Kære 13-årige pige,
Jeg har læst dit brev. Først og fremmest vil jeg gerne starte med at sige, at jeg synes du virker som en meget omsorgsfuld og god veninde. Du bekymrer dig om din veninde, og dertil handler du også på din bekymring ved at skrive til os. Det synes jeg er enormt sejt! Jeg håber, at jeg kan give dig nogle gode råd og hjælpe dig på vej.
Du skriver, at du er bekymret for din tidligere veninde. Nu ved jeg ikke, om du stadig snakker med din veninde? Måske I ikke går på den samme skole eller bor i det samme område?
Hvis nu I stadig snakker sammen, så er noget af det bedste du kan gøre, at lytte og være der for din veninde. Hvis nu I ikke snakker sammen mere, så er der stadig noget, du kan gøre, og det vil jeg fortælle dig om i dette brev.
Lige meget om I stadig taler sammen eller ej, så fortæller dit brev mig, at din veninde er meget heldig over at have dig i sit liv. Det lyder som om, at din venindes mor går over din venindes grænser. Det lyder slet ikke okay, at hun fatshamer og bliver vred på hende. Alle børn og unge har ret til at føle sig trygge og have det godt derhjemme – og det er forældrene, som skal sørge for det.
Jeg læser i dit brev, at det er en mistanke du har, og derfor ikke noget du har fået bekræftet. Er det rigtigt? Det betyder bestemt ikke, at du ikke skal handle på din fornemmelse, men det kan have betydning for, hvordan du skal gribe det an. Kan du følge mig i det?
Hvis I nu stadig snakker sammen, kan du prøve at tale med din veninde om, hvordan hun har det, og hvordan hverdagen derhjemme er? Så kan du jo fortælle, at du er bekymret for hende. Måske hun selv beder om hjælp, måske du skal spørge hende, om hun har brug for hjælp.
Du kan måske også foreslå din veninde, at hun kan ringe ind til BørneTelefonen, hvis hun har lyst til at tale med en voksen om tingene derhjemme? Hun er i hvert fald meget velkommen til at ringe til os på 116111. Du kan måske sidde ved hendes side, mens hun ringer til os, hvis hun synes det giver en tryghed.
Jeg tænker sådan på, om du har talt med dine forældre om din bekymring? Som 13-årig er det jo ikke et ansvar, du skal stå alene med, men måske dine forældre kan hjælpe. Du kan jo fortælle dine forældre om din bekymring og tale med dem om, hvordan du skal håndtere det.
Du kan fx vise dit brev til mig til dine forældre – måske også mit svar? Det kan være en fin måde at starte en snak på.
Der er også den mulighed, at du kan kontakte kommunen. Kommunen skal nemlig sørge for, at børn er trygge og har det godt derhjemme, hvis deres forældre ikke er så gode til selv at sørge for det.
Du kan ringe til den anonyme børne- og ungerådgivning ved kommunen: Anonym rådgivning i din kommune
Hvis du Googler din kommunes navn + “anonym rådgivning børn og unge”, så kan du ringe til et nummer, hvor der sidder voksne, som er vant til at tale med børn og unge hver dag om svære ting. Du kan starte samtalen ved at sige: “Hej, jeg ringer, fordi jeg er meget bekymret for en veninde. Jeg tror ikke, hun har det godt derhjemme.”
Så vil kommunen spørge lidt ind til, hvad du er bekymret for, og så skal de undersøge sagen nærmere. Kommunen vil også spørge efter din venindes navn, men du behøver på intet tidspunkt at sige dit eget navn, hvis du ikke har lyst.
Hvis du synes, det er lidt mærkeligt at ringe, kan du også skrive en seddel og lægge i kommunens postkasse eller sende. Du kan Google din kommunes adresse. På sedlen kan du skrive “Jeg tror ikke, min veninde har det godt hjemme hos sin mor.” Husk at skrive din venindes navn og den skole, hun går på eller hendes adresse.
Kunne det være en idé for dig?
Jeg håber meget på, at du vil fortsætte med at være den gode og omsorgsfulde veninde, du er – om I stadig taler sammen eller ikke. Jeg håber også, at du har mod på at dele dine tanker med voksne tæt på dig eller kommunen, så det ikke bliver dit ansvar og din bekymring alene, om din veninde har det godt derhjemme.
Jeg tror på, du kan!
Kærlig hilsen,
BørneTelefonen
