Kære pige
Tak for dit brev. Jeg kan godt forstå, det sårer dig, når din veninde pludselig kalder dig grim ind imellem - og at det forvirrer dig, når I ellers har det godt sammen.
Først har jeg lyst til at sige, at du virker som en rigtig omsorgsfuld veninde. Du har prøvet at sige til hende, at hun skal lade være, og selv om hun reagerede på det ved at trække sig og blive fornærmet, holder du stadig fast ved det gode, I har sammen, når du beskriver jeres venskab her i brevet.
Jeg får den tanke, at din veninde måske har noget, hun går og er trist over eller grubler over, siden hun farer op på den måde..? Har du en fornemmelse af, om der kunne være sket noget for hende, som gør at hun lettere bliver sur, eller har humørsvingninger, som du beskriver det..? Somme tider kan det nemlig godt være et udtryk for, at der er noget galt, når en ven eller veninde begynder at opføre sig anderledes, end de plejer... Så når du spørger, hvorfor jeg tror hun gør det, så kunne det være en grund - men der kan selvfølgelig også være andre grunde...
Som sagt tænker jeg, at du virker som en veninde, der er dejlig at have. Mon din veninde helt er klar over, hvor meget du holder af hende? Kunne du mon fortælle hende det på et godt tidspunkt, hvor I har det rart sammen? Måske kunne det være en åbning til at spørge hende, om der er noget, der går hende på for tiden..? Eller måske sige til hende, at hun er en dejlig veninde, men at det forvirrer og sårer dig, når hun kalder dig de ting? Hvis det bliver sagt på et tidspunkt, hvor hun ikke er oprørt, vil hun måske modtage det mere åbent...
En mulighed er også at skrive det til hende, hvis du tror, hun vil forstå det bedre på den måde. Det giver hende også mulighed for at læse det i fred og ro, så hun har tid til at tænke lidt over det. Tror du, det kunne være en god måde at gøre det på?
Jeg håber, I får renset luften, og at du fremover kan nyde hende som veninde, uden at blive kaldt ting, der gør dig ked af det. Rigtig meget held og lykke med det.
BørneBrevkassen