Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Hun forsvandt.

Hej BB.

Jeg er en pige, på 15 år, og det her har plaget mig i lang lang lang tid. Da jeg gik i 5. klasse blev jeg venner med den her fantastiske pige; X. X og jeg blev utroligt gode venner på meget kort tid, og fra første gang vi var sammen, hang vi bare fast i hinanden. Vi var sammen hver dag efter skole, og ovre i skolen hele tiden, og bare sådan, hang fast sammen.

Jeg har altid haft det svært og kæmpet med en masse problemer, men hun var der bare altid for mig. Hver gang jeg var ked af det, eller havde brug for en at snakke med. Hun ville sidde og høre på mig fortælle det samme igen og igen, og græde til langt ud på natten. Hun afholdt mig fra at begå selvmord, i 2-3 år. Hun var kort sagt, den bedste veninde jeg nogensinde har haft, og alle mine andre veninder var så misundelige på vores forhold.

Her for et års tid siden fik jeg så min første kæreste; K. Jeg var utrolig glad for K, og selvom vores forhold ofte var anspændt havde vi det virkelig godt sammen. Det endte dog ud lettere ubehageligt, da han blev afhængig af hash, og begyndte at slå mig. Da K så slog op med mig, ramlede hele min verden sammen. Vi var sammen i 7 måneder, og da det sluttede, fuckede alting op.

X og K var rigtige gode venner, dengang K og jeg var sammen, og det gik mig ikke på, tværtimod. Vi var også ofte sammen, os tre. Da der var gået nogle måneder hvor K og jeg ikke havde været kærester, begyndte X at lyve overfor mig, omkring ham. Begyndte at se ham, bag min ryg, og sådan.

Da jeg første gang fandt ud af det, snakkede X og jeg længe om det, og vi blev enige om at X skulle skrue ned på kontakten med K. Ikke droppe ham, bare skrue ned på kontakten med ham, og ikke lyve over for mig mere. Det skete ikke. Det blev til gengæld bare ved, og hun løj mere og mere, og da jeg fandt ud af det anden gang, og at de kunne lide hinanden og havde noget kørende, sagde jeg til hende at hun skulle vælge mellem K eller mig.

Jeg var jo så overbevist om at hun ville vælge mig, vi var jo bedste veninder, og havde været det i 3-4 år. Men hun valgte ham. Min gamle kæreste. Vores supertætte fantastiske venskab sluttede fra den ene dag til den anden. Jeg droppede kontakten til dem begge, og da faldt hele min verden bare sammen. Jeg begyndte at ryge rigtig meget hash, og jeg forsøgte at tage mit eget liv, og sådan.

Jeg er nu skiftet skole, og jeg har det meget bedre. Jeg ryger stort set ikke hash længere, og jeg får hjælp til mine selvmordstanker, osv. Men. Jeg savner hende. Jeg savner hende mere end noget andet, nogensinde. Jeg græder, næsten hver dag, og jeg tænker ikke på andet… Det er efterhånden et års tid siden vores venskab sluttede, og jeg er ikke et følelsesmæssigt vrag længere.

Vi har mødtes én gang siden, X og jeg, her i januar. Det var rart at se hende igen, men jeg fik det så dårligt, efter det. Her for en måneds tid siden, fandt jeg ud af at X og K er blevet forlovede. Sådan, rigtigt. Det hele faldt sammen igen. Alting smuldrede. Alt det jeg havde bygget op, det sidste år, faldt bare sammen. K er 19 og X er 16. Og jeg tænker på hende, hele tiden.

Mit spørgsmål er bare, hvad skal jeg gøre? Det ødelægger alting for mig. Siden det skete, har jeg ikke rigtigt været i stand til at opretholde et hvilket som helst forhold til en person. På forhånd, tak.

Pige, 15 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 15 år

Det er en meget voldsom følelsesmæssig rutchetur, du har været på, så jeg kan godt forstå, at det har taget hårdt på dig.

Du har været så heldig at have en super veninde, som har hjulpet og støttet dig, og nu er hun der ikke mere for dig. Det gør ondt. Og det gør selvfølgelig også ondt, at hun løj for dig, og at hun valgte din tidligere kæreste i stedet for dig.

Det er godt at høre, at du nu har det meget bedre. Når man oplever sådan noget, kan man sammenligne det med, at man får et dybt sår, der skal heles, og det tager tid.  Såret efter X er ikke helet endnu, men det lyder som om det er på vej, fordi det er lykkedes for dig at stoppe med hashen, at skifte skole og at snakke med nogen om selvmordstankerne. Godt gået efter den svære tid, du har haft.

Dit møde med X var nok lidt for tidligt, siden du fik det dårligt igen efter mødet med hende. Såret blev revet op, fordi det ikke er helet nok endnu. Selv om det var hyggeligt at se hende, er det nok en god idé at lade der gå et langt stykke tid, inden du evt. gør det igen.

Du skriver, at du har fået svært ved at knytte dig til andre mennesker. Det er jo også et tegn på, at såret ikke er helet endnu. Du er blevet rystet så meget over det, der er sket mellem dig og X , at din tillid til andre mennesker er meget lille lige nu. Men du har tidligere kunnet knytte dig til andre, og det vil du formentlig kunne igen, men du er nok nødt til at være lidt tålmodig.

Det er rigtig godt, at du har en person at tale med. Det er nemlig vigtigt for dig, at du kommer af med alle dine tanker og følelser, så de ikke bliver inden i dig. Men det lyder som om du godt kunne have brug for nogle flere samtaler lige nu. Mon det er muligt?

Det kan også være en idé at skrive dine tanker ned, ligesom du nu har gjort i brevet her. Det kan også være en lettelse.

Mange mennesker oplever, at det er rigtig godt at dyrke sport og bruge kroppen, når de plages af svære tanker. F.eks. kan en løbetur eller en rask gåtur ude i naturen være meget helende for sjælen, fordi tankerne bliver sat fri, når kroppen er aktiv.

Jeg håber, at mit svar kan bringe dig lidt videre. Hvis du har brug for at snakke med en rådgiver, kan du altid ringe til BørneTelefonen på 116 111 eller logge dig ind på vores UngeChat. Her vil du møde rådgivere, der har god tid til at snakke med dig.

Kærlig hilsen fra BørneBrevkassen

Få endnu flere gode råd om Venner, veninder eller ensomhed

Venner er noget af det allerbedste! Men hvad gør man, hvis man er blevet uvenner med sin BFF? Hvis I er kommet op og skændes og der er drama, så kan det gøre en rigtig ked af det. Hvordan løser man så konflikten og bliver venner igen?

Måske har du en ven, som går igennem en svær periode? Fx oplever skilsmisse, sygdom i familien eller kærestesorger. Hvordan kan man så hjælpe sin ven bedst muligt?

Nogen gange kan kærlighed også påvirke venskaber. Hvad hvis man bliver forelsket i sin bedste ven? Skal man sige det eller håbe det går over? Og hvad hvis dig og din ven har det samme crush? Eller hvis du kommer til at kysse med din vens kæreste?

Det kan også være, du ikke har nogen venner eller ikke særlig godt kan lide dem du har? Måske du bliver holdt udenfor eller mobbet? Måske du føler din ensom og alene og ikke føler, du kan være dig selv.

Få svar på spørgsmålene ved at læse gode råd om hvordan du kan løse konflikter med dine venner eller få råd til, hvad du kan gøre, hvis du er forelsket i din ven. Du kan også se videoer og få tips til, hvordan du får nye venner eller du kan læse breve fra andre børn, og se hvilke råd de har fået.

Bekymret for din ven? Få flere råd til, hvordan du kan hjælpe

Har din ven fortalt dig, at der er noget, han eller hun synes er svært? Har du lagt mærke til, at din ven opfører sig anderledes end normalt? Eller er der noget helt tredje, der gør, at du bekymrer dig?

Der er mange forskellige måder at vise på, at man er ked af det. Nogle er ikke bange for at fortælle det. Mens andre holder det hemmeligt.

At gå rundt med nogle svære tanker skal ikke skjules. Men nogle gange kan det være svært at få sagt højt og gjort noget ved.

Det er derfor rigtig rart med gode venner. Venner kan hjælpe os, når vi er kede af det og få os i godt humør igen. Men husk på at når man er barn, er det aldrig dit ansvar at sørge for, din ven bliver glad igen. Det er de voksne, der skal træde til.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat