke føler, du kan være dig selv.

Få svar på spørgsmålene ved at læse gode råd om hvordan du kan løse konflikter med dine venner eller få råd til, hvad du kan gøre, hvis du er forelsket i din ven. Du kan også se videoer og få tips til, hvordan du får nye venner eller du kan læse breve fra andre børn, og se hvilke råd de har fået.

Bekymret for din ven? Få flere råd til, hvordan du kan hjælpe

Har din ven fortalt dig, at der er noget, han eller hun synes er svært? Har du lagt mærke til, at din ven opfører sig anderledes end normalt? Eller er der noget helt tredje, der gør, at du bekymrer dig?

Der er mange forskellige måder at vise på, at man er ked af det. Nogle er ikke bange for at fortælle det. Mens andre holder det hemmeligt.

At gå rundt med nogle svære tanker skal ikke skjules. Men nogle gange kan det være svært at få sagt højt og gjort noget ved.

Det er derfor rigtig rart med gode venner. Venner kan hjælpe os, når vi er kede af det og få os i godt humør igen. Men husk på at når man er barn, er det aldrig dit ansvar at sørge for, din ven bliver glad igen. Det er de voksne, der skal træde til.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat