Brev

Hvordan får man venner

Læs hele brevet
Svar fra

Børnetelefonen

Kære 13 årige pige.

Tusind tak for dit brev.
Hvor var det godt, du skrev, for jeg kan læse, at du føler dig meget alene med problemerne lige nu. Jeg kan sagtens forstå, at du har behov for at dele det med nogen. Jeg vil gøre mit bedste for at hjælpe dig videre.

Først og fremmest vil jeg sige til dig, at der er rigtig mange børn og unge, der har det ligesom dig og føler sig alene og udenfor. Det er helt normalt, og noget vi tit hører om på BørneTelefonen, så du er bestemt ikke alene.

Dernæst vil jeg sige til dig, at det kan være rigtig svært at være teenager. Der sker meget med en både fysisk og psykisk i teenageårene, og man kan ikke altid følge med. Man ligger pres på sig selv og kan ikke altid rumme ting. Man kan føle sig anderledes.

Din hjerne er så og sige ved at modnes. Den er ved at finde sin plads, og den driller dig lidt og kan gøre dig usikker på, om du er god nok.

Som teenager kan man have svært ved at acceptere sig selv, og man kan komme til at føle, at alle andre har det meget bedre end en selv.

Det tager tid at finde ud af, hvem man er. Om man er god nok. Det er noget, de fleste mennesker oplever. Det er en helt normal proces, og du er på ingen måde forkert, selvom du føler dig alene.

Du fortæller mig, at det er rigtig svært for dig at finde venner. At du har en plads i den populære gruppe i klassen, men du føler dig alligevel udenfor.

Du fortæller mig også, at du har èn nær ven i klassen, som dog er i en helt anden vennegruppe. Det glæder mig meget, at du har en nær ven, som du er glad for, selvom jeg kan forstå, det også er lidt kompliceret.

Jeg tænker på, om du ville have lyst til at prøve og være sammen med din vens vennegruppe. Se om det er en gruppe, du fungerer bedre i. Spørge om de har lyst til en shoppetur, biograftur eller en filmaften. Måske prøve at hænge ud med den gruppe lidt. Måske kan de give dig noget andet en din nuværende vennegruppe. Hvad tænker du mon om det?

Venskaber handler jo om at finde sammen med mennesker, som gør dig glad og får dig til at føle tryg og holdt af. Det handler ikke om at være i den populær gruppe, men om at finde de personer, som accepterer dig, som den du er. Mennesker som behandler dig ordentlig og viser dig, de holder af dig.

Jeg tænker også, det ville være rigtig godt for dig at tale med dine forældre om, hvordan du har det. Få fortalt dem, at du føler dig meget alene og udenfor. De fleste forældre vil rigtig gerne hjælpe deres børn og vil gøre alt for, at de har det godt.

Det er intet galt i at vise, at man er ked af det og behøver hjælp. Det er en styrke at kunne søge hjælp.

Hvis du har overskud til det, kunne du måske spørge din mor og far, om de har tid til at tale med dig. Aftal et tidspunkt, så der er tid og rum til jeres snak, så I ikke bliver forstyrret. Skriv nogle punkter ned, så du ved, hvad du vil fortælle dem.

Hvis du ikke har lyst til at tale med dem, kan du vælge at skrive et brev til dem og fortælle dem, hvordan du har det. Det vil give dig rum og tid til at få skrevet alt det vigtige ned, og din mor og far vil også få tid til tænke på en løsning, før de svarer dig. Du kan læse lidt om at skrive breve her:http://skriv.dk

Jeg tænker også, det vil være en rigtig god ide at få talt med en lærer på din skole. En du føler dig tryg ved. Få forklaret læreren, hvordan du har det, så du kan få hjælp til at få det bedre i klassen. Det er skolens pligt at sørge for, at du har det godt og trives.
Du kan også vælge at skrive til din lærer på aula, hvis det føles nemmere for dig.He

Hvis du hverken har lyst til at tale med dine forældre eller en lærer, har du måske en anden voksen, som du er tryg ved, og som du kan dele ting med. En som du holder af, og som du ved vil lytte til dig.

Det er rigtig vigtigt, du får talt med nogen om, hvordan du har det. Det er godt at få åbnet op om alt det svære, så det ikke bliver til en klump indeni, som gør ondt og bliver et endnu større problem.

Hvis du har behov for at tale med Børne Telefonen, er du meget velkommen til at ringe ind til os. Vi har en masse gode rådgivere, som sidder parate til at tale med dig, hvis du har lyst til det. Nummeret er 116 111.

Du kan også vælge at tage kontakt til Headspace. Det er en organisation, som også hjælper børn og unge via mail, brev, sms, telefonopkald, chat, og man kan også møde personligt op hos dem og tale med en rådgiver. Du kan læse om dem her : Headspace

Jeg ved, at der ofte er en vej ud af problemerne. Også selvom det ikke altid føles sådan. Mange i din situation ender med at få det godt igen- også selvom det kræver hårdt arbejde og mod.

Du har allerede vist mig at du er modig ved at skrive til os.

Jeg ønsker dig alt det bedste.

Knus og kærlige hilsner Børne Telefonen.

 

Få endnu flere gode råd om Venner, veninder eller ensomhed

Venner er noget af det allerbedste! Men hvad gør man, hvis man er blevet uvenner med sin BFF? Hvis I er kommet op og skændes og der er drama, så kan det gøre en rigtig ked af det. Hvordan løser man så konflikten og bliver venner igen?

Måske har du en ven, som går igennem en svær periode? Fx oplever skilsmisse, sygdom i familien eller kærestesorger. Hvordan kan man så hjælpe sin ven bedst muligt?

Nogen gange kan kærlighed også påvirke venskaber. Hvad hvis man bliver forelsket i sin bedste ven? Skal man sige det eller håbe det går over? Og hvad hvis dig og din ven har det samme crush? Eller hvis du kommer til at kysse med din vens kæreste?

Det kan også være, du ikke har nogen venner eller ikke særlig godt kan lide dem du har? Måske du bliver holdt udenfor eller mobbet? Måske du føler din ensom og alene og ikke føler, du kan være dig selv.

Få svar på spørgsmålene ved at læse gode råd om hvordan du kan løse konflikter med dine venner eller få råd til, hvad du kan gøre, hvis du er forelsket i din ven. Du kan også se videoer og få tips til, hvordan du får nye venner eller du kan læse breve fra andre børn, og se hvilke råd de har fået.

Bekymret for din ven? Få flere råd til, hvordan du kan hjælpe

Har din ven fortalt dig, at der er noget, han eller hun synes er svært? Har du lagt mærke til, at din ven opfører sig anderledes end normalt? Eller er der noget helt tredje, der gør, at du bekymrer dig?

Der er mange forskellige måder at vise på, at man er ked af det. Nogle er ikke bange for at fortælle det. Mens andre holder det hemmeligt.

At gå rundt med nogle svære tanker skal ikke skjules. Men nogle gange kan det være svært at få sagt højt og gjort noget ved.

Det er derfor rigtig rart med gode venner. Venner kan hjælpe os, når vi er kede af det og få os i godt humør igen. Men husk på at når man er barn, er det aldrig dit ansvar at sørge for, din ven bliver glad igen. Det er de voksne, der skal træde til.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat