Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

fantasivenner!!!!! hjælp

Hejsa 🙂

jeg er en pige på 13-14 år.

jeg har et lille problem.

for det første har jeg igen venner, altså jeg er aldrig sammen med nogen efter skole og sådan og for det andet så har jeg fantasivenner!

for at uddybe det lidt så er jeg en intelligent pige (igen problemer med det faglige i skolen) men det bekymre mig lidt at jeg altid forestiller mig forskellige personer som jeg snakker med (som om at de var mine bedste venner) desuden lader jeg som om jeg er en helt anden person end jeg normalt er når jeg snakker med min fantasivenner. mine fantasivenner skifter jeg imellem nogle perioder. altså måske har jeg en i en uge til en måned og så skifter jeg ny ven .

jeg tror der er noget galt med mig, fordi jeg vil gerne have mine fantasivenner og jeg savner sygt meget at være en lille pige der bare kunne lege rundt og være ligeglad

desuden har jeg den ide om at jeg VIRKELIG gerne ville se syner (WTF?) fordi at nogle gange ser jeg små gnister og glitter når der slet ikke er noget.

hvad er der galt med mig??

er det okay at ville se syner og have fantasivenner i min alder?

hjælp mig!

Please!!!!

hilsen den forvirende og hendes fantasivenner :-))-:

Pige, 13 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 13 år Tak for dit brev, jeg er glad for at du skriver herind. Du skriver at der er to ting som bekymrer dig - at du føler, du ikke har nogle venner og for det andet, at du har fantasivenner. Jeg tænker, at det to ting måske hænger meget godt sammen? Hvis man føler, at man ikke har nogle venner og ikke har nogen som man kan være sammen med efter skole, så er det jo smart at have fantasivenner, som man kan være sammen med, så man ikke føler sig ensom eller keder sig. Tror du, at det kunne være derfor du er rigtig glad for dine fantasivenner? Mange børn har fantasivenner eller usynlige venner, og det er helt normalt og noget man vokser fra med tiden. Der er ikke noget galt med dig og det er ikke noget farligt ved, at du har fantasivenner, for som du skriver, så ved du at de bare er fantasi og noget du tænker dig til. Nogle gange når man har fantasivenner, bruger man dem også til noget af det, som man synes er svært i den virkelige verden. Mon det også kunne være sådan for dig? Jeg tænker, at du måske har forskellige fantasivenner og forestiller dig at være en helt anden, fordi du godt kunne tænke dig at have nogle venner som var på samme måde i virkeligheden. Kunne det mon hænge sådan sammen eller er det mig som tænker helt forkert i forhold til hvordan du har det? Når du skriver, at du savner at være en lille pige, som bare kunne lege og være ligeglad, så tænker jeg på, om du mener ligeglad med at du har fantasivenner eller ligeglad med at du føler, at du ikke har nogle venner? Jeg tænker, at det er rigtig godt at have en god fantasi og kunne underholde sig selv, men det er også godt og rart at have venner i den virkelige verden. De kan nemlig give glæde på en anden måde end fantasivennerne kan. Du skriver, at du aldrig rigtig er sammen med nogen efter skole, men jeg får fornemmelsen af, at du er glad for at gå i skole. Er det mon rigtigt fornemmet? Du skriver at du er dygtig faglig, og jeg tænker, at du måske også har nogle i klassen som du er sammen med i frikvarterene? Har du mon nogensinde haft lyst til at være sammen med nogen af dem fra din klasse efter skole? Jeg ved godt, at det måske kan være svært at spørge en fra klassen, om han/hun har lyst til at være sammen med dig efter skole. Måske du aldrig rigtig har gjort det før eller måske du har fået et nej tidligere, hvor du har spurgt en? Men måske der er en, som du tror det kunne være hyggeligt at være sammen med og som du måske kunne finde modet til at spørge, om I skulle være sammen efter skole? Vil det være en idé at tale med din lærer om det, eller måske dine forældre - måske kan de arrangere, at der er nogen som kommer med dig hjem eller at du tager med nogen hjem efter skole, en dag eller flere om ugen. Det kan også være, at du kan holde en hyggeaften for pigerne i klassen, måske en sleep over, hvor I ser film eller laver andet, som I synes er sjovt. Det kan også være en tur i biografen. Måske kan du overveje, om det vil være muligt at gøre sammen med pigerne fra klassen?   Det er ikke alle børn og unge som synes, at de har så meget til fælles med lige dem de går i klasse med, og så finder de nogle gange venner andre steder i stedet for i skolen. Nogle går f.eks. til en sportsgren, spiller musik sammen med andre eller noget helt andet, hvor de finder nogle venner som de har lyst til at være sammen med i fritiden. Kunne der måske også være noget, som du har lyst til at gå til i din fritid? Jeg tænker, at du måske kunne være rigtig god til f.eks. at skrive historier eller måske spille teater, når du har en god fantasi og du kan godt kan lide at forestille dig du er en anden. Det kan man nemlig også, når man f.eks. spiller teater eller skal skrive en historie om forskellige personer. Hvad mon du tænker om det? Du spørger til sidst i dit brev, om det er okay at du gerne vil se syner. Jeg er lidt i tvivl om, hvad du mener, når du skriver at du gerne vil se syner, men jeg tænker, at det også hænger sammen med din fantasi og at du er god til at forestille dig ting? Jeg tænker på, om det mon er noget du forestiller dig, netop når du også tænker på dine fantasivenner? Hvis det er noget helt andet du mener, og der måske kommer flimmer/glitter foran dine øjne nogle gange uden, at det er noget du kan kontrollere, så tænker jeg på, om der måske er noget med din øjne? Nogle gange hvis man er rigtig træt, kan det godt flimre lidt for ens øjne og det samme, hvis man måske har lidt svært ved at se og kan have brug for briller. Men jeg tror ikke helt at det er det du mener? Jeg håber, at mit svar har hjulpet dig med at blive lidt klogere på, hvorfor du er glad for og god til at have fantasivenner. Hvis du har lyst til at tale mere om det eller måske om noget helt andet, er du også velkommen til at kontakte os på BørneChatten eller BørneTelefonen på 116 111. Mange kærlige hilsner BørneTelefonen

Få endnu flere gode råd om Venner, veninder eller ensomhed

Venner er noget af det allerbedste! Men hvad gør man, hvis man er blevet uvenner med sin BFF? Hvis I er kommet op og skændes og der er drama, så kan det gøre en rigtig ked af det. Hvordan løser man så konflikten og bliver venner igen?

Måske har du en ven, som går igennem en svær periode? Fx oplever skilsmisse, sygdom i familien eller kærestesorger. Hvordan kan man så hjælpe sin ven bedst muligt?

Nogen gange kan kærlighed også påvirke venskaber. Hvad hvis man bliver forelsket i sin bedste ven? Skal man sige det eller håbe det går over? Og hvad hvis dig og din ven har det samme crush? Eller hvis du kommer til at kysse med din vens kæreste?

Det kan også være, du ikke har nogen venner eller ikke særlig godt kan lide dem du har? Måske du bliver holdt udenfor eller mobbet? Måske du føler din ensom og alene og ikke føler, du kan være dig selv.

Få svar på spørgsmålene ved at læse gode råd om hvordan du kan løse konflikter med dine venner eller få råd til, hvad du kan gøre, hvis du er forelsket i din ven. Du kan også se videoer og få tips til, hvordan du får nye venner eller du kan læse breve fra andre børn, og se hvilke råd de har fået.

Bekymret for din ven? Få flere råd til, hvordan du kan hjælpe

Har din ven fortalt dig, at der er noget, han eller hun synes er svært? Har du lagt mærke til, at din ven opfører sig anderledes end normalt? Eller er der noget helt tredje, der gør, at du bekymrer dig?

Der er mange forskellige måder at vise på, at man er ked af det. Nogle er ikke bange for at fortælle det. Mens andre holder det hemmeligt.

At gå rundt med nogle svære tanker skal ikke skjules. Men nogle gange kan det være svært at få sagt højt og gjort noget ved.

Det er derfor rigtig rart med gode venner. Venner kan hjælpe os, når vi er kede af det og få os i godt humør igen. Men husk på at når man er barn, er det aldrig dit ansvar at sørge for, din ven bliver glad igen. Det er de voksne, der skal træde til.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat