Kære dreng
Mange tak for dit brev og hvor er det sejt
af dig, at du skriver herind. Det virker for mig til, at du er god til at
mærke, hvordan du har det. Det er en god egenskab at have og du udviser mod ved
at skrive herind. Det er et mod som jeg tænker du kan bruge i forhold til, at
ændre på sådan som du oplever det med dine venner.
Jeg kan sådan set godt forstå, at du
begynder at tænke over, hvordan de ser dig og hvorfor det er, du ikke bliver
inviteret med til at lave noget. Det er flot, at du spurgte en af dine venner
om, hvorfor du ikke blev inviteret med. Jeg kan ikke sige, hvorfor du ikke er
blevet inviteret, men jeg tænker, at de andre drenge måske ikke ved, hvordan du
har det med det og hvordan du oplever det, når de taler om at lave forskellige
ting uden at høre dig, om du vil med, ville du kunne det?
Jeg tænker også, at en hjælp kunne være at
fortælle dem eller nogle af dem du er tættest på, hvordan du oplever det – at
du faktisk bliver i tvivl om, hvad de tænker om dig og at du på det område
føler dig udenfor. Hvordan ville det mon være for dig? Hvornår ville være et
godt tidspunkt at tale med dem om det? Nogle gange kan det være en hjælp for
en, hvis man har et eksempel på noget af det, som man oplever. Det kan måske
hjælpe til, at de kan sætte sig i dit sted. Kunne det være en hjælp for dig?
En anden mulighed kunne måske også være at
invitere drengene hjem til dig for at lave noget. På den måde kan du vise dem, at
du faktisk gerne vil være med til de ting, som de laver og ikke kun spille
sammen med dem. Kunne det for eksempel være en mulighed at invitere dem hjem
til dig en weekend til overnatning, så du ikke sidder lørdag aften alene og keder
dig? Jeg tænker også, at det er helt naturligt, at jo ældre man bliver, des
mere tid har man lyst til at bruge med ens venner, også selv om man, som du,
bor på landet og derfor skal bruge længere tid på at komme frem og tilbage til
dine venner.
En hjælp kunne også være at tale med dine
forældre om, hvordan du oplever det med, at drengene laver aftaler uden at høre
dig og at de siger, at det er på grund af, at du bor på landet. Jeg tænker
ikke, at det skal være for at skyde skylden over på dem over, at I bor på
landet, men mere, at du kan sige, at du ikke kan deltage i de samme ting, som
de andre drenge i klassen kan og at du rigtig gerne vil være en større del af
gruppen. Eks. Kan du fortælle dem om, hvad der sker, når I sidder og spiller og
er på Skype og hvad det gør ved dig.
Det kunne også være en mulighed at
fortælle, hvad din ven har sagt.
Hvordan ville du have det med at sige det
til dem? Måske kan I sammen finde ud af, hvad der kan gøres ved det. Jeg forestiller
mig, at dine forældre har nogle ideer til, hvad I kan gøre – måske lave aftaler
omkring afhentning, soveaftaler eller andet. I hvert fald tænker jeg, at det kan
gøre det lettere for dig, hvis dine forældre kender til, hvordan du har det og
så kan hjælpe dig med, at det kan blive anderledes. Gad vide, hvad du tænker om
det?
Du har vist rigtig meget mod ved at skrive
herind og også at sige det til en af dine venner. Det er ikke rart nogle gange
at føle sig ensom og jeg synes, det er flot, at du giver udtryk for, hvordan du
har det og oplever det.
Jeg håber, at svaret jeg her har givet dig
på dit brev vil kunne hjælpe dig med hvordan du kommer til at ses med drengene noget
oftere.
Mange hilsner fra BørneTelefonen.
