Kære pige på 13 årMange tak for dit brev. Gode venner og veninder er noget af det vigtigste, og derfor kan jeg godt forstå, at du tænker meget over dit venskab med din veninde. Jeg vil rigtig gerne hjælpe dig på vej, så du måske får nogle ideer til, hvad du kan gøre.Som jeg forstår situationen, så er der sket noget mellem jer, som har gjort, at I var uvenner for nogle uger siden. Men det er lidt svært for mig at vide, hvad det er, der skete mellem jer? Dog kan jeg læse ud fra dit brev, at du gerne vil lægge det bag dig, så jeres venskab kan fortsætte som før. Det er rigtig flot af dig. Det er langt fra alle, der er i stand til det, så jeg håber, du ved, at det er rigtigt sejt gjort. Det viser, at din veninde og jeres venskab betyder rigtig meget for dig. For at man skal kunne fortsætte med et godt venskab efter nogle uoverensstemmelser, er det meget vigtigt, at man får talt ordentligt sammen om det, der er sket. Det er ikke sikkert, at det i jeres tilfælde er nødvendigt at tale så meget om det, der var årsagen til, at I blev uvenner, men det er vigtigt, at man får sagt, at man er klar til at lægge det bag sig, så man kan starte på en frisk. Når jeg læser dit brev, så virker det til, at din veninde har lidt sværere ved det end dig. Du skriver bl.a., at "hun ikke vil tale med dig og hvis hun gør, så er det kun til lektiehjælp". Det kan jeg godt forstå, du bliver ked af, især fordi du er klar til, at jeres venskab skal være lige så tæt, som det tidligere har været. Jeg tænker på, om du mon har spurgt din veninde, om der er noget i vejen? Måske har hun ikke lige så let ved at "glemme" det, der var årsagen til, at I blev uvenner? Måske har hun brug for, at I får talt ud om det? Under alle omstændigheder, så virker det til, at din veninde også gerne vil være venner med dig – ellers havde hun jo ikke behøvet at spørge, om I ikke skulle være veninder igen. Derudover skriver du, at hun sagde, at hun ville gå "psykisk ned", hvilket også tyder på, at du har en stor og betydningsfuld plads i hendes liv. Dog er det også vigtigt, at du lytter til dig selv og de tanker, som du gør dig. Du skriver, at du var lige ved at spørge hende, hvorfor hun behandler dig, som hun gør? Jeg synes, du skal få talt med hende. Måske kan du sige, at "du savner det venskab, som I havde før, hvor I talte sammen". Det er altid bedre at sige det positivt, så hun forstår, at du gerne vil jeres venskab, men samtidig skal hun også forstå, at du ikke føler, at hun behandler dig som en rigtig veninde. Jeg håber, du har fået mod på at tale med din veninde, så I kan få talt om, hvordan tingene kan blive som før. Hvis tingene ikke kan blive som før, så må du tage konsekvensen. Men jeg synes, du skylder dig selv og din veninde en ekstra chance. Måske kan tingene godt blive gode igen? Hvis du har brug for det, er du også meget velkommen til at skrive igen – eller kontakte BørneTelefonen på 116111. Jeg håber, du får talt med hende. De bedste hilsner fra BørneBrevkassen