Kære pige på 11 år
Det lader til, at din veninde nok er blevet såret. Og nogle gange kan det være svært at finde sammen igen, når man først er blevet ked af det. Det er rigtig godt at du har sagt undskyld. Det viser at du fortryder, det som du fik gjort. Det kan tage lidt tid at finde hinanden igen og få talt om det.
Jeg kunne forestille mig, at hun føler sig såret og måske ydmyget af sin bedste veninde. Måske er hun også blevet usikker eller jaloux over, at du var “på hold” med en anden pige, i stedet for med hende. Måske er hun bange for at miste dig.
Når man har det sådan, kan man nemt komme til at gøre og sige en masse dumme ting, som man egentlig ikke mener. Og man kan blive helt fanget af disse følelser, så det er svært at rive sig løs fra dem.
Det er selvfølgelig super svært for dig lige nu, fordi du kan mærke, at dine undskyldninger ikke er nok. Jeg håber, at i nok skal finde sammen igen. Hun skal måske bare have lidt tid. Jeg tror, at du betyder rigtig meget for hende. Ellers ville hun nok ikke reagere så voldsomt.
For at hjælpe en forsoning på vej, vil jeg foreslå, at du taler med din klasselærer eller en anden voksen på skolen, som kan hjælpe jer med at blive gode venner igen. Det er for ærgerligt, at I skal gå og være uvenner, når I allerhelst gerne vil være bedste venner igen.
Det virker lidt til at hun har brug for at gøre gengæld, måske så du kan føle, hvordan hun har det. Men det hjælper jo ikke på noget. Og de ting, hun siger til dig, er bestemt ikke i orden. Det ville være rigtig fint, hvis hun kunne tilgive dig. Og du kunne tilgive hende for de ting, hun har sagt og gjort.Det er vigtigt at kunne.
Det tror jeg, at hun har brug for hjælp til. Det kan nemlig godt være rigtig svært at finde ud af selv, når man først er fyldt op af negative følelser.
Jeg tænker at et brev eller besked til hende ville være en start på at få fortalt alt det, du har på hjerte. Du kan fortælle, hvad hun betyder for dig, at du savner hende, og at du håber, at hun kan tilgive dig. Fortæl hende, at du godt kan forstå, at hun blev ked af det, og at du godt ved, at du var unfair overfor hende, selvom det egentlig kun var for sjov. Noget er dog kun sjovt, hvis den, det går ud over, også synes, at det er sjovt.
Jeg tror, at det er vigtigt, at du møder din veninde på halvvejen… Det vil sige, at du giver hende ret i noget, og samtidig fortæller, at du er ked af, at hun ikke ville tage imod dine undskyldninger. Du kan jo ikke trække det skete tilbage. Men I kan forhåbentlig tilgive og se fremad sammen, og få jeres venskab tilbage.
Jeg håber meget, at I får talt sammen og måske også får talt med en voksen på skolen, så I kan få hjælp til at finde ind til hinanden igen.
Kærlig hilsen
BørneTelefonen