Kære dreng 14 år Tak for dit brev. Det lyder til, at du har det rigtig svært. Du skriver, at du sågar har haft selvmordstanker. Det er svært for mig at vurdere, hvor meget de tanker fylder, men jeg bliver selvfølgelig bekymret for dig, når du skriver, at du har tanker om selvmord. Jeg tænker, det er rigtig vigtigt, at du hurtigt søger hjælp, hvis de fylder meget. Du skal vide, du kan ringe til BørneTelefonen på 116 111 og få råd og vejledning af de dygtige rådgivere, der sidder der. (Hvis du foretrækker det i første omgang fremfor at tale med nogen, som kender dig.) Du skriver, at du blev og bliver mobbet i skolen, og at din eneste ven nu ikke længere vil være venner med dig, så jeg kan godt forstå, det er svært at være dig for tiden! Du skriver også, at du gerne vil skifte skole, men at dine forældre ikke vil være med til det. Samtidig skriver du, at du håber, at vi kan hjælpe og ikke en skolepsykolog, lærer eller forældre. Det får mig til at tænke, at du måske allerede har forsøgt at tale bade med dine forældre, lærere og skolepsykolog om mobningen og dine problemer. Er det mon rigtigt?
Vi vil rigtig gerne hjælpe dig, men det er svært at hjælpe med et enkelt brev, der skal ofte flere samtaler og former for hjælp til samt generel støtte fra voksne i din hverdag. Jeg håber derfor, at der her brev kan give dig modet og måske nogle gode ideer til, hvordan du kan søge hjælp hos en voksen, og hvem det e.v.t. kan være. Jeg ville egentlig i første omgang foreslå, at dine forældre, dine lærere eller skolepsykologen kunne være nogle af de voksne, du kunne tage fat i og søge hjælp hos. For det er jo først og fremmest de mennesker, der har mulighed for at gøre noget aktivt, for at hjælp dig...
Mobning er meget ubehageligt, og ingen børn bør udsættes for det. Mobning påvirker alle børn i klassen (og de voksne omkring dem) og man har forsket i, at det kræver en stor indsats fra alle de voksne omkring en klasse, hvis man skal ændre på den dårlige mobbekultur. Når der finder mobning sted, så er det altid fordi, der er noget i fællesskabet, der ikke fungerer...
På alle skoler skal der være en anti-mobbe-strategi. Det står der i loven, og det betyder, at din skole skal have en plan for, hvordan de vil takle mobning og derfor også den mobning, du bliver udsat for. Det er derfor altid muligt at søge hjælp på skolen. Men måske du allerede har forsøgt det og ikke føler dig hjulpet? Jeg tænker derfor, det er vigtigt, at jeg bruger det her brev til at hjælpe dig med at finde modet til måske igen at sige det til dine forældre eller din lærer? Måske de vil kunne forstå det og hjælpe dig denne gang? Jeg kan dog også komme med andre ideer til, hvem du kan tale med om det. Det kan fx være et andet familiemedlem, ældre søskende/fætre/kusiner, en nabo eller måske sundhedsplejersken på din skole. Nogle skoler har også socialrådgivere, man kan henvende sig til? Hvis du kunne finde modet igen og snakke med dine forældre om, hvad det er, der du er ked af og bliver udsat for, så kan dine forældre tage kontakt til din lærer i skolen. Din lærer har sammen med alle klassens forældre ansvar for, at der er rart at være i klassen, så alle kan have det godt. Men det er ikke alt læreren ser, og læreren er der heller ikke i frikvartererne, så det er vigtigt, din lærer ved, at der fortsat er et problem for at kunne gøre noget ved det. Måske er der også andre i klassen eller på skolen, der har det ligesom som dig, men ikke har haft det mod, du har til at bede om hjælp..? Jeg ved godt, at det nok vil være nogle svære snakke for dig, men tit er tankerne omkring det værre end virkeligheden. Måske du i stedet for at fortælle det kan vise dit brev og det her svar? Så behøver du ikke fortælle det hele igen…
Og måske vil det være en god ide, hvis du siger tydeligt til de voksne, at du ikke har lyst til at blive udstillet som et mobbeoffer i klassens time..? Jeg ved, at tanken om at blive udsat for en rundkreds, hvor man skal fortælle, at man er ked af det, sjældent er særlig brugbar for en, der har været udsat for mobning. Men der findes andre måder at arbejde med klassens trivsel på, og det er de voksnes ansvar at finde en måde, som også er til at holde ud for dig. Jeg håber, du kan finde mere mod og bede om hjælp, så du igen kan blive glad. Er det stadig svært eller virker det ikke at tale med en voksen, kan du som sagt kontakte BørneTelefonen på 116 111 eller BørneChatten og få yderligere hjælp. Rigtig mange børn og unge taler med vores rådgivere om mobning og selvmordstanker, så tit har rådgiverne mange gode ideer til, hvad der kan gøres... Med venlig hilsen BørneBrevkassen
