Brev

Jalousi

Læs hele brevet
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 13 år!

Tak for dit brev, og din meget fine beskrivelse af, hvordan du har det med dine veninder. Jeg tror, der er mange, både børn og voksne, der kan genkende, problematikken om, at det er svært at sige nej, og at man på den måde får lagt et alt for stramt program for sig selv – og at man egentlig savner at have lidt tid alene, hvor man kan være sig selv og bare slappe af. Jeg synes det er rigtig godt, at du kan mærke, at du har brug for at være alene nogen gange, og at du er bevidst om, at du skal øve dig i, at sige fra uden at få dårlig samvittighed eller at føle, at du lyver. Jeg synes, det er helt fair at sige, at man ikke lige orker i dag, men at man gerne vil ses en anden dag. Det tænker jeg på ingen måde er en afvisning. Tværtimod tænker jeg, at det vil være meget mere hyggeligt både for dig og dine veninder, hvis I venter med at ses til en dag hvor du har lyst og overskud til det, så du nyder deres selskab i stedet for, at du måske bare sidder og tænker på, at du hellere vil hjem. Jeg tænker også, at det må være svært for dig at slappe af, hvis du sidder og er bekymret for, at de skal opdage, at du i virkeligheden ikke har en anden aftale…

I forhold til din bedste veninde, kan jeg sagtens forstå, at det er lettere for dig, at sige fra over for hende. Som du skriver, har I kendt hinanden længe, og jeres bånd er tæt. Jeg tænker, at det også betyder, at I er trygge ved hinanden og føler, at I kan være ærlige overfor hinanden. Og du er jo lige præcis helt ærlig når du siger, at du ikke orker, at være sammen i dag, fordi du har brug for at slappe af. Jeg kan godt forstå, at det er problematisk for dig, hvis der så er en anden der spørger, om I skal være sammen, og du har svært ved at sige nej, og din veninde finder ud af det. Måske kommer hun til at tænke, at du hellere vil være sammen med andre end hende, og derved opstår følelsen af jalousi? Igen tænker jeg, at det må være meget anstrengende for dig, at du samtidig med, at du ikke rigtig har lyst til at være sammen med nogen, og så skal passe på, at der ikke bliver lagt billeder ud på Snapchat eller Instagram, som kan ’afsløre’ dig. 

Når jeg læser dit brev får jeg indtrykket af, at dig og din bedste veninde holder rigtig meget af hinanden. Det lyder som om, at du vil gøre alt for, at hun ikke skal blive ked af det, og føle sig afvist. Det lyder også som om, at din veninde måske er bange for at miste dig som ven, hvis hun føler, at du hellere vil være sammen med andre end hende. Her skal jeg skynde mig at sige, at det selvfølgelig er helt i orden, at I begge har andre venner end hinanden. Det er helt naturligt, og sundt at have flere end én ven. Men jeg synes faktisk det er rigtig sejt af hende, at hun giver udtryk for, at hun er misundelig, når du er sammen med andre. Jeg tænker at det er et tegn på, hvor meget du betyder for hende, og at hun for alt i verden ikke vil miste dig.

Jeg tænker, at det ville være rigtig godt, hvis du kunne fortælle din bedste veninde, om de tanker du har i forhold til at have brug for at være alene, og hvor svært det er for dig, at sige nej, hvis du bliver spurgt om du kan være sammen. Du kan måske være helt ærlig over for hende og også sige, at det på en måde er lettere for dig at sige nej til hende, fordi I er så gode venner, og du føler, at du kan være mere ærlig over for hende end for andre, fordi jeres bånd er så tæt. Hvordan tror du, at det ville være? Hvis du forklarer din veninde, de samme ting, som du har beskrevet i dit brev til brevkassen tænker jeg, at hun kan få en større forståelse for dig og dét du har behov for. Hun kan måske også blive mere rolig omkring, at det ikke er fordi du ønsker at afvise hende, eller at vælge hende fra, men at det handler om dine egne behov for at være alene og slappe af.

Måske kunne det være en hjælp, hvis dig og dine veninde laver en ny aftale hver gang I har været sammen, så hun på den måde står i din kalender, og du ikke lige pludselig har fyldt alle dagene op med andre aftaler. Det kan også være, at I skal have en fast dag om ugen hvor I ses. Hvordan synes du, det lyder? Jeg tænker, at det måske også kunne være en hjælp for dig, hvis du lavede aftaler med dig selv, hvor du skal være alene, og skriver dem ind i din kalender? Det kan måske hjælpe dig med ikke at lave så mange andre aftaler?

Jeg ved godt, at det kræver mod, at sige fra når man ikke har lyst til at være sammen med nogen, og egentlig ikke skal noget andet, men samtidig tænker jeg at det er rigtig vigtigt for at du kan passe på dig selv, og også rarere for dig, at være sammen med dine venner, når du har lyst til det. Hvad tror du, at dine venner ville sige, hvis du sagde, at du ikke kunne være sammen, fordi du trængte til at slappe af? Hvad ville du selv sige, hvis en af dine venner sagde det til dig? Ville du synes det var ok eller…? Alle mennesker har brug for at være alene nogen gange. Jeg er sikker på, at dine venner kan genkende det. Tror du, at du kan finde modet til at prøve det af, næste gang du ikke har lyst til at være sammen med én? Måske kan du være den, der inspirerer de andre til også at sige fra, hvis de en dag ikke har lyst til at være sammen med nogen? Jeg tror, at det ville lette dig så meget, hvis du kunne øve dig i at sige fra. Så slipper du for at finde på undskyldninger, og føle at du lyver. Du slipper også for bekymringen om, hvis det bliver opdaget, at du ikke havde en anden aftale. Samtidig tror jeg, at det bliver meget rarere for dig, at være sammen med dine venner, når du har lyst og overskud til det. Måske vil det være en idé at sige, at du er træt eller trænger til bare at slappe af - så det ikke bliver til, at du ikke orker at være sammen med nogen. Selvom det i bund og grund betyder det samme, så er det måske mere ok at være træt og trænge til at slappe af - så er det ikke de andre du ikke orker at være sammen med...

Jeg håber, at du kan bruge mit svar, og ønsker dig al held og lykke.

Mange kærlige hilsner

BørneTelefonen

Få endnu flere gode råd om Venner, veninder eller ensomhed

Hvad gør man, hvis man er blevet uvenner med sin BFF? Måske har du en ven, som går igennem en svær periode?

Det kan også være, du ikke har nogen venner eller ikke særlig godt kan lide dem du har? Måske du bliver holdt udenfor eller mobbet? Måske du føler din ensom og alene og ikke føler, du kan være dig selv.

Få svar på spørgsmålene ved at læse gode råd om hvordan du kan løse konflikter med dine venner eller få råd til, hvad du kan gøre, hvis du er forelsket i din ven. Du kan også se videoer og få tips til, hvordan du får nye venner eller du kan læse breve fra andre børn, og se hvilke råd de har fået.

Bekymret for din ven? Få flere råd til, hvordan du kan hjælpe

Har din ven fortalt dig, at der er noget, han eller hun synes er svært? Har du lagt mærke til, at din ven opfører sig anderledes end normalt? Eller er der noget helt tredje, der gør, at du bekymrer dig?

Der er mange forskellige måder at vise på, at man er ked af det. Nogle er ikke bange for at fortælle det. Mens andre holder det hemmeligt.

At gå rundt med nogle svære tanker skal ikke skjules. Men nogle gange kan det være svært at få sagt højt og gjort noget ved.

Det er derfor rigtig rart med gode venner. Venner kan hjælpe os, når vi er kede af det og få os i godt humør igen. Men husk på at når man er barn, er det aldrig dit ansvar at sørge for, din ven bliver glad igen. Det er de voksne, der skal træde til.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat