Jalousi og at miste.
Hej. Jeg har et meget lavt selvværd og har haft det alt for længe. Jeg føler mig ikke god nok. Jeg føler mig uduelig og dum konstant. Jeg føler jeg gør alt forkert. Mit lave selvværd gør mig ofte jaloux og usikker.
Min kæreste slog op med mig for få dage siden fordi han ikke kunne holde min jalousi ud. Jeg føler selv at jeg kvæler ham i det og vil derfor gerne have hjælp. Jeg har altid været jaloux indstillet og været bange for at miste. I 2. klasse præsterede jeg at skrive en besked, hvor der b.la. stod “Jeg hader dig så meget, at jeg ville ønske jeg var død”, til en dreng jeg godt kunne lide. Han kunne også lide mig, og en dag synes jeg han sad lidt for tæt på sin sidekammerat, som var en pige.
I 5. til 7. klasse havde jeg verdens bedste veninde, som jeg elskede højere end noget andet. Hun gjorde mig glad og vi kunne gøre alt sammen. En dag vi var sammen skrev en af hendes veninder til hende, og jeg så hvad veninden hed på mobilen. “Søster” stod der. Jeg blev dybt såret, fordi jeg troede jeg var hendes søster og hendes bedste veninde. Det viste sig at vi begge var hendes bedste veninder og søstre. I “min verden” kan man kun have en bedste veninde. Det ligger jo i selve ordet “bedste”.
Jeg blev så bange for at blive glemt, for nu havde hun jo to bedste veninder, så jeg reagerede ved at trække mig tilbage. Hellere gøre sig glemt med vilje end at blive glemt. Vi snakkede ikke et stykke tid, men fordi vi havde to fælles veninder, som vi var meget sammen med, begyndte vi at snakke sammen igen og blev bedste veninder igen. Efter noget tid begyndte hun at snakke med vores fælles ven og jeg begyndte at føle mig glemt.
En dag da jeg var syg, så jeg hende gå forbi mit hus med vores ven. Han bor på samme vej, så de skulle nok være sammen. Hun havde ikke skrevet hele dagen, og hun plejer altid at skrive godmorgen. Jeg blev så ked af det og såret over at føle mig glemt, at jeg fik selvmords tanker og kontaktede mine to andre veninder. De var virkelig bange for at jeg ville gøre noget, for jeg var virkelig helt nede og ramme bunden.
Jeg ved ikke hvorfor jeg reagerer som jeg gør. Jeg har haft en perfekt barndom med forældre der elsker hinanden, to brødre der elsker mig og er blevet behandlet godt. Min bedste veninde og jeg snakkede det igennem og hun stoppede ligeså stille at stoppe med at snakke med vores ven, fordi de blev lidt uvenner.
I hele vores venskab har jeg været jaloux og bange når hun skulle være sammen med andre, fordi jeg var bange for at hun ville skifte mig ud med en bedre. Vi snakker ikke mere, fordi hun begyndte at ryge. Jeg er meget imod rygning, så jeg blev virkelig skuffet og sur. Der var en periode efter hvor vi snakkede lidt, fordi vi havde to fælles veninder. Vi var en firkløver og jeg har altid været tætte med de to andre, så ville ikke havde at det skulle blive ødelagt. Desværre begyndte jeg at ændre mig med tiden det samme gjorde de. De ændrede sig ens imens jeg ændrede mig en anden vej alene.
En dag aftalte de bag min ryg, imens vi var sammen alle sammen, at senere ville de sove sammen uden mig. Jeg blev dybt såret og sagde jeg ikke ville snakke med dem igen. Vi var dødens uvenner og var bange for at de ville gøre mig noget i en uge. De to piger har altid været en del af mit liv – helt tilbage til dagpleje – og jeg elskede stadigvæk min bedsteveninde. Det er halvandet år siden nu og lige siden har jeg ikke fået nogle nye veninder. Jeg prøvede, men så snart jeg var sammen med dem privat, kunne jeg ikke slappe af og var ked af det, fordi jeg var bange for at binde mig tilbage og senere hen miste dem igen.
Jeg savner mine veninder og fortryder meget af det jeg har gjort, b.la. mine reaktioner pga. min jalousi. Er stadigvæk sygeligt uvenner med den ene, fordi hun kyssede med min ekskæreste i en af vores pauser.
Jeg forelskede mig i min ekskæreste og vi havde det perfekt sammen. Han havde problemer derhjemme, som han først fortalte om da vi havde været sammen i 3 måneder, men det tog jeg fint og prøvede at forstå og støtte ham. En dag tog han på spejderlejr og jeg var ikke bekymret. Jeg passede bare mig selv og nød at savne ham. Da han kom hjem, fortalte mine veninder som også havde været med på spejderlejren, at han havde kysset med en anden pige og røget. Min tillid til ham blev brudt på stedet og jeg var såret ind til det inderste.
Jeg snakkede med ham nogle timer efter og han fortalte at de havde misforstået rygterne. Han havde røget – ja – men han var så ked af det pga. skilsmissen derhjemme og hans mobil var gået ud så han kunne ikke snakke med nogle. Det synes jeg var okay. Og kysset med pigen skete ikke. Hun havde set ham sidde alene og for at muntre ham op gik hun hen til ham, kyssede ham på kinden og sagde godnat. Han sagde hurtigt fra og sagde at hun aldrig skulle gøre det igen. Desværre var min tillid til ham allerede gået itu, så efter det gik vores forhold ned af bakke.
Det er nu 1 år og nogle måneder siden det skete, og jeg har stadigvæk ikke genvundet min tillid til ham. Hver dag jeg er bange for at miste ham til en anden der er bedre end mig, så hvergang han skriver med en pige, snakker med pige eller er sammen med pige, bliver jeg sygeligt jaloux og ked af det. Nu har han så slået op med mig fordi jeg blev for meget. Vi er ikke uvenner og vi snakker stadigvæk sammen.
Jeg er blevet træt af at min usikkerhed skal ødelægge mine forhold til personer, der står mig nær, så nu “søger” jeg altså hjælp. Mine forældre ved godt at jeg er en jaloux person, men de ved ikke hvor voldsomt det er. De ved vi tit har været uvenner, har slået op, taget pauser og små skændes. Han slog op med mig for godt 3 måneder siden af samme grund, og i den tid vi ikke var sammen havde han kysset med min gamle veninde. En af pigerne der var en del af firkløveren. Det var et kys – ikke tantekys. Et rigtigt. Nogle få dage efter var jeg sammen med ham og for første gang i en måned kyssede vi og endte med at have sex. Nogle dage efter fortalte han mig at han havde kysset med min veninde og jeg blev helt ødelagt. Jeg var helt knust fra da han slog op til vi kommen sammen igen og det blev kun værre af at han havde kysset med hende og derefter været sammen med mig.
Den her gang nåede vi kun at være sammen i en måned før han blev træt af min jalousi og usikkerhed. Vi var kun uvenner to gange – hvilket er lidt i forhold til standarden – men det blev vidst for meget for ham, fordi han stadigvæk har problemer derhjemme. Vi elsker hinanden, men vi kan bare ikke være sammen.
Jeg tør ikke starte nye venskaber, fordi jeg er bange for at miste dem igen og blive såret. Jeg har indset jeg har brug for en eller anden slags hjælp – ved bare ikke hvilken. Vær sød at hjælp, svar eller anbefal mig noget. Jeg ved slet ikke hvad jeg skal gøre. Jeg står midt ude i ingenting og har ingen steder at gå hen. Jeg er ved at gå helt ned og har brug for noget inden det går galt. Tak for jeres tid. Håber I kan hjælpe. 🙁
