Kære pige på 12 år
Det lyder trist for dig, at dine venner ikke vil være sammen med dig, fordi du kan lide heste.
Du skal vide, at alle har ret til at have sine egne interesser uden at blive udelukket af fællesskabet. Sommetider sker det i en klasse, at man skal være på en bestemt måde for at være med i gruppen, og det er meget hårdt for dem, der ikke får lov at være med.
Når man bliver udelukket fra fællesskabet er det faktisk en form for mobning, og mobning er ikke i orden. Du kan læse mere om det på vores hjemmeside.
Jeg kan forestille mig, at der er nogen af dine gamle venner, der ikke synes, det er i orden at afvise dig, men at de måske ikke tør sige det, fordi de selv er bange for at blive udelukket.
Nu er det jo sommerferie, men hvis du stadig bliver udelukket efter ferien, synes jeg, at du skal snakke med din klasselærer om det. Det er en del af lærernes arbejde at hjælpe eleverne til, at alle kan være en del af fællesskabet, ligegyldigt hvad man interesserer sig for. Hvis I får snakket om det i klassen, vil du sikkert opdage, at andre i klassen heller ikke bryder sig om, at man skal være på en bestemt måde for at have venner.
Hvis du synes, det er svært selv at snakke med din klasselærer, kan du måske bede dine forældre om at hjælpe dig. Husk på. at du har ret til at være, som du er, med de interesser du har.
Jeg ved ikke, om du har prøvet at snakke med en af dine gamle venner om det, men måske kunne det være en idé, at du fortæller en af dem, hvordan det er at være uden for vennegruppen, fordi du kan lide heste. Hvis du har mod på det, kan du jo gøre det, også mens I har ferie.
Hvis du har brug for at snakke mere om det, synes jeg, du skal ringe til BørneTelefonen på 116 111, hvor der er en rådgiver, der har god tid til at lytte til dig.
Kærlig hilsen fra BørneBrevkassen