Kære pige på 14
Tak for dit ærlige og åbne brev omkring dine tanker om din gode veninde - det er modigt af dig at tage hul på et emne, der kan være meget følsomt.
Jeg tror, at de fleste mennesker, kan nikke genkendende til oplevelsen af, at man på et tidspunkt har fundet én af sine veninder/venner umoden. Nu ved jeg ikke, hvad det i jeres venskab betyder.. Altså hvorfor du tænker, at hun er umoden/barnlig, men i hvert fald lader det til, at din oplevelse af hende har forændret sig meget hurtigt..?
Jeg kan forstå på dig, at du stadig holder af din veninde, men at du er træt af hendes umodenhed. Så hvad gør du? Mon hun ved, hvordan du går og har det..? Hvis dette ikke er tilfældet, så tænker jeg, at du som veninde, er nødt til at "smide kortene på bordet" og fortælle hende, hvad du føler og tænker.
Som tidligere nævnt, så er det et følsomt emne, som kan gøre din veninde ked af det.. Så måske kunne en idé være, at du skriver et nænsomt brev til hende, hvor du fortæller, hvad det er, der går dig på..? Og hvordan du godt kunne tænke dig, at jeres forhold skulle udvikle sig. Det er jo ikke sikkert, at din veninde har lagt mærke til, at der er noget galt...
På denne måde får din veninde mulighed for at komme med noget respons. - og I kan måske efterfølgende tale om det face to face..? Når I så har talt om det, så må du mærke efter.. Har tingene mulighed for at forandre sig..?
Jeg tror, du har ret i, at hun lige nu ikke er samme sted i sit liv, som du er. Men det behøver vel ikke betyde, at I helt skal opgive jeres venskab... Måske har du ret i, at du skal give hende tid og plads til at modnes...? Tit er det sådan, at man sagtens kan finde nogle ting, man stadig kan være fælles om, selvom den ene part er blevet mere moden end den anden. Så måske kunne I sammen prøve at finde ud af, hvordan I kan bevare kontakten og venskabet men måske på en lidt anden måde end I har været vant til..? I har jo haft meget godt sammen, som du skriver og hvis I kan bevare respekten og kontakten til hinanden, tror jeg det vil være godt for jer begge to...
Hvis du stadig ikke ved, hvordan du skal gribe tingene an, så vil jeg råde dig til at vende situationen med en rådgiver på BørneTelefonen på 116 111. Rådgiveren har mulighed for at spørge ind til nogle ting, som desværre ikke er muligt på BørneBrevkassen. Husk det er helt anonymt og gratis!
Kærlig hilsen BørneBrevkassen